Skip til primært indhold

Minoxidil

Du tilbydes behandling med lavdosis oral minoxidil mod hårtab. Nedenfor finder du information om behandlingen, som vi anbefaler, at du læser grundigt igennem inden opstart.

Minoxidil?

Minoxidil er oprindeligt godkendt som blodtryksmedicin, men i lave doser kan det anvendes til at stimulere hårvækst. Præparatet gives som tablet og tages én gang dagligt.

Indikation for behandlingen

Minoxidil-tabletter kan anvendes ved hårtab af flere årsager, men særligt ved:

  • Androgen alopeci (arveligt hårtab) hos mænd og kvinder
  • Diffust hårtab (telogent effluvium) i udvalgte tilfælde

Behandlingen gives som off-label, hvilket betyder, at lægemidlet ikke er godkendt til behandling af hårtab, men bruges på baggrund af klinisk erfaring og forskning.

Forventet effekt

Der kan ses en let forværring i det daglige hårtab de første uger til måneder efter opstart. Dette er et tegn på, at medicinen virker, og de små hår afstødes.

Hårvækst ses ofte efter 3-6 måneders behandling.

Effekten topper typisk efter 12 måneder. Behandlingen er vedligeholdende og livslang; hvis du stopper behandlingen, vil effekten gradvist forsvinde over måneder.

Effekten varierer fra person til person.

Dosering

Typisk startdosis er:

  • Kvinder: 1,25 mg dagligt (ofte 1/2 tablet af 2,5 mg)
  • Mænd: 2,5 mg dagligt (1 tablet af 2,5 mg)

Dosis kan justeres efter behov og bivirkninger. Maksimal dosis er oftest op til 5 mg dagligt, afhængig af hårtabets sværhedsgrad og eventuelle bivirkninger. Tabletterne indtages med vand, uanset måltider. Såfremt der ikke forekommer delekærv, så anbefales tabletdeling med tabletdeler. Tabletterne bør ikke knuses.

Kontrol og bivirkninger

  • Blodtrykskontrol anbefales ved særlige forhold, fx kendt lavt blodtryk eller hjertesygdom
  • Blodprøvekontroller er påkrævet efter 3 måneder, herefter årligt.
  • Klinisk vurdering anbefales efter 3 til 6 måneder for at evaluere effekt og bivirkninger
  • Kontrol kan foregå ved en privatpraktiserende hudlæge
  • Ved bivirkninger vurderes dosisreduktion eller ophør.

Følgende bivirkninger kan forekomme, men enkelte kan bedres under fortsat behandling:

Hyppige og almindelige bivirkninger

  • Øget hårvækst ved områder uden for hårbunden
  • Svimmelhed eller hjertebanken
  • Hævede ben, ansigt eller vægtøgning pga. væskeophobning
  • Hovedpine.

Sjældne og alvorlige bivirkninger

  • Åndenød eller trykken for brystet (kontakt straks læge)
  • Væskeophobning omkring hjertet - meget sjældent
  • Allergisk reaktion (meget sjældent).

Du skal altid kontakte behandlingsansvarlige læge/afdeling, hvis du oplever bivirkninger. Oplever du svimmelhed, hjertebanken, åndenød eller trykken for brystet, så anbefales det straks at kontakte læge og stoppe behandlingen.

Hvem bør ikke bruge lavdosis oral minoxidil?

Behandlingen frarådes, hvis du:

  • Er gravid eller ammer
  • Har / har haft væskeophobning omkring hjertet
  • Har hjertesvigt eller svær hjertesygdom
  • Tendens til hurtig eller uregelmæssig puls (hjerterytmeforstyrrelser)
  • Har alvorlig nyresygdom eller er i dialyse
  • Tumor i binyren (fæokromocytom)
  • Har meget lavt blodtryk
  • Har kendt allergi over for minoxidil
  • Får over tre forskellige blodtrykssænkende lægemidler
  • Samtidig får behandling med anden medicin, der kan have alvorlig interaktion med minoxidil.

Hvis du har visse hjertesygdomme eller andre medicinske tilstande, kan det være nødvendigt at drøfte behandlingen med din egen læge eller en hjertelæge, før vi starter. Dette vurderer vi sammen ved konsultationen.

Andet

Tablet minoxidil er ikke indregistreret i Danmark, hvorfor udskrivende læge skal søge Lægemiddelstyrelsen om udleveringstilladelse. Behandlingen er egenbetalt og uden generelt tilskud. Ved udlevering af minoxidil tabletter på apoteket kræves en medbragt fysisk kopi af den tilsendte udleveringstilladelse.

Kontakt

Hudafdeling og Allergicentret

65 41 27 05

Skriv til os på www.ouh.dk/post-hua


pinfoOUH-1579952041-401 187584   |   16.09.2026

APPFWU02V