Behandling med itraconazol
Du skal have behandling med itraconazol mod en svampeinfektion.
Sådan virker medicinen
Itraconazol hæmmer svampeceller, så de ikke kan dele sig og sprede sig i kroppen.
Sådan foregår behandlingen
Itraconazol er kapsler, som du typisk skal tage 2 gange om dagen. Hvis du skal tage en anden dosis, aftaler vi det med dig. Du må ikke knuse eller dele kapslerne.
Tag kapslerne umiddelbart efter et måltid. Tal med os om, hvad du skal gøre, hvis du glemmer en dosis. Stop aldrig selv behandlingen. Tal altid med os, hvis du er i tvivl om dosis eller får nye symptomer.
Bivirkninger
Itraconazol kan give bivirkninger. De mest almindelige bivirkninger er:
- mavesmerter
- kvalme
- hovedpine.
Sjældnere bivirkninger er påvirkning af leveren, svimmelhed, hårtab og udslæt.
Vær opmærksom på
Itraconazol kan påvirke og blive påvirket af anden medicin, også naturlægemidler. Fortæl altid lægen, at du får itraconazol, før du begynder at tage ny medicin, eller hvis der laves ændringer i din nuværende medicin.
Undgå medicin, der nedsætter syreindholdet i mavesækken, da det hæmmer optagelsen af kapslerne. Kontakt os altid, før du ændrer i din medicin, og hvis du mistænker en alvorlig bivirkning.
Du må ikke bruge itraconazol, hvis du er gravid eller ammer.
Kontrol
Du skal have taget blodprøver regelmæssigt, så vi kan vurdere, om du kan tåle medicinen. Det er vigtigt, at:
- blodprøverne bliver taget på sygehuset
- blodprøverne bliver taget om morgenen.
- du ikke tager din morgendosis af itraconazol, før vi har taget blodprøven.
|
Kontakt Lungemedicinsk Afdeling 65 41 27 26 Skriv til os på www.ouh.dk/post-ls |
|
pinfoOUH-432434835-71 141514 | 12.08.2026 |