Skip til primært indhold

Kikkertundersøgelse af tyk- og endetarm

Information om koloskopi med udtømning under indlæggelse

Koloskopi er en kikkertundersøgelse af tyk- og endetarm. Den udføres med et koloskop, som er en bøjelig slange med et kamera i spidsen. Koloskopet har en diameter på 13 mm, det indføres via endetarmsåbningen og hele tyktarmen kan undersøges med påvisning af eventuelle forandringer.

 

 

Forberedelse til undersøgelsen

Du skal kontakte endoskopienheden på telefonnummer 65 41 51 90, hvis:

  • Du er i dialyse eller har kendt nedsat nyrefunktion
  • Hvis du har stomi

 

 

Medicin

Du skal til indlæggelsen medbringe al din medicin og gerne en liste over din medicin.

 

 

 

Blodfortyndende medicin

Hvis du tager særlige typer af blod-fortyndende medicin, vil vi bede dig om at holde pause inden undersøgelsen.

 

Hvis du indtager medicin af følgende type:

  • Xarelto (Rivaroxaban)
  • Eliquis (Apixaban)
  • Lixiana (Edoxaban)
  • Pradaxa (Dabigatran-etexilat)

 

Vil vi bede dig IKKE at indtage denne medicin aftenen før og om morgenen på dagen for undersøgelsen.

Hvis du inden for de seneste 3 måneder har haft en blodprop eller fået foretaget ændringer i din blodfortyndende medicin, skal du kontakte

Kirurgisk Afdeling A på telefon 65 41 51 90.

Hvis du allerede har en aftale med afdelingen om at holde pause med din blodfortyndende behandling, skal du følge denne.

Hvis du tager andre typer af blodfortyndende medicin, skal du fortsætte med at tage den, som

du plejer.

 

 

Sukkersyge

Tager du Insulin, skal du måle dit blodsukker hyppigere sidste døgn før og på undersøgelses-dagen. Det kan være nødvendigt at tage lidt mindre Insulin. Blodsukker bør måles mindst 4 gange i døgnet. Ved tvivl kontakt egen læge.

Efter undersøgelsen må du spise og drikke normalt.

Medbring din Insulin til undersøgelsen.

Tager du tabletter for sukkersyge, skal du blot holde pause på undersøgelsesdagen, indtil undersøgelsen er overstået.

 

Jerntabletter

Jerntabletter må ikke indtages sidste 5 dage før

undersøgelsen.

 

 

Udtømning og kost

For optimal undersøgelse skal din tarm være ordentligt udtømt. Det er derfor vigtigt, at du drikker 2-3 liter pr. døgn.

 

Fra 5 dage før undersøgelsen

Du må spise næsten, hvad du plejer, men du skal indtage "kernefri" kost, f.eks. undgå kernebrød, fuldkornsbrød, vindruer, tomater, kiwifrugt, hørfrø o.l.

Du skal indtage 3 breve Movicol dagligt i

4 dage.

I alt 12 breve Movicol. Hvert brev opløses i 125 ml vand. Du kan med fordel tage 3 breve på én gang opløst i 400 ml vand.

Movicol og Gangiden er identiske.

 

 

Dagen før

Du skal møde til indlæggelse på voressengeafsnit kl. 14.

Efter kl. 16 må du ikke spise fast føde eller mælkeprodukter. Du må indtage tynde væsker uden "fyld" indtil 2 timer før undersøgelsen skal foretages. Herefter skal du faste.

Du vil i løbet af eftermiddagen få væske, som du skal drikke med henblik på at udtømme tarmen. Udtømningen giver diarré, men kan også medføre kvalme, hovedpine og kulde-fornemmelse.

 

Tynde væsker:

  • Klar suppe/bouillon uden fyld
  • Saftevand
  • Sodavand
  • Juice (uden frugtkød)
  • Vand
  • Kaffe og the (uden mælk eller fløde)

 

 

Undersøgelsesdagen

Du må drikke tynde væsker indtil 2 timer før

undersøgelsen. Herefter skal du faste.

Inden undersøgelsen lægges et tyndt plastikkateter i en blodåre, som kan anvendes til at give beroligende medicin.

 

 

Undersøgelsen

Det er nødvendigt at blæse lidt luft ind i tarmen, og der kan være steder, som er vanskelige at passere. Dette kan forbigående give ubehag og smerter. Her kan gives medicin. Der kan smertefrit tages vævsprøver og fjernes polypper.

Undersøgelsen varer 1/2 - 1 time.

Du kan ikke forvente at have pårørende med til undersøgelsen.

 

 

Efter undersøgelsen

Hvis du har fået medicin, skal du hvile lidt, og du må ikke køre bil eller betjene maskiner før næste dag. Derfor skal du arrangere at komme hjem enten med bus/tog eller aftale at blive hentet.

Du får besked om resultatet af undersøgelsen.

Hvis der er fjernet polypper eller taget vævsprøver, kan der komme lidt blod med afføringen efterfølgende.

 

 

Risiko og komplikationer ved undersøgelsen

Komplikationer er meget sjældne, men de kan opstå.

Der kan opstå blødning, og der kan gå hul på tarmen.

 

Ved problemer i det første døgn efter undersøgelsen

Du skal kontakte sygehuset og bede om at tale med vagthavende læge på Kirurgisk Afdeling A, som kan vejlede dig.

 

Svendborg Sygehus telefon 63 20 20 00.

Odense Universitetshospital telefon 66 11 33 33.

 

 

Ved problemer senere i forløbet

Du skal kontakte egen læge, hvis du inden for den første uge får:

  • Svære mavesmerter
  • Blodig eller sort afføring
  • Høj feber

 

 

APPFWU01V