Fødevareprovokation kombineret med anstrengelse
Du skal komme til fødevareprovokation kombineret med anstrengelse i Allergicentret for at få be- eller afkræftet allergi overfor en fødevare i kombination med anstrengelse.
Provokationen foregår på 2 forskellige dage.
Vær opmærksom på
Du skal være rask. Du må ikke være forkølet, hoste, have feber, maveinfluenza eller lignende.
Du må ikke være i behandling med antibiotika.
Ring på tlf. 65 41 36 20, hvis du er i tvivl.
Provokationen
Når du møder, vil du få målt dit blodtryk, puls og lungefunktion.
Du vil få lagt et drop, så vi kan behandle en eventuel reaktion.
Første provokationsdag skal du indtage stigende mængder af den fødevare, vi skal undersøge, om du tåler. Den gives med 30-60 minutters interval, indtil den aftalte mængde er nået. Dette varer ca. 4 timer. Herefter skal du observeres i 2 timer for eventuelle rektioner.
Anden provokationsdag skal du hver time indtage en stigende mængde af fødevaren efterfulgt af 15 minutters løb på løbebåndet. Dette skal gentages 4 gange, indtil den aftalte mængde er nået.
Dette varer i 4 timer. Herefter observeres du i 2 timer for eventuelle reaktioner.
Du bedes medbringe løbetøj og løbesko. Der vil være mulighed for bad.
Under provokationen må du ikke spise anden mad og må kun drikke vand.
Hvis der kommer en reaktion under provokationen, vil vi naturligvis afbryde denne og behandle symptomerne.
Du skal observeres under hele forløbet, og du må derfor ikke forlade Allergicentret.
Det er en god idé at medbringe læsestof eller anden underholdning.
Allergicentret kan tilbyde kaffe og te efter provokationen - yderligere forplejning skal du selv medbringe.
Morgenmaden må ikke indeholde:
________________________________________________________________________
________________________________________________________________________
Du skal holde pause med følgende medicin forud for provokationen:
Antihistaminer pauseres 3 dage før provokationen.
F.eks.: Aerius, Telfast, Alnok, Benadryl, Clarityn, Cetirizin og Xyzal.
Astmamedicin af typen langtids- og kortidsvirkende beta-2-agonister (LABA og SABA) samt Singulair (Montelukast) må ikke anvendes 12 timer før provokationen, dvs. må ikke tages om morgenen før provokationen.
F.eks.: Bricanyl, Airomir, Ventoline, Buventol, Formo, Serevent og Oxis
Smertestillende medicin i form af typen acetylsalicylsyre og NSAID ("gigtmedicin")
pauseres 24 timer før provokationen.
F.eks.: Ipren, Ibuprofen, Burana, Diclofenac, Kodimagnyl, Treo.
Du må godt tage Hjertemagnyl og Hjerdyl op til 150 mg samt Paracetamol.
Hjertemedicin i form af betablokkere skiftes til anden medicin forud for provokationen.
F.eks.: Propranolol, Sotalol og Carvedilol
Andre typer betablokkere tages som vanligt.
Andre lægemidler:
________________________________________________________________________
________________________________________________________________________
________________________________________________________________________
Hvis du får ny medicin, inden du kommer til provokation, bedes du kontakte afdelingen på
tlf. 6541 3620.