Oxybutynin
-lægemiddel til behandling af øget aktivitet i kroppens kirtler
Oxybutynin (Ditropan) er et antikolinergikum
Dette lægemiddel nedsætter aktiviteten af kirtler i kroppen.
Oxybutynin er en tabletbehandling, som blandt andet hæmmer svedkirtler. Oxybutynin kan derfor anvendes til patienter med øget svedproduktion (hyperhidrose).
Hvordan tages medicinen?
Det anbefales, at du indtager medicinen i lavest mulig, effektive dosis.
Den skal tages på tom mave, dvs. 1 time før eller 2 timer efter et måltid, med et glas vand. Fødevarer med højt fedtindhold bør undgås.
Du skal tage den dosis, du har aftalt med din læge.
Som udgangspunkt anbefales nedenstående dosering:
- Uge 1 og 2: 1/2 tablet (2,5 mg) til natten
- Uge 3 og 4: 1/2 tablet (2,5 mg) morgen og 1/2 tablet (2,5 mg) til natten (i alt 5 mg)
- Uge 5 og 6: 1/2tablet (2,5 mg) morgen og 1 tablet (5 mg) til natten (i alt 7,5 mg)
- Uge 7 og fremadrettet 1 tablet (5 mg) morgen og 1 tablet (5 mg) til natten (i alt 10 mg).
Bivirkninger
Bivirkninger som mundtørhed, forstoppelse, træthed, synsforstyrrelser, hovedpine m.m. er dosisafhængige og oftest forbigående. Opstår der andre eller alvorlige bivirkninger, skal du søge læge.
Længerevarende behandling med Oxybutynin > 5 mg associeres med demenssygdom.
Tandlægekontrol
Den nedsatte spytproduktion kan øge risikoen for sygdomme i tænder og mundhule. Regelmæssig tandlægekontrol anbefales.
Særlig opmærksomhed
Oxybutynin bør ikke anvendes hvis:
- Du lider af urinretension (vandladningsbesvær)
- Du lider af myastenia gravis
- Du lider af grøn stær
- Du lider af alvorlige mave-tarmsygdomme (fx paralyse eller svær colitis ulcerosa)
- Du er gravid eller ammer
- Du er over 60 år gammel.