MiraDry
Behandling af sved
Hvordan virker MiraDry:
MiraDry er en maskine, der udsender elektromagnetisk energi til den del af armhulen, hvor svedkirtlerne er beliggende. Herved kan overdreven svedtendens i armhulerne reduceres.
Forud for behandlingen:
Ved forundersøgelse testes armhulerne for sved.
MiraDry-behandlingen kan ordineres, såfremt testen er positiv.
4-6 dage før behandlingen skal du barbere begge armhuler. Herved vil der på behandlingsdagen være en lille hårvækst, der indikerer behandlingsområdet, mens evt. små rifter efter barbering vil være lægt.
Selve behandlingen:
På behandlingsdagen markeres to områder i armhulerne, hvor der skal behandles. Der lægges lokalbedøvelser i disse områder med små stik.
Håndstykket på maskinen laver en kontakt med huden ved at skabe et vacuum. Små områder i huden behandles ad gangen ved at underhuden opvarmes, samtidig med, at den øverste del af huden køles. Under behandlingen kan der være kortvarig varme/smerteoplevelse enkelte steder i behandlingsområderne. Behandlingen varer ca. 60-75 minutter, og det kan være en god idé at medbringe transportabel musikafspiller og høretelefoner.
Efter behandlingen:
Umiddelbart efter og i dagene efter behandlingen, vil du have smerter, hævelse, rødme og berøringsømhed i de behandlede områder. Dette kan lindres med is-pose, smertestillende håndkøbsmedisin (fx. Ibuprofen) og løstsiddende tøj.
Grundet bedøvelsen, vil du have behov for chauffør til hjemtransporten.
De fleste har behov for 1-2 dages sygemelding, men det er meget individuelt.
I dagene efter behandlingen skal du holde behandlingsområdet rent med almindelig vand og mild sæbe. Anvender du deostik eller roll-on bør du anskaffe en ny efter behandlingen, da der i den gamle kan være bakterievækst, der forårsager ildelugt.
Vi anbefaler, at du medbringer en ren bluse til at iføre dig efter behandlingen.
Vent med at bade i badekar, pool, havvand og lignende til huden er helet.
Bivirkninger:
Nedenfor er anført de mest almindelige bivirkninger, som er observeret i eller i nærheden af det behandlede område, og som kan vare mellem nogle få dage til flere uger.
Mest almindelige bivirkninger
- Smerter, ømhed eller ubehag i armhulen ved berøring (kan behandles med receptfri medicin som f.eks. Ibuprofen)
- Rødme på grund af udstyrets sugning
- Blå mærker på steder for bedøvende indsprøjtning
- Midlertidigt forandret følelse eller prikken i den behandlede hud og/eller overarm (kan vare i flere måneder)
- Buler under den behandlede hud (kan vare i flere måneder)
- Reduceret hårvækst i armhulerne
Mindre almindelige bivirkninger
- Hævelse i det tilstødende arm- eller brystområde (kan vare flere uger)
- Mørkfarvning af huden i behandlingsområdet
- Ømhed i skuldre eller arme på grund af deres positionering under proceduren
- Følelsesløshed eller prikken i armen på grund af bedøvelsen (varer mindre end 24 timer)
- Sitren i kroppen på grund af adrenalin i bedøvelsesmidlet (varer mindre end 24 timer)
- Stramhedsfornemmelse, evt. som en fast streng i armhulen (fortager sig over 6-8 uger)
Sjældne bivirkninger
- Små blærer/sår eller udslæt i behandlingsområdet
- Forandret svedtendens andre steder på kroppen
- Midlertidigt ændret følelse eller prikken i underarmen eller fingrene (kan vare i flere måneder)
- Svaghed i armen eller fingrene, svagheden forsvinder gradvist (kan vare i flere måneder)
- Smerter i armen eller fingrene, smerterne forsvinder gradvist (kan vare i flere måneder)
- Smerter i armhulen, som kræver receptpligtig medicin
- Forbrændinger i huden
Vi behandler ikke hvis:
- Der i armhulerne er godartede modermærker eller andre hudforandringer, som ikke er i hudniveau. Disse skal fjernes inden behandlingen pga. risiko for brandsår.
- Der er infektion i huden eller aktivitet af eksem.
- Du har pacemaker eller andre elektroniske implantater nær behandlingsområdet.
- Du er gravid.
- Du har (svær) hjerte- eller lungesygdom.
- Du har lymfødem.
Børn under 15 år tilbydes desuden ikke behandling.