Skip til primært indhold

Behandling med svovlvaseline 10 %

Behandling af fnat med svovlvaseline 10 %

Svovlvaseline købes på recept. Svovlvaseline specialfremstilles og der går et par dage, før apoteket har det klar til dig.

 

Behandlingen påsmøres til natten tre nætter i træk med afvaskning næste morgen. Svovlvaselinen skal sidde på huden i minimum 12 timer. Hvis du bader inden påsmøring, skal huden være tør og afkølet.

 

Svovlvaseline indgnides grundigt på hele hudorganet. Børn under 3 år og ældre skal også behandle i ansigtet og hårbunden, undgå omkring øjne og mund. Svovlvaselinen indgnides omhyggeligt, især mellem fingre og tæer, i armhuler, i navlen, på kønsdele og omkring endetarmen. Husk at smøre svovlvaseline på igen, hvis du vasker hænder.

 

Vejledende forbrug er 50 g pr. behandling for en voksen person.

 

ALLE tætte relationer (husstand, kærester, værelseskammerat og lignende) skal behandles SAMTIDIGT, også selvom personen ikke har symptomer.

 

Vask og rengøring i hjemmet

Vi anbefaler du rengør hjemmet efter 1. behandling og igen efter sidste behandling.

 

Umiddelbart efter svovlvaselingen er vasket af, påbegyndes rengøring af hjemmet. Vi anbefaler, du tager rent tøj på og anvender handsker under rengøringen.

 

Alt beklædning (inkl. overtøj og sko), sengetøj, dyner, puder, rullemadrasser, håndklæder, bamser, løse tæpper osv. skal vaskes ved 60 grader eller isoleres i en uge. Det gælder alt det, du har haft på kroppen i ugen op til behandlingen.

 

 

Stofmøbler, madrasser, gulvtæpper, bilsæder, herunder autostole, skal

støvsuges grundigt eller henstå i en uge. Alle flader i huset skal rengøres, herunder aftørring af iPads og mobiltelefoner. Der kan være bivirkninger i form af hudirritation.

 

Huden kan klø i et par uger efter gennemført behandling. Da huden kan blive tør, kan du med fordel anvende en fed fugtighedscreme. Vi anbefaler, at du klipper dine negle korte under hele behandlingen

 

Undgå tæt fysisk kontakt under hele behandlingen.

 

Husk at man nemt kan blive smittet igen, hvis en person i omgivelserne har fnat.

 

APPFWU02V