Skip til primært indhold

Operation for stomibrok

Information før operation for stomibrok

Stomibrok er en frembuling af bugindhold gennem en bugvægsdefekt lavet til passage af en tarm- eller urostomi. Ved for stor defekt eller svaghed i vævet kan indhold fra bughulen presses igennem åbningen ved siden af stomitarmen.

 

Et stomibrok kan være uden symptomer, men i nogle tilfælde kan det give ubehag i form af smerter eller trykken, og eventuelt indskrænke aktivitet på grund af fylde. Frembulingen kan også forhindre, at stomiposen sidder ordentligt fast.

 

I sjældne tilfælde kan man risikere, at brokket sidder fast og ikke forsvinder igen, når man prøver at trykke det ind. Brokket er da indeklemt, og man bør opsøge læge.

 

Før operationen

 

Faste

Når du skal bedøves til operation eller undersøgelse, er det vigtigt, at du er godt informeret om, hvad der skal ske - særligt i forhold til faste.

I patientinformationen "Når du skal bedøves" er beskrevet, hvad der er værd at vide, når man skal i fuld bedøvelse eller lokalbedøves.

 

Hygiejne

For at mindske risikoen for infektion i forbindelse med operationen er det vigtigt, at du overholder følgende:

  • Du skal om morgenen på operationsdagen eller aftenen forinden tage et brusebad og vaske dig grundigt med sæbe på hele kroppen, samt vaske håret og tage rent tøj på.
  • Du skal inden operation vaske/rense navlen grundigt evt. med vatpinde.
    • Du må ikke påføre creme eller hudlotion om morgenen på operationsdagen.
    • Du skal undlade neglelak, make-up, smykker og piercinger.
    • Vi beder om, at du eller personer, der ledsager dig, ikke anvender parfume.

     

    Vi anbefaler, at du ikke selv barberer operations-stedet på forhånd.

     

    Operationen

    Operation for stomibrok foretages hyppigst som kikkertoperation gennem 3 huller i den modsatte side af maveskindet, sjældnere som åben operation gennem snit i huden over brokket eller i midtlinjen. Brokket skubbes på plads, og stomiåbningen søges indsnævret, inden der i de fleste tilfælde indsættes et kunststof net til forstærkning.

     

    Ved kikkertoperation pustes kuldioxid ind i bughulen for at løfte bugvæggen og give plads og oversigt.

     

    Operation for stomibrok foretages i fuld bedøvelse. Man møder typisk fastende på operationsdagen og skal forvente indlæggelse i nogle dage. Under indlæggelsen vil vi behandle smerter og se, at stomifunktionen er i orden inden udskrivelsen.

     

    Efter operationen

    Man skal som hovedregel forholde sig roligt det første døgn, derefter stigende belastning til smertegrænsen.

     

    Man vil oftest være kommet sig efter 2 uger, men vi tilråder, at man ikke løfter tungt i en måned efter operationen.

I nogle tilfælde tilrådes brug af elastisk brokbælte (longuette).

 

Eventuelle tråde i operationssårene fjernes hos egen læge efter 10 - 12 dage.

 

Komplikationer kan forekomme

Hyppigst ses blødning i form af blå mærker eventuelt egentlig blodansamling. Sjældnere sårinfektion. Fornyet operation for disse tilstande kan komme på tale om end sjældent.

 

Ved kikkertoperation er der risiko for skade på tarm eller andre indre organer i under 1 % af operationerne.

 

Ved operation med mange arvævssammen-voksninger i bughulen er risikoen dog lidt større.

 

Ved operation for større brok, især ved åbne operationer, er der risiko for en del smerter efter operationen. I udvalgte tilfælde lægges et lille kateter til rygmarvsbedøvelse.

 

Hvis der lægges et kunststof net til forstærkning af bugvæggen, kan ca. 10 % få smerter eller ubehag herfra udover operationssmerterne. Hos de fleste vil disse gener aftage i løbet af 3-6 måneder, men enkelte (ca. 2 %) vil have kroniske gener, der kan påvirke dagligdagen i længere tid.

 

I tilfælde af smerter udover 6 måneder efter operationen, vil vi gerne se patienten til kontrol i vores ambulatorium.

 

Gendannet stomibrok kan forekomme.

 

APPFWU01V