Bimzelx (bimekizumab)
Du skal have behandling med Bimzelx.
Hvad er Bimzelx?
Bimzelx er et biologisk lægemiddel til behandling af visse hudsygdomme. Det tilbydes patienter, hvor behandling med andre lægemidler er utilstrækkelig.
Hvordan virker Bimzelx?
Bimzelx er et immundæmpende lægemiddel, der virker specielt på en lille del i immunsystemet. Bimzelx er en interleukin (IL) 17A og IL17F hæmmer. Bimzelx binder til IL17A og IL17F og hindrer hermed molekylerne i at være overaktive. Hermed bedres hudsygdommen.
Hvor hurtigt virker Bimzelx?
Virkningen indtræder i løbet af 4 uger, men er først maksimal efter ca. 16 uger.
Behandlingen stoppes, hvis der ikke er sket tilstrækkelig forbedring af dine hudsymptomer efter 16 - 24 uger.
Hvis behandlingen stoppes, kommer hudsygdommen sædvanligvis tilbage i løbet af nogle uger.
Hvordan anvendes Bimzelx?
Bimzelx tages som en indsprøjtning i fedtvævet under huden. En sygeplejerske lærer dig, hvordan du foretager indsprøjtningerne, og hvordan du skal forholde dig.
Bimzelx findes i pen med 160 mg eller 320 mg og sprøjte med 160 mg. Hver behandling er altid 320 mg.
Følg altid lægens ordination.
Opbevaring og udlevering
Bimzelx skal opbevares i køleskab ved 2-8 ºC.
Husk at medbringe køletaske hver gang du skal hente medicin.
Medicinen udleveres fra Hudafdelingen eller via afdelingen til udlevering fra lokalt sygehus.
Vær opmærksom på
Bør ikke anvendes, hvis du har inflammatorisk tarmsygdom som fx. Chrons sygdom.
Hvilke bivirkninger kan forekomme?
De fleste har ingen bivirkninger.
Der kan ses en let hudreaktion, hvor medicinen er sprøjtet ind. Svamp i munden kan opleves. Det anbefales at forebygge dette ved god mundpleje. Ved svamp skal du tale med din egen læge.
Andre bivirkninger kan bl.a. være luftvejsinfektioner, hovedpine eller træthed.
Ligesom andre biologiske lægemidler påvirker Bimzelx dit immunforsvar. Det kan betyde, at du har en øget risiko for infektion. Har du mistanke om en infektion, skal du kontakte din praktiserende læge. Alt efter infektionens alvorlighed kan en midlertidig pause i behandlingen være nødvendig.
Generel information
Se infoark: Til dig, der opstarter biologisk behandling. Her kan du læse om forholdsregler ved: vaccinationer, operation, graviditet, opbevaring og bortskaffelse samt forløbet i afdelingen.
For yderligere henvises til www.medicin.dk .
|
Kontakt Hudafdeling og Allergicentret 65 41 27 05 Skriv til os på www.ouh.dk/post-hua |
|
pinfoOUH-1579952041-250 181123 | 14.08.2026 |