Skip til primært indhold

Iltbehandling ved interstitiel lungesygdom

Du skal have ilt for at mindske åndenød og give mere overskud i hverdagen. Når du er fysisk aktiv, kan du have brug for ekstra ilt. Nogle har også gavn af ilt hele døgnet. Vi vurderer dit behov og aftaler din iltplan med dig. Ilt kan ikke lagres i kroppen, så du kan ikke tage ilt på forhånd.

To løsninger på iltbehandling

Vi hjælper dig med at vælge den iltbehandling, som passer bedst til din hverdag. Der findes 2 hovedløsninger:


Løsning 1 er transportflasker til brug uden for hjemmet og en stationær koncentrator med lang slange til brug i hjemmet.

Løsning 2 er en bærbar koncentrator med genopladeligt batteri til brug uden for hjemmet og en stationær koncentrator til hjemmet. Den bærbare koncentrator giver kun ilt, når den registrerer, at du trækker vejret ind gennem næsen. Derfor bestiller vi en test, som afklarer, om den er egnet til dig.

Planlæg plads til udstyr og strømudtag derhjemme.

Sådan foregår behandlingen

Iltfirmaet leverer det udstyr, vi har bestilt, og instruerer dig og eventuelt dine pårørende i, hvordan du bruger det. Du får ilt via næsekateter eller iltbriller.

Har du primært behov for ilt ved aktivitet, bruger du den, når du er aktiv, og du kan holde pause, når du er i hvile.

Har du behov for ilt hele tiden, skal du undgå pauser. Kontakt os, hvis du har spørgsmål til behandlingen.

Bivirkninger

Hvis du er i behandling over en længere periode, kan du få tørre slimhinder i næsen. Smør dig med en vandbaseret creme i næsen for at afhjælpe det. Undgå oliebaserede cremer, som kan udvikle varme og skade slimhinden. Får du gener bag ørerne fra iltbrillerne, kan iltfirmaet levere ørebeskyttere.

Vær opmærksom på

Iltkoncentratoren bruger strøm. Du får refunderet udgiften hver 3. måned via din NemKonto. Udstyret leveres gratis. Har du kun brug for ilt i en periode, så giv os besked, så udstyret kan sendes retur til iltfirmaet.

vigtigt

Ilt giver næring til ild. Brug aldrig åben ild eller gløder i samme rum, når du bruger ilt. Der kan opstå brand.

Kontakt

Kontakt iltfirmaet Medical Danmark på 65 93 80 18, hvis du har problemer med udstyret eller mangler iltkatetre.

Har du problemer i tilknytning til din behandling, skal du kontakte Lungemedicinsk Afdeling.

Kontakt

Lungemedicinsk Afdeling

65 41 27 26

Skriv til os på www.ouh.dk/post-ls


pinfoOUH-432434835-89 156965   |   12.08.2026

APPFWU02V