Skip til primært indhold

Sotyktu (deucravacitinib)

Hvad er Sotyktu?

Sotyktu er et biologisk lægemiddel til behandling af middel og svær psoriasis. Sotyktu anvendes til de patienter, hvor behandling med andre lægemidler er utilstrækkelig.

 

Hvordan virker Sotyktu?

Sotyktu er et immundæmpende lægemiddel, der virker specielt på en lille del i immunsystemmet. Sotyktu hæmmer et specielt enzyms (TYK2) virkning. Hermed reduceres psoriasis.

 

Hvor hurtigt virker Sotyktu?

Virkningen indtræder i løbet af de første måneder, men er først maksimal efter ca. 24 uger, måske længere. Hvis behandlingen stoppes, kommer psoriasis sædvanligvis tilbage i løbet af nogle uger.

 

Før behandlingen

Før behandlingen opstartes, skal der tages blodprøver inkl. test for tuberkulose, skoldkopper og HIV og røntgenbillede af lungerne. Ligeledes bør du overveje, om du skal vaccineres før opstart med behandlingen. Husk friske blodprøver ugen inden planlagt opstart.

 

Vaccinationer
  • Influenzavaccination anbefales 1 gang årligt til alle i immundæmpende behandling.
  • Der anbefales pneumokokvaccination før opstart af behandling. Den bør gives mindst 2 uger inden opstart af behandling.
  • Ikke-levende vacciner (f.eks. influenza og pneumokok) kan gives under behandling, der kan være reduceret effekt af vaccinen.
  • Vaccination med såkaldte levende vacciner ikke gives under behandling med biologisk behandling. Det gælder eksempelvis vaccination mod f.eks. gul feber og skoldkopper.
  • Du bør overveje om særlige vaccinationer er relevante inden opstart. De bør gives mindst 4 uger inden opstart i behandling.
  • Tal med din egen læge om dette.
  • Hvis ikke du har fulgt det danske børnevaccinationsprogram, skal du gøre opmærksom på dette.

 

 

Hvordan anvendes Sotyktu?

Sotyktu tages som tabletter.

 

Tabletterne er på 6 mg. Der tages 1 tablet dagligt.

 

Synkes hele, må ikke knuses. Kan tages med og uden mad.

 

Tabletterne udleveres fra Hudafdelingen.

 

Glemt dosis tages hurtigst muligt. Hvis det er nær ved tidspunkt for næste dosis, skal glemt dosis ikke tages.

 

 

Hvilke bivirkninger kan forekomme?

De fleste har ingen eller få bivirkninger.

 

Bivirkninger kan være luftvejsinfektioner eller forkølelsessår.

 

Ligesom andre biologiske lægemidler påvirker Sotyktu dit immunforsvar. Det kan betyde, at du har en øget risiko for infektion. Derfor skal du være særlig opmærksom på dit velbefindende, og om du evt. har feber. Har du mistanke om en infektion, skal du kontakte din praktiserende læge. Alt efter infektionens alvorlighed kan en midlertidig pause i behandlingen være nødvendig.

Du skal ikke pause Sotyktu ved mindre infektioner.

 

 

Bloddonor

Du kan ikke være bloddonor, når du er i behandling med biologisk medicin.

 

 

Graviditet og amning

Må ikke anvendes. Tal med din hudlæge om graviditetsønske.

Der er ingen restriktioner for mænd, der planlægger at få børn.

 

 

 

Kontrol af behandlingen

I starten skal du have taget blodprøver og møde til lægekontrol hver 3. måned, på sigt hver 6. måned. Her taler vi om din sygdom og behandling samt måler blodtryk, vægt og urinstiks. Ved disse besøg udleveres medicin til næste kontrol.

 

Senere, når du er i stabilt forløb, kan du ses ved sygeplejerskekonsultation eller videokonsultation ved hvert 2. besøg.

Medicin kan efter aftale sendes til lokalt sygehus, hvor du kan afhente din medicin.

 

For yderligere henvises til www.medicin.dk.

 

 

 

Hudafdeling I

Odense Universitetshospital

Telefon 65 41 27 05

Alle hverdage kl. 8-15

 

 

APPFWU02V