Skip til primært indhold

Behandling med Xofigo

(Radium-223-dichlorid)

Du skal have behandling med Xofigo for kræft i knoglerne (knoglemetastaser). Formålet er at mindske spredning af sygdom og lindre knoglesmerter.

Sådan virker behandlingen

Xofigo indeholder radium-223-dichlorid. Stoffet søger hen til metastaserne i dine knogler og udsender stråling med meget kort rækkevidde (omkring 0,1 mm). Strålingen dræber kræftceller lokalt og skåner det raske væv mest muligt. Behandlingen begynder at virke med det samme, og du kan forvente færre smerter inden for cirka 12 uger.

Sådan forbereder du dig

Det er vigtigt, at du forbereder dig inden behandlingen. Kontakt os altid, hvis du har spørgsmål.

Blodprøver

Du skal have taget blodprøver før hver behandling med Xofigo. Blodprøverne bliver bestilt af den afdeling, som har henvist dig til behandlingen.

Sådan foregår behandlingen

Du får Xofigo som indsprøjtning i en blodåre i armen. Du møder til behandling hver 4. uge, indtil du har fået op til 6 behandlinger. Inden første behandling taler du med en læge.

Hver behandling varer cirka 1 time.

Efter behandlingen

Når du er i behandling med Xofigo, er der nogle ting, du skal være opmærksom på.

Transport

Skal du hjem med bus, tog, taxa eller FlexTrafik, må du ikke have haft diarré eller opkast op til eller på behandlingsdagen. Fortæl os, hvis du har det dårligt, før du tager hjem. Bliver du dårlig under hjemtransporten eller kaster op, skal du kontakte os.

Hvis du planlægger at flyve inden for 6 måneder, skal du sige det til os. Vi kan lave et flydokument til dig, som du skal medbringe i lufthavnen. Strålingen kan udløse alarm i lufthavnskontrollen.

Hygiejne i ugen efter hver behandling

Radioaktivitet udskilles især i afføring og i mindre grad i urin, spyt og opkast.

Gør følgende i 1 uge efter hver behandling:

  • Vask hænder efter hvert toiletbesøg.
  • Sæt dig ned, når du tisser, og træk ud 2 gange.
  • Brug engangshandsker, når du gør rent efter spild af urin, afføring eller opkast. Fjern det straks, og vask hænder.
  • Vask tøj med urin, afføring eller opkast så hurtigt som muligt i en separat vask.
  • Smid engangshandsker, engangsbleer og lignende ud med almindeligt affald.

Seksuelt samkvem og prævention

Brug kondom i 1 uge efter hver behandling for at beskytte din partner. Brug sikker prævention under hele forløbet. Du må ikke gøre en kvinde gravid i 6 måneder efter sidste behandling, fordi der kan være radioaktivitet i dine sædceller.

Bivirkninger

Xofigo kan påvirke knoglemarven. Vi følger derfor dine blodprøver tæt. Kontakt den afdeling, som har henvist dig, hvis du oplever:

  • at du har lettere ved at få blå mærker
  • det bløder lidt kraftigere end normalt efter en skade
  • spontan blødning som fx næseblod
  • symptomer på infektion som fx feber
  • symptomer på blodmangel, fx svimmelhed.

Kortvarige og milde bivirkninger kan være forværring af knoglesmerter, kvalme, opkast, diarré eller forstoppelse.

Patientkort

Du får et patientkort som dokumentation. Du skal tage det med, hvis du bliver indlagt, skal opereres eller have taget blodprøver i den første uge efter en behandling, så personalet kan kontakte Nuklearmedicinsk Afdeling, OUH, for mere information.

Skal du flyve kort tid efter behandlingen, kan sikkerhedskontrollen registrere stråling. Medbring derfor patientkort og det udleverede flydokument.

Kontrol

Du fortsætter med kontroller i den afdeling, der har henvist dig, og skal kontakte samme afdeling ved spørgsmål om behandlingen og eventuelle bivirkninger.

Kontakt

Nuklearmedicinsk Afdeling

65 41 29 80

Skriv til os på www.ouh.dk/post-nuk


pinfoOUH-809872878-69 112019   |   18.05.2026

APPFWU02V