Acne ar - behandling med laser
Om laserbehandlingen
Acne (bumser) er en hyppig sygdom, der rammer teenagere i varierende grad, og som hos nogle få fortsætter langt op i voksenlivet. Nogle udvikler efterfølgende generende ardannelser.
I svære tilfælde kan disse ardannelser bedres med CO2 laser behandling.
Har man tidligere haft kraftig arvævsdannelse i operationsar eller vaccinationsar tilbydes som hovedregel ikke behandling. Man skal vente mindst 6 måneder efter en afsluttet behandling med Accutin (isotretinoin), før laser behandlingen kan foretages.
Laser stimulerer hudens egen genopbygning
Fraktioneret CO2-laser er en behandling, hvor laser stimulerer hudens egne genopbygningsproscesser ved at tilføre huden små kontrollerede skader, som huden derefter reparerer ved dannelse af nyt kollagen.
CO2-laseren opvarmer små prikker i huden i et tæt netværk.
Opvarmningen påvirker overhuden og læderhuden. Når læderhuden opvarmes, vil denne trække sig lidt sammen og danne nye elastiske fibre og kollagenfibre, som er vigtige for tætheden og elasticiteten i huden.
Behandlingen foregår i lokalbedøvelse. Du skal købe lokalbedøvende creme (Emla, Xylocain) på apoteket forud for behandlingen. 1 time før behandlingen påfører du den lokalbedøvende creme på huden og dække med plaster.
Efter laserbehandlingen
Umiddelbart efter behandlingen vil du have en sviende, brændende, strammende fornemmelse i huden, og huden vil blive væskende med klargullig udsivning. Hos nogle hæver ansigtet voldsomt op, og derfor anbefaler vi, at du sover med hovedet højt.
Får du ondt, kan du tage tablet Paracetamol (Panodil, Pamol, Pinex) op til 1 g x 4 i døgnet.
Området heler i løbet af ca. 2 uger, men det kan være lyserødt i 3-6 måneder efterfølgende og hos enkelte endnu længere.
VirkerEffekten af behandlingen varierer og afhænger blandt andet af, hvilken type arvævsdanner man er.Ved behandlingen sker der en varmepåvirkning og sammentrækning af huden. Under den efterfølgende helings og reparations proces vil arrene ofte langsomt blive mindre udtalte, men dog sjældent forsvinde helt.
Bedringen indtræder gradvist, og det endelige resultat ses først efter flere måneder eller op til et år efter. Dybe ar reagerer ofte ikke så udtalt.
Undgå infektioner
Risikoen for infektioner efter laserbehandlingen forebygges ved behandling med antibakteriel creme og evt. tabletbehandling mod herpesinfektion. Recepter sendes i forbindelse med forundersøgelsen.
Du skal dagligt vaske huden med vand og sæbe, evt. i forbindelse med brusebad.
Ved tegn på infektion - dvs. smerter, rødme, hævelse og pusdannelse - kontaktes egen læge eller vagtlæge.
Undgå at huden tørrer ud
Det er vigtigt, at huden underhelingsprocessen ikke tørrer ud, hvorfor du flere gange dagligt skal påføre fed creme. Udtørrer huden opstår der revner i den nye hud, som giver risiko for ardannelse.
Undgå at huden skifter farve
For at reducere risiko for pigmentforstyrrelser (lysere eller mørkere hud), er det vigtigt at du:
- ikke udsætter huden for sol eller solarium i 2 måneder før behandling
- dagligt anvender en solcreme med høj faktor (+50) i hele behandlingsforløbet og mindst 6 måneder efter endt behandling - eller indtil huden er helt normaliseret.
Du kan først bruge make-up, når overhuden har været hel i mindst 5 dage - typisk 10-12 dage efter behandlingen.