Knogleopbygning
Knogleopbygning
Tandtab erstattes hyppigt med tandimplantater. For at dette er muligt, skal der være en solid knogle, som implantaterne kan fastgøres i.
Manglende tænder og mange års brug af proteser kan betyde, at knogle og gummer svinder. I den forbindelse er det muligt at opbygge kæbeknoglen med knogle, taget fra hoften eller skinnebenet. Der er få komplikationer og metoden er en sikker måde at tilbyde genopbygning på.
Ved ambulant besøg i Kæbekirurgisk ambulatorium planlægges operationen.
Du vil få orientering om operationen samt evt. forundersøgelser.
Inden operationen bliver du indkaldt til samtale med en narkoselæge samt
evt. blodprøvetagning
Før operationen
Vil du gerne forberede dig på din operation, forebygge unødige komplikationer og sikre det bedste forløb efter operationen, anbefaler vi dig:
- At holde helt op med at ryge senest 6 uger før din operation.
- At holde helt op med at indtage alkohol mindst 4 uger før din operation.
Vi anbefaler tillige, at du i perioden op til operationen undlader at tage smertestillende medicin med acetylsalicylsyre (Kodimagnyl, Magnyl m.fl.), da disse præparater kan øge blødningen i forbindelse med operationen.
Ved behov for smertestillende medicin anbefales præparater som:
- Pinex
- Pamol eller
- Panodil (2 tabletter 4 gange dagligt)
Hvis du spiser fiskeolie, bør du ligeledes undgå dette 1 uge før og 1 uge efter operationen.
Den sidste hverdag før operationen vil du blive ringet op mellem kl. 14-16 med tidspunkt for indlæggelse. Er du ikke blevet ringet op kl. 16, bedes du selv ringe til afdeling F-2 på tlf. 6541 2812 inden kl. 18, for at få oplyst mødetid.
Donorknogle
Der kan til visse typer operationer blive behov for anvendelse af donorknogle. Det donorknoglepræparat, der anvendes, vil altid være testet og have gennemgået de samme sikkerhedsforanstaltninger som andre blodprodukter.
Mundpleje før og efter operationen
Vi anbefaler, at du dagen før indgrebet begynder mundskylning med
Klorhexidin 0,12% 2 gange dagligt:
- Skyl med Klorhexidin i 30-60 sekunder.. Må ikke synkes.
- Undgå mad og drikke 1 time efter skylning
- Undgå brug af tandpasta 1 time før og efter skylning, da det hæmmer virkningen.
Klorhexidin kan farve tænderne og tungens overside mørk. Misfarvningen er uskadelig og forsvinder ved behandlingens ophør eller ved tandrensning.
Evt. protese skal tages ud i forbindelse med mundskylning.
Operationsdagen
Du bedes tage et bad om morgenen, inden du møder i afdelingen.
- Mænd skal være nybarberede.
- Undlad desuden alle former for make-up, creme i ansigtet, smykker, alle former for piercinger samt øjenvippeextensions.
Efter operationen
Du vil efter operationen blive kørt til opvågningsafdelingen. Her overvåges du nøje af sygeplejersker og læger. Som regel vil man være i opvågningsafdelingen nogle timer. Der gives smertestillende medicin og antibiotika under operationen samt i perioden efter.
Kost
Det første døgn efter operationen skal kosten være kold og flydende.
De efterfølgende 10 dage fortsættes med flydende kost, derefter overgang til blød kost i 4 uger.
Fysisk aktivitet
Da der under operationen tages knogle fra hoften eller skinnebenet, må du i minimum 2 uger kun støtte til smertegrænsen og du skal anvende stokke.
Inden udskrivelsen vil du blive instrueret i dette af en fysioterapeut.
Støttestrømpe anvendes, hvis der er taget knogle fra skinnebenet.
Du bør undgå tunge løft og hård fysisk aktivitet i 6 uger efter operationen.
Indlæggelsen varer sædvanligvis 1-2 døgn.
Du skal regne med at være sygemeldt i 3 uger.
Donorsted
Forbindingen over donorstedet lades urørt til første ambulante kontrol, hvor såret tilses og trådene evt. fjernes. Du vil blive instrueret i videre sårpleje.
Infektion
Infektion kan opstå ved alle operationer.
Tegn på infektion er f.eks.
- øgede smerter
- varme
- rødme
- hævelse
- feber.
Ved tegn på infektion bør du kontakte afdelingen.
Pleje af donorsted
Vi anbefaler, at du sætter micropore plaster på arret de næste 3 måneder (for at gøre arret pænt). Du må gerne gå i brusebad med micropore plaster på, efter badet kan du tørre det forsigtigt med en føntørrer.
Micropore plaster skal skiftes jævnligt.
Vi anbefaler brug af solcreme med høj faktor det første år efter operationen.
Udskrivelse
Du får grundig information inden udskrivelsen.
Der vil være kontrol i Kæbekirurgisk ambulatorium 8-12 dage efter operationen. Efterfølgende vil der være kontrol de næste 6 uger samt afsluttende kontrol efter 6 måneder.
Såfremt du bliver forhindret i at møde eller har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 6541 3475 kl. 8-15.
Venlig hilsen
Personalet på
Kæbekirurgisk afdeling