Behandling med prednisolon
Du skal have prednisolon. Prednisolon er binyrebarkhormon, som dæmper immunforsvaret og dermed også kroppens betændelsesreaktioner. Du kan læse mere på indlægssedlen i pakken.
Sådan virker medicinen
Prednisolon hæmmer dit immunforsvar og medfører, at betændelsesreaktionerne i kroppen aftager eller helt forsvinder. Dermed kan dine symptomer blive mildere eller forsvinde.
Sådan foregår behandlingen
Du kan få prednisolon som tabletter, i drop eller som indsprøjtning. Vi fortæller, hvad du skal have. Du må ikke ændre dosis eller holde op med medicinen, uden at vi har aftalt det med dig.
Bivirkninger
Medicinen kan give bivirkninger. De fleste bivirkninger bliver mildere eller forsvinder, når du er færdig med behandlingen, eller din dosis bliver mindre.
Infektioner
Du kan have øget tendens til infektioner. Kontakt os eller din egen læge, hvis du får feber.
Knogleskørhed
Du kan få knogleskørhed, men vi kan forebygge det med D-vitamin og henvise dig til en knoglescanning.
Stigning i vægt
Medicinen giver større appetit, så du kan tage på i vægt, hvis du ikke tænker over, hvad du spiser.
Mavesår
Maven kan blive irriteret med sure opstød og smerter.
Sukkersyge
Nogle patienter udvikler sukkersyge. Det er som regel forbigående.
Hud og svedtendens
Huden kan blive tynd. Sår og små hudblødninger kan opstå, sår kan hele langsommere, og du kan svede mere.
Syn
Du kan opleve synsforstyrrelser. Synet kan også ændre sig, hvis du er i behandling i en længere periode. Det kan give grå eller grøn stær.
Væske og forhøjet blodtryk
Du kan få væske i kroppen, som kan ses ved hævelse af hænder og fødder. Dit blodtryk kan stige.
Fysiske og psykiske reaktioner
Du kan blive rastløs og have svært ved at sove. Du kan få hovedpine, og dit humør kan blive påvirket.
Vær opmærksom på
Når du er i behandling med prednisolon, er der nogle ting, du skal være opmærksom på.
Fortæl altid, at du får prednisolon, hvis du taler med en læge, som ikke kender dig. Du må ikke ændre i dosis eller holde op med at tage medicinen, uden at du har aftalt det med os. Kontakt altid lægen eller sygeplejersken, hvis du mener, at din medicin skal justeres.
Reager ved feber
Prednisolon kan sløre tegn på infektion. Får du feber, skal du kontakte os eller din egen læge. Prednisolon er et hormon, som din krop selv danner, og den naturlige hormonproduktion kan komme i ubalancen, når du også modtager det som medicin.
Graviditet og amning
Du kan godt være i behandling med prednisolon under graviditet og amning efter aftale med lægen.
|
Kontakt Lungemedicinsk Afdeling 65 41 27 27 Skriv til os på http://www.ouh.dk/post-ls |
|
pinfoOUH-432434835-115 105505 | 12.08.2026 |