Erelzi (etanercept)
Hvad er Erelzi?
Erelzi er et biologisk lægemiddel til behandling af bl.a. psoriasis og psoriasisgigt. Erelzi tilbydes patienter med svær psoriasis, hvor behandling med andre lægemidler er utilstrækkelig eller ikke tåles.
Hvordan virker Erelzi?
Erelzi er et immunundertrykkende lægemiddel.
Erelzi er et kunstigt fremstillet antistof overfor signalmolekylet TNF-alfa. Erelzi binder til TNF-alfa og hindrer hermed molekylet i at være overaktivt. Hermed reduceres psoriasis.
Hvor hurtigt virker Erelzi?
Virkningen indtræder i løbet af få uger, men er først maksimal efter ca. 12 - 16 uger. Hvis behandlingen stoppes, kommer psoriasis sædvanligvis tilbage inden for kortere tid.
Hvordan anvendes Erelzi?
Erelzi tages som en indsprøjtning i underhuden. En sygeplejerske lærer dig, hvordan du foretager indsprøjtningerne, og hvorledes du skal forholde dig.
Erelzi findes i pen med 50 mg eller sprøjte med 25 eller 50 mg.
Som udgangpunkt gives der 1 pen/sprøjte á 50 mg ved opstart og efterfølgende 1 pen/sprøjte hver uge.
Erelzi skal opbevares i køleskab ved 2 - 8ºC.
Husk at medbringe køletaske hver gang du skal hente medicin.
Medicinen udleveres fra Hudafdelingen eller via afdelingen til udlevering fra lokalt sygehus.
Hvilke bivirkninger kan forekomme?
De fleste har ingen eller få bivirkninger.
Der kan ses en let hudreaktion, der hvor medicinen er sprøjtet ind. Andre bivirkninger kan bl.a. være luftvejsinfektioner eller hovedpine.
Ligesom andre biologiske lægemidler påvirker Erelzi dit immunforsvar. Det kan betyde, at du har en øget risiko for infektion. Derfor skal du være særlig opmærksom på dit velbefindende, og om du evt. har feber. Har du mistanke om en infektion, skal du kontakte din praktiserende læge og evt. din hudlæge. Alt efter infektionens alvorlighed kan en midlertidig pause i behandlingen være nødvendig.
Generel information
Se infoarket: Til dig, der opstarter biologisk behandling.
Her kan du læse om forholdsregler ved: vaccinationer, operation, graviditet og amning, opbevaring og bortskaffelse samt forløb i afdelingen.
For yderligere henvises til www.medicin.dk.
Hudafdeling I
Odense Universitetshospital
Telefon 65 41 27 05
Alle hverdage kl. 8-15