Skip til primært indhold

Tremfya (guselkumab)

Hvad er Tremfya?

Tremfya er et biologisk lægemiddel til behandling af psoriasis. Tremfya tilbydes patienter med svær psoriasis, hvor behandling med andre lægemidler er utilstrækkelig eller ikke tåles.

 

Hvordan virker Tremfya?

Tremfya er et immunundertrykkende lægemiddel.

 

Tremfya er et kunstigt fremstillet antistof overfor signalmolekylet interleukin (IL) 23. Dette signalmolekyle udgør en nyttig del af vores immunforsvar, men medvirker til udvikling af psoriasis.

 

Tremfya binder til IL 23 og hindre hermed molekylet i at være overaktivt. Hermed reduceres psoriasis.

 

Hvor hurtig virker Tremfya?

Virkningen indtræder i løbet af få uger, men er først maksimal efter ca. 12-16 uger. Hvis behandlingen stoppes, kommer psoriasis sædvanligvis tilbage på et tidspunkt.

 

Hvordan anvendes Tremfya?

Tremfya tages som en indsprøjtning i underhuden. En sygeplejerske lærer dig hvordan du foretager indsprøjtningerne, og hvorledes du skal forholde dig.

 

Tremfya findes i sprøjte eller pen med 100 mg.

 

Der gives ved opstart 1 sprøjte/pen á 100 mg i uge 0 og i uge 4. Herefter vedligeholdelsesdosis hver 8. uge.

 

Tremfya skal opbevares i køleskab ved 2-8ºC.

 

Husk at anskaffe og medbringe køletaske hver gang du skal hente medicin.

 

Medicinen udleveres fra hudafdelingen eller via afdelingen til udlevering fra lokalt sygehus.

 

Hvilke bivirkninger kan forekomme?

De fleste har ingen bivirkninger.

 

Der kan ses en let hudreaktion, der hvor medicinen er sprøjtet ind. Andre bivirkninger kan bl.a. være luftvejsinfektioner, hovedpine eller gener fra mavetarmkanaler.

 

Ligesom andre biologiske lægemidler påvirker Tremfya dit immunforsvar. Det kan betyde, at du har en øget risiko for infektion. Derfor skal du være særlig opmærksom på dit velbefindende, og om du evt. har feber. Har du mistanke om en infektion, skal du kontakte din praktiserende læge. Alt efter infektionens alvorlighed kan en midlertidig pause i behandlingen være nødvendig.

 

Generel information

Se infoark: Til dig, der opstarter biologisk behandling.

Her kan du læse om forholdsregler ved: vaccination, operation, graviditet, opbevaring og bortskaffelse samt forløbet i afdelingen.

 

For yderligere henvises til www.medicin.dk.

 

 

 

Hudafdeling I

Odense Universitetshospital

Telefon 65412705

Alle hverdage kl. 8-15

 

 

 

APPFWU01V