Behandling med stiv halskrave
Behandling med stiv halskrave
I denne pjece finder du råd og vejledning samt information, når du behandles med en stiv halskrave. Du behandles med stiv halskrave på grund af brud på halshvirvlsøjlen. Kraven skal sikre, at bruddet holdes i ro.
Når du starter behandlingen med en stiv halskrave, vil en læge fra Neurokirurgisk Afdeling U på Odense Universitetshospital tage stilling til, hvor længe du skal bære halskraven. Det vil typisk være ca. 12 uger.
Når du har et brud, som skal behandles med en stiv halskrave, er det en type brud, hvor knoglerne sidder som de skal, men kræver ro til at vokse sammen. Kraven sikrer, at knoglerne holdes i ro, så det sandsynligvis kan vokse sammen igen og nerverne ikke beskadiges.
Kontroller
Kontrollerne foregår mandage på Odense Universitetshospital.
Du skal have røntgenkontrolleret bruddet med regelmæssige mellemrum. Samme dag du får taget røntgenbilleder, vil du blive tilset af en læge i Neurokirurgisk Ambulatorium U.
Det er individuelt, hvor hyppigt man skal komme, men ved en 12-ugers behandling er det typisk efter 2, 6 og 12 uger. Derudover skal du regne med en ekstra kontrol 2 uger efter, at halskraven er taget af.
Du modtager indkaldelserne via din e-boks eller pr. brev afhængig af hvad du er tilmeldt.
Kraven
De mest almindelige kraver er:
1. Vistákrave (grå krave med grønt indlæg)
2. Bandagistkrave (bliver fremstillet og tilrettet af bandagist)
1. På Vistákraven skal bagstykket være yderst i samlingen på siden af halsen. Indlægget kan tages af og vaskes forsigtigt i mild sæbe. Lægges til tørre på et håndklæde. Polstringen skiftes efter behov, dog mindst en gang om ugen eller hvis polstringen bliver våd eller snavset. Det er vigtigt, at polstringen skiftes, for at undgå at huden bliver irriteret.
2. På bandagistkraven skal bagstykket være inderst i samlingen på siden af halsen. Bandagistkraven kan vaskes med vand og sæbe og tørres med et håndklæde. Der findes en tynd beklædning til denne, som kan vaskes og bruges igen.
Kraven sidder rigtigt når:
- Øverste del af forstykket understøtter hagen
- Nederste del af forstykket og bagstykket sidder ind til kroppen, forreste del skal sidde ind til brystet.
- Velcrobånd sidder symmetrisk
- Ørerne er fri
- Den er så stram, at du ikke kan dreje hovedet inde i kraven

Pleje af krave
Personlig pleje
Du må gerne tage brusebad og vaske hår, men du skal beholde kraven på. Du får udleveret ekstra indlæg til kraven eller får en ekstra krave med hjem, så du kan få skiftet indlæg og/eller krave efter bad.
Skift af kraven foregår liggende fladt på ryggen og uden hovedpude. Når kraven er taget af, og du ligger helt lige med hovedet og ikke bevæger dig, kan halsen soigneres og eventuelt barberes af en der hjælper. Det er en individuel vurdering, om der er brug for vask af halsen hver dag og tilsyn af huden.
Hvis du ikke har nogen, som kan hjælpe dig med vask af halsen og skift af kraven, kan du få hjælp fra hjemmesygeplejerske/hjemmeplejen i din kommune.
Kraven kan give hudproblemer
Kraven kan irritere huden, give rødme og trykmærker/tryksår. Både foran og i nakken. Det er vigtigt at holde øje med dette. Det kan være den hårde plastik, der trykker på huden. Ved mindre gener kan det være nødvendigt med ekstra polstring af kraven eller huden med f.eks. Mepilex-skumforbindinger.
Hvis problemerne fortsætter, kan generne skyldes, at kraven ikke sidder korrekt, og du skal måske have en anden type krave. Du bedes henvende dig i den afdeling, hvor du fik kraven anlagt eller til Neurokirurgisk Ambulatorium U.
For at hindre hudirritation er det også vigtigt, at polstringen skiftes efter behov. Fugtig og uren polstring kan give hudirritation. Det er også vigtigt, at polstringen i Vistákraven dækker kravens plast kanter, så de ikke rører huden.
Selvstændigt skift af kraven
Aftagning af kraven
- Lig på ryggen med halskraven på.
- Velcroen løsnes i den side, som du vil rulle til.
- Hold på forstykket og rul om på siden.
- Hold fortsat på forstykket og fjern/flyt bagstykket (uden at løsne velcroen).
- Hold stadig på forstykket og rul tilbage på ryggen.
Påtagning af kraven
- Velcroen løsnes i den ene side afkraven.
- Lig på ryggen og sæt forstykket på. Bagstykket ligger ud til siden.
- Hold på forstykket og rul om på den side, hvor velcroen er åbnet.
- Hold stadig på forstykket og placer bagstykket.
- Hold stadig på forstykket og rul tilbage på ryggen.
- Træk bagstykket på plads og fastgør velcrobåndet.




Skift af krave med hjælp fra andre

1. Du skal ligge fladt på ryggen uden hovedpude. Du skal ligge lige og ikke bevæge dig. Det kan være nødvendigt med en til at støtte hovedet og en til at skifte kraven.

2. En hjælper løsner forsigtig båndet.Vær opmærksom på, hvordan velcroen sidder før det løsnes, så kraven kan placeres på samme måde igen.

4. Kraven sættes på igen. Den forreste del af kraven placeres først under hagen.

3. Hjælperen tager kraven af. Det bagerste stykke kan trykkes ned i madrassen og trækkes til siden. Halsen kan vaskes og polstringen skiftes et af gangen, da det er nemmest.

6. De to stykker samles igen med velcrobåndet. Langt hår skal uden på kraven. Tjek at krave, hage og brystben sidder i en lige linje. Ret evt. kraven når du er oprejst.

5. Herefter skubbes den bagerste del af kraven ind under nakken igen. Den skubbes ind fra siden ved at presse den ned i madrassen.
Søvn
Du skal sove med kraven på. De fleste vænner sig til det efter få nætter. Du kan både sove på ryggen og på siden med hovedpude under hovedet, så den støtter nakken bedst muligt.
Hvilestillinger
Du bør respektere kroppens træthedssignaler.
Du kan ligge fladt på ryggen med en pude eller lignende under knæene.
Du kan også ligge på siden med en pude mellem knæene.
Når du ligger på ryggen eller siden, må hovedpuden ikke ligger under skulderen, den skal placeres, så den støtter godt i nakkesvajet.
Når du skal ud af sengen, skal du benytte albueteknik:
- vend om på siden
- hold ryggen/nakke lige og skub fra med armene samtidig med, at benene svinges ud over sengekanten.
Samme teknik bruges, når du fra
siddende på sengekanten skal ned at ligge igen.




Øvrige
Smerter
Et knoglebrud giver oftest smerter, og du kan have nakkesmerter i de første uger af behandlingen. De forsvinder gradvist. De fleste patienter har brug for at tage mildere smertestillende medicin, f. eks. tablet Panodil, Pinex eller Pamol. Hvis det er nødvendigt med et stærkere middel, kan du tale med din egen læge omkring dette. Hvis du oplever en pludselig forværring af smerterne under behandlingen med halskraven, skal du søge læge.
Komplikationer
Hvis du får tiltagende smerter i nakken, kan det være et tegn på at bruddet er skredet. Du skal derfor tage kontakt til læge, hvis du får snurrende eller sovende fornemmelse ud i arme eller fingre. Hvis du mærker nedsat kraft i armen, kan det også være et tegn på, at bruddet er skredet, eller at der er en nerve i klemme. Du skal derfor også i dette tilfælde tage kontakt til læge.
Ernæring
Kraven kan gøre det besværligt at spise. Samtidigt har kroppen brug for alle kræfter for at hele bruddet. Du skal derfor holde øje med, at du ikke taber dig i den periode, hvor du går med halskrave. Du har brug for ekstra protein, som især findes i mælkeprodukter, æg og kød. Du kan bruge sugerør, hvis du har svært ved at drikke.
Aktivitet
De fleste kan klare sig alene i hjemmet med en stiv halskrave. Du må ikke løfte over skulderniveau og må ikke støvsuge eller vaske gulv. Som tommelfingerregel må du ikke løfte ting, der er tungere end 2 kg. Du må gerne lave almindelige gøremål som madlavning og lignende. Du kan blive træt og øm i skulder- og nakkemuskler og have behov for at hvile dig og sove mere end normalt. Du må gerne gå ture, men ikke dyrke belastende motionsaktiviteter som løb. Du må gerne cykle på kondicykel i et forholdsvist roligt tempo (ikke spinning).
Det er ikke tilladt at være fører af bil eller cykel med halskrave på, da du ikke kan orientere dig godt nok i trafikken. Du må gerne være passager. Du må køre bil igen, når kraven er fjernet, og du har den fulde bevægelighed i nakken tilbage. De fleste må køre bil igen, når de har været til kontrol i Neurokirurgisk Ambulatorium to uger efter, at kraven er taget af.
Sygemelding
De fleste er sygemeldte i den tid, hvor de har stiv halskrave på (typisk 12 uger). Der kan være individuelle forhold, hvilket du kan blive rådgivet om ved de ambulante besøg. Hvis din arbejdsgiver beder om en lægeerklæring (uarbejdsdygtighedserklæring), er det din egen læge, der udfylder denne.
Genoptræning
Du vil blive set af en fysioterapeut, når du kommer til 12-ugers kontrol og igen til 14-ugers kontrol. Du vil blive instrueret i lette øvelser for nakke- og skuldermuskulatur, når du får kraven af. Som regel vil du opnå fuld bevægelighed to uger efter, at kraven er fjernet. Er der behov for yderligere genoptræning, udarbejder fysioterapeuten en genoptræningsplan.
Spørgsmål
Har du spørgsmål, efter du er kommet hjem, er du meget velkommen til at kontakte sygeplejersken i Neurokirurgisk Ambulatorium på telefon 65 41 50 14.