AMD og indsprøjtning i øjet
Om medicinsk behandling af forandringer i nethinden ved AMD (Aldersrelateret Maculadegeneration).
Hvad er AMD?
AMD - og nogle andre øjensygdomme - kan føre til dannelse af nye blodkar i øjets nethinde og årehinde. De nye blodkar kan medføre væskedannelse og nogle gange blødning i det område af nethinden, hvor dit centralsyn sidder. Dette viser sig ved, at dit syn er blevet dårligere.
Hvordan foregår undersøgelsen/behandlingen?
For at afgøre om du kan tilbydes behandling mod AMD, er du blevet undersøgt i vores ambulatorium på Øjenafdelingen. Behandling er med et lægemiddel, der hæmmer VEGF. VEGF er et uhensigtsmæssigt signalstof, som øjet selv danner. Behandlingen gives ved gentagne medicinindsprøjtninger i øjet.
Dit mundtlige samtykke til behandlingen noteres i din journal.
Sådan forbereder du dig til behandling
Forud for dit besøg på Øjenafdelingen må du spise og drikke, som du plejer. Du må også tage din sædvanlige medicin. Du må ikke benytte makeup eller ansigtscreme. Vi anbefaler, at du ikke anvender kunstige øjenvipper, da der er en teoretisk mulighed for, at det kan øge risikoen for infektion i forbindelse med indsprøjtningen.
Det vil fremgå af din mødeindkaldelse eller dit mødekort, hvor du skal møde. Som oftest foregår undersøgelse og behandling på OUH Patienthotellet, 2. sal.
Når du kommer op på 2. sal, skal du scanne dit sygesikringskort ved skærmen overfor elevatoren. Vi får dermed automatisk besked om, at du er mødt. Følg anvisningerne på skærmen om at tage plads i venteområderne. Tag plads og vent på at blive kaldt ind.
Selve behandlingen foregår på en operationsstue. Vi hjælper dig godt til rette på lejet. Du får lokalbedøvende øjendråber, der bedøver overfladen af øjet. Herefter bliver du vasket af omkring øjet, så det er rent og desinficeret. Endelig får du et lille stykke sterilt papir over ansigtet.
Indsprøjtningen kan du mærke som et lille tryk mod øjet. Nogle patienter oplever en kortvarig smerte i forbindelse med indsprøjtningen. Nogle gange kan du se medicinen flyde rundt i øjet eller en lille sort plet, som forsvinder i løbet af et par dage. Grusfornemmelse og let øjenirritation er normalt i døgnet efter indsprøjtning.
Behandlingen tager kun nogle få minutter, og du kan tage hjem bagefter.
Det er ikke tilrådeligt selv at køre bil til besøget i Øjenafdelingen.
Er der risiko for komplikationer?
Der er sjældent risiko for komplikationer. Mindre end 1 ud af 1000 indsprøjtninger giver alvorlige komplikationer. De fleste komplikationer kan behandles.
For at minimere risikoen for betændelse er det vigtigt med god hygiejne omkring øjet. Brug kun en ren engangsserviet og tør forsigtigt med lukket øje.
Du skal kontakte afdelingen, hvis du får stærke smerter eller betændelse i øjet, hvis øjet bliver rødt, eller hvis synet bliver mere sløret end normalt.
Fremadrettet behandling og kontrol
Behandling ordineres typisk 1-3 gange i træk, hvorefter du kommer til kontrol i ambulatoriet 4-12 uger efter sidste behandling. Her vil du få målt synet og foretaget fotografering og scanning af nethinden.
Lægen gennemgår undersøgelserne og tager ud fra disse stilling til, om du skal have en ny behandling eller holde pause. Du møder ikke lægen ved hvert besøg.
- Skal du have en ny behandling, kan du som regel få indsprøjtningen samme dag. Du vil blive hentet til operationstuen af operationssygeplejersken. Her vil du blive informeret om lægens behandlingsplan.
- Skal du ikke have en ny behandling, kommer sekretæren i stedet med en kontroltid til dig, eller med besked om at du får tilsendt en ny tid.
Ved behov og mindst én gang om året bliver du undersøgt af lægen efter fotografering.
Det er muligt, at du får brug for mange indsprøjtninger over tid. Nogle kan klare sig med få indsprøjtninger, men ofte må behandlingen fortsætte i flere år.
Kørsel fra kontrol
I forbindelse med kontrollerne bliver du dryppet med pupiludvidende dråber. Dit syn vil være sløret og din evne til at afstandsbedømme forringet. Det er derfor ikke tilrådeligt at køre selv. De pupiludvidende dråber virker i 4 timer.
Har du fået en indsprøjtning i øjet inden for de sidste 24 timer og har behov for akut øjenlæge-hjælp, kan vagthavende øjenlæge eller sygeplejerske kontaktes på tlf. 65 41 28 01 i tidsrummet kl. 07.30-22.00. Uden for åbningstiden kan Sygehusinformationen kontaktes på tlf. 65 41 16 66.
Har du spørgsmål til kontroltider eller lignende, kan du på hverdage kontakte Øjenafdelingen mellem kl. 08.00-15.00 på tlf. 65 41 27 88.
Venlig hilsen
Øjenafdeling E