Fjernelse af galdeblæren
Kikkertoperation og åben operation
Du skal have fjernet galdeblæren. Her kan du læse mere om, hvad der skal ske.
Galdesten og galdeveje
Galde dannes i leveren og løber via de dybe galdeveje over i galdeblæren. Når man spiser og drikker, løber galden via de dybe galdeveje ud i tarmen.
Galdesten findes hos ca. 20 % af den danske befolkning. De dannes hovedsageligt i galdeblæren og mere sjældent i de dybe galdeveje.
Symptomer
Når der er sten i galdeblæren, kan disse aflukke udførselsgangen fra galdeblæren, så galden ikke kan løbe frit ud i tarmen, og det kan give smerter.
Det er typisk efter måltider, at smerterne opstår. Især efter måltider med fede og røgede fødevarer og store måltider.
I nogle tilfælde kan galdesten forårsage betændelse i galdeblæren.
Hvis der passerer sten fra galdeblæren til de dybe galdeveje, kan disse lukke afløbet fra den dybe galdegang til tarmen. Det vil give smerter og i nogle tilfælde gulsot (huden og det hvide i øjnene kan blive gullig), mørkebrun urin og lys afføring.
Der kan opstå betændelse i galdevejene og/eller i bugspytkirtlen. Det opstår sjældent samtidigt.
Undersøgelserne før operation
Galdesten kan næsten altid ses ved en ultralydsscanning. Blodprøver kan fortælle noget om, hvordan leveren har det. Det kalder vi ofte lever- /galdetal.
Sten i de dybe galdeveje kan ses ved en MR-scanning, og hvis der findes sten, vil der blive foretaget en kikkertundersøgelse (ERCP – endoscopic retrograd cholangiopancreaticography) gennem munden, spiserør, mavesæk og til tolvfingertarmen. Ved undersøgelsen er det muligt at fjerne sten fra de dybe galdeveje.
Operation
Operation for galdesten bliver oftest foretaget som en kikkertoperation gennem 4 huller i maveskindet. Galdeblære og galdesten bliver fjernet gennem ét af de fire huller i maveskindet. Operationen foretages i fuld bedøvelse. Du bliver udskrevet samme dag.
Åben operation
I få tilfælde (ca. 5%) kan det være nødvendigt at ændre fra kikkertoperation til åben operation.
Ved åben operation laves et snit under ribbenene i højre side. Operationen foretages i fuld bedøvelse. Du skal forvente at være indlagt nogle få dage.
Komplikationer
Komplikationer kan forekomme. Hyppigst komplikation er blødning. Mere sjældent er betændelse ved de 4 huller fra kikkertoperationen eller det ene snit, der er lavet ved åben operation.
Der kan blive lagt et dræn ind, for at afsløre evt. blødning efter operationen. Drænet fjernes oftest efter 1-2 døgn.
Der kan komme betændelse i galdeblærelejet, som kan kræve behandling med antibiotika og/eller et nyt indgreb.
I andre sjældne tilfælde ses lækage af galde til bughulen. Dette kræver oftest gentaget kikkertoperation med drænanlæggelse. Det vil kræve nogle dages indlæggelse.
Mest sjældent (<1 %) er alvorlige skader på tarm og andre indre organer samt de dybe galdeveje.
Før operation
Det er vigtigt, at du forbereder dig før operationen. Kontakt os altid, hvis du har spørgsmål.
Faste
Når du skal bedøves til operation eller undersøgelse, er det vigtig, at du faster.
I patientinformationen "Når du skal bedøves" er det beskrevet hvordan og hvornår, du skal faste.
Hygiejne
For at mindske risikoen for infektion i forbindelse med operation, er det vigtigt, at du gør følgende på operationsdagen:
- Du skal du tage brusebad og vaske dig grundigt med sæbe på hele kroppen samt vaske hår.
- Du skal vaske/rense navlen grundigt med vatpinde.
- Du må ikke bruge hudlotion, neglelak eller make-up.
- Du må ikke bære smykker og piercinger.
Efter operation
Efter kikkertoperation kan du have smerter i skulderen og bughulen, som kan føles udspilet. Det kan vare nogle dage. Det er på grund af den luft, der er pustet ind i maven under operationen.
Har du fået foretaget åben operation, vil dine smerter være lokaliseret i og omkring såret.
Når du kommer hjem
De første døgn skal du holde dig i ro.
Efter kikkertoperation skal du de næste 2 uger tage hensyn ved kun at løfte og være aktiv indtil du mærker smerter. Efter en åben operation gælder dette en måned.
Smertestillende
Vi anbefaler, at du har smertestillende medicin derhjemme i form af:
- Tablet paracetamol (Pamol, Pinex eller Panodil) á 500 mg
- Tablet Ibuprofen (Ipren, Ibumetin) á 200.
Har du problemer med mavesår eller mavesyre, skal du undlade Ibuprofen. Begge præparater er håndkøbsmedicin. Vi anbefaler, at du køber 50 stk. af hvert præparat før operation/indlæggelse til brug efter udskrivelse
Tråde
Har du tråde i operationssåret skal de fjernes hos egen læge efter 10-12 dage.
Skal man holde diæt
Det er som regel ikke nødvendigt at holde en diæt. Man kan godt undvære galdeblæren uden, at det giver problemer med fordøjelsen.
|
Kontakt Kirurgisk Afdeling Tlf. 65 41 51 90 Skriv til os på www.ouh.dk/post-kir |
|
pinfoOUH-1478274423-529 129624 | 31.08.2026 |