UVB-lysbehandling
Information om behandling med UVB-lys
Hvad er UVB-lys
UVB-lys er den kortbølgede del af det ultraviolette lys, som påvirker hudens øverste lag. UVB-lys er den del af solens stråler, der er årsag til, at du bliver rød eller forbrændt, hvis du er for længe i solen.
Der findes to slags UVB-lysbehandlinger.
Bredspektret UVB-lys, som indeholder hele UVB-spektret og har en bølgelængde på 280-320 nm.
Smalspektret UVB-lys, som indeholder en lille del af UVB-spektret og har en bølgelængde på 310-320 nm.
UVB-lysbehandlinger anvendes til at behandle mange hudsygdomme. Afhængigtaf diagnose og lægens ordination gives der bred- eller smalspektret lysbehandling.
Hvordan virker UVB-lys
UVB-lys virker på hudens øverste lag, hvor det dæmper kløe, mindsker rødme og nedsætter dannelsen af skæl.
Hvordan forløber behandlingen
Lysbehandling gives tre gange om ugen i 5-8 uger.
Du går ind i en kabine, som er beklædt med UVB-rør. Når du står i kabinen, er det vigtigt, at du står i gangstilling og bevæger dig, så du får lys på hele kroppen. Du kan ikke brænde dig på rørene, og du kan altid åbne kabinen under behandlingen.
Under behandlingen skal du anvende solariebriller og lukke dine øjne for at undgå at få svie og ubehag i øjnene (svejserøjne). Hvis du ikke har behandlingskrævende hudsygdom i ansigtet, dækker vi dit ansigt med en hætte.
Mænd skal anvende trusser som udleveres i afdelingen. Huden på kønsdelene er tyndere og mere lysfølsom hos mænd. Kvinders kønsdele er naturligt beskyttet.
Hvis du har tendens til at få herpes/forkølelsessår på læberne, skal de smøres med solcreme faktor 50, da sollys kan fremprovokere et nyt udbrud.
Behandlingstiden afhænger af din hudsygdom samt din hudtype. Ud fra hvordan din hud har reageret fra sidste lysbehandling, øger sygeplejerskenbehandlingstiden fra gang til gang. Virkningen vil evt. kunne ses i form af let rødme og føles som varme/prikken/stikken i huden i løbet af samme dag/aften. Kraftigere virkning bør ikke forekomme. Derfor spørger vi dig før hver behandling, hvordan din hud har reageret efter sidste lysbehandling.
Hvilke bivirkninger og forholdsregler kan der være.
Du må ikke tage solbad eller solarium i perioden, hvor du får lysbehandling, da det øger risikoen for forbrænding. Du bør beskytte dig mod solen ved at søge skygge samt benytte solcreme. Hvis du oplever forbrændinger i form af kraftig rødme, brændende smerte, kløe og evt. blærer i huden, bør du kontakte lysbehandlingen eller Hudafdeling I´s sekretariat.
Nogle former for medicin øger hudens lysfølsomhed og kan dermed resultere i en forbrænding. Husk derfor at oplyse hvilken medicin du får, eller hvis du har startet noget nyt undervejs i behandlingen.
Lysbehandlingen er med til at udtørre huden. Er huden tør, vil du opleve mere kløe. Derfor er det vigtigt at bruge fugtighedscreme efter behandlingen. Dog bør du undgå at smøre dig et par timer før lysbehandlingen. Hvis du får mange lysbehandlinger igennem flere år og samtidig opholder dig meget i solen, kan din hud ældes hurtigere. Der er samtidig en større risiko for udvikling af hudkræft. Hudkræft er af den type, som kan behandles og hvor risiko for spredning er meget lille.
Derfor er der fastsat en grænse på 250 lysbehandlinger i ens liv.
Hvordan bruger du hormoncremer/salver
Når du får lysbehandling, skal du kun benytte hormoncreme de dage, hvor du ikke får lys. Hvis det er muligt, skal du gradvist trappe ned, efterhånden som lysbehandlingen virker.
Hvis du er forhindret i at møde
Hvis du er forhindret i at møde, bedes du venligst ringe til lysbehandlingen, så tiden kan gives til en anden.
Din behandling på Hudafdeling I afsluttes, hvis du udebliver tre gange.
Kontakt
Lysbehandlingen
Tlf. 6541 2709
Mandag, onsdag, fredag kl. 7.15-14.30
Hudafdeling I
Tlf. 6541 2705