Vejledning ved nedsat appetit
Det har betydning for resultatet af din behandling, at din krop har det godt. Det er derfor vigtigt, at din vægt er stabil. Det gælder også, hvis du er overvægtig.
Det kan du gøre
Du kan selv gøre en forskel, hvis du har nedsat appetit. Det kan du gøre ved at følge vores vejledninger herunder. Du skal altså se bort fra de officielle kostråd.
Spis mad med meget protein
Du skal ikke følge de officielle kostråd. Du skal blandt andet spise mad med mere protein, end du normalt ville gøre. Det kan fx være kød, fisk, fjerkræ, æg, ost og mælkeprodukter.
Fordel maden over hele dagen
Det kan være en god idé at spise mange måltider i løbet af dagen. Du kan fx spise 3 hovedmåltider og 3-5 mellemmåltider. Et mellemmåltid kan fx være kiks, knækbrød eller en tynd skive brød med ost eller kødpålæg. Det kan også være en lille skål yoghurt, ymer eller skyr.
Drik ekstra protein
Du kan også få ekstra protein gennem det, du drikker. Det kan fx være sødmælk, koldskål, kakaomælk, drikkeskyr eller andre drikke med højt indhold af protein.
Tag vitaminer og mineraler
Vi anbefaler, at du tager 1 multivitamintablet hver dag. Du må også gerne tage D-vitamin og kalktilskud.
Hvis du har svært ved at holde vægten
Hvis du taber dig eller har svært ved at holde vægten, kan du have brug for at spise mindre frugt og grønt. Du kan også skifte groft brød og fuldkornsprodukter ud med varianter med mindre fiber. Spis gerne mere fedt i din mad. Du kan fx bruge ekstra fedtstof på brødet og i madlavningen. Du kan også vælge fede fisk samt fede oste- og mælkeprodukter.
Ernæringsdrikke
Ernæringsdrikke indeholder meget protein og energi. Der findes flere forskellige smage og producenter. På din grønne recept du har fået af os, kan du se, hvilke typer vi anbefaler. Hvis du spiser mad ved siden af drikkene, anbefaler vi, at du drikker op til 3 om dagen. Hvis du ikke spiser mad, anbefaler vi, at du drikker 4-5 om dagen. Du skal starte med 1 drik den første dag og derefter øge med 1 drik hver dag, til du er oppe på 4-5 om dagen. Du kan købe ernæringsdrikke på apoteket eller via hjemmesider, hvor du kan bruge din recept og få 60 procent i tilskud.
Vær opmærksom på
Når du er i behandling eller er blevet opereret, er der nogle ting, du skal være opmærksom på for at holde din krop så sund som muligt.
Rygning
Rygning øger risikoen for komplikationer i forbindelse med sygdom, behandling og operation. Hvis du ryger, anbefaler vi, at du holder op med det.
Alkohol
Hvis du drikker meget alkohol, har du en større risiko for komplikationer i forbindelse med sygdom, behandling og operation. Derfor anbefaler vi, at du begrænser dit indtag eller helt lader være med at drikke alkohol.
Fysisk aktivitet
Hvis du er fysisk aktiv før og under behandling, har det stor betydning for din evne til at genvinde dit normale funktionsniveau. Det er derfor vigtigt, at du er så aktiv, som du er i stand til.
|
Kontakt Kirurgisk Afdeling 65 41 51 90 Skriv til os på e-Boks påwww.ouh.dk/odea |
|
pinfoOUH-1478274423-282 158651|13.04.2026 |