Skip til primært indhold

Og

Kikkertundersøgelse og ultralydsscanning af endetarmen

Rektoskopi er en kikkertundersøgelse af

endetarmen. Ved rektal ultralydsscanning er det muligt at få et billede af endetarmen, lukkemusklerne og det omgivende væv ved hjælp af en tynd sonde, der indføres i endetarmsåbningen.

Kost og udtømning

Du må spise og drikke, som du plejer. Du skal ikke være fastende til undersøgelsen.

For optimal undersøgelse er det vigtigt, at tarmen er udtømt. Derfor skal du følge nedenstående vejledning.

Fra 5 dage før undersøgelsen

Du bør 5 dage før undersøgelsen starte med at

tage tablet Magnesia 500 mg, 2 tabletter x 2

dagligt. Tablet Magnesia kan købes som håndkøbsmedicin.

Du skal tage det medsendte afføringsmiddel på

nedenstående tidspunkter. Det er meget

vigtigt, at du tager hele udtømningen, også

selv om du har tynd mave.

Dagen før undersøgelsen

Du skal indtage de medsendte tabletter:

  • kl. 12.00, 2 tabletter Dulcolax
  • kl. 22.00, 2 tabletter Dulcolax.

Undersøgelsesdagen

2 timer før mødetidspunktet skal du tage det

fremsendte klysma (Microlax eller Glyoktyl).

Sådan gør du:

  • Fjern beskyttelseshætten.
  • Fugt tubespidsen med lidt af væsken ved at

trykke let på tuben, eller med vaseline.

  • Indfør forsigtigt tubespidsen op i endetarmen.
  • Indfør tubespidsen i hele sin længde.
  • Tilbagehold væsken i så lang tid som muligt i tarmen.
  • Virkningen indtræder inden for 5-20 minutter.

Undersøgelsen

Undersøgelsen er ikke smertefuld, men den kan være lidt ubehagelig, da det under undersøgelsen er nødvendigt at puste luft ind i tarmen. Undersøgelsen foregår i samarbejde med dig. Lægen og plejepersonalet vil vejlede og støtte dig.

Lægen fører en kikkert ca. 20 cm op i endetarmen, hvorved selve endetarmen kan undersøges og der eventuelt kan tages vævsprøver.

Selve undersøgelsen varer ca. 5 minutter - med samtale 15-20 minutter.

Efter undersøgelsen

Der kan være lettere smerter og mavekneb efter undersøgelsen. Det skyldes luft og går som regel hurtigt over.

Komplikationer

Komplikationer er meget sjældne, men de kan opstå. Der kan opstå blødning og infektion. Du skal kontakte din læge eller lægevagten, hvis du inden for den første uge får:

  • svære mavesmerter
  • blodig eller sort afføring
  • høj feber.

Du kan kontakte sygehuset og bede om at tale med vagthavende læge på Kirurgisk Afdeling A. Kontakt Svendborg Sygehus på 63 20 20 00 eller Odense Universitetshospital på 66 11 33 33.

Kontakt

Kirurgisk Afdeling

65 41 51 90

Skriv til os på www.ouh.dk/post-kir


pinfoOUH-1478274423-345 109686 | 08.05.2026

APPFWU02V