Kranspulsåreundersøgelse (KAG) og ballonudvidelse af kranspulsårer (PCI)
Du skal have undersøgt dine kranspulsårer. Formålet er at se, om dine kranspulsårer er forsnævrede eller lukkede. Efter undersøgelsen fortæller vi dig om resultatet og muligheder for behandling. Hvis du har forsnævringer, kan vi behandle med medicin, ballonudvidelse og stent eller med en bypassoperation. I de fleste tilfælde kan vi behandle forsnævringer med det samme.
Sådan forbereder du dig
Det er vigtigt, at du forbereder dig inden behandlingen. Kontakt os altid, hvis du har spørgsmål.
Hvis du kommer hjemmefra
Sådan forbereder du dig:
- Tag et bad hjemmefra.
- Spis din morgenmad, som du plejer.
- Tag din sædvanlige morgenmedicin. Du må ikke holde pause med blodfortyndende medicin.
- Fjern makeup, neglelak og smykker.
Du skal regne med at komme hjem senere samme dag.
Hvis du er kvinde og har mistanke om, at du kan være gravid, skal du kontakte din egen læge og blive testet før undersøgelsen og behandlingen.
Du må ikke selv køre hjem, så du skal sørge for, at nogen henter dig på sygehuset og kan hjælpe dig bagefter.
Hvis du er indlagt
Sådan forbereder du dig:
- Tag et bad, hvis du har det godt nok til det.
- Spis din morgenmad, som du plejer.
- Tag din sædvanlige morgenmedicin.
- Fjern makeup, neglelak og smykker.
Hvis du er kvinde og tror, at du kan være gravid, skal du fortælle os det, så vi kan sørge for en test før undersøgelsen eller behandlingen.
Medbring dine egne ting
Du skal medbringe:
- medicin til resten af dagen
- krykker, gangstativ, rollator, briller og høreapparat, hvis du bruger det.
Du må gerne tage læsestof med. Der kan være ventetid, fordi vi også tager imod akutte patienter.
Tag behageligt tøj og sko på
Mød gerne op i behagelige bukser eller nederdel.
Tag behagelige sko uden snørebånd på, som du let kan tage af og på
Lad værdigenstande blive hjemme
Du er selv ansvarlig for dine ejendele under dit besøg. Lad derfor smykker, større pengebeløb og andre værdifulde genstande blive hjemme.
Rejse
Hvis du skal ud at rejse inden undersøgelsen eller behandlingen, anbefaler vi, at du kontakter dit forsikringsselskab i god tid. Både forsikringsselskaber og flyselskaber kan have særlige regler, som du skal følge.
Pårørende
Du må gerne tage en pårørende med på sygehuset.
På sygehuset
Når du er på sygehuset, forsøger vi at holde dig og dine pårørende godt informeret undervejs. Du er altid velkommen til at stille spørgsmål.
Før undersøgelsen
Du får udleveret patienttøj. Som oftest er det kun nødvendigt at skifte til en patientskjorte, og du kan beholde dine bukser eller din nederdel på. Vi fortæller dig om undersøgelsen og behandlingen. Vi måler dit blodtryk og din puls. Vi lægger også et drop i en blodåre i din arm, så vi kan give dig væske og medicin, hvis du har brug for det. Vi laver de fleste undersøgelser gennem håndleddet. I nogle tilfælde går vi ind gennem lysken.
Sådan foregår undersøgelsen (KAG)
Du skal ligge ned under undersøgelsen. Hvis du har brug for det, giver vi dig smertestillende eller afslappende medicin. Du får lokalbedøvelse omkring pulsåren. Det kan kortvarigt være ubehageligt.
Når bedøvelsen virker, fører vi et tyndt rør ind i pulsåren gennem håndleddet eller lysken. Gennem røret fører vi et plastikrør op til hjertet. Vi sprøjter kontraststof ind gennem røret. Det gør, at vi kan se kranspulsårerne og eventuelle forsnævringer tydeligt på røntgenbillederne. Det er vigtigt, at du siger til, hvis du får ubehag eller smerter.
Resultat og behandling
Når undersøgelsen er færdig, taler vi med dig om resultatet og den videre plan. Undersøgelsen kan vise normale forhold. Den kan også vise forsnævringer, som vi anbefaler at behandle med medicin, ballonudvidelse og stent eller bypassoperation.
Som regel kan vi behandle forsnævringer med det samme. Det foregår ved, at vi laver en ballonudvidelse af forsnævrede kranspulsårer (PCI) og ofte også sætter en stent ind for at skabe bedre passage i blodårerne.
Hvis vi anbefaler bypassoperation, skal vi først drøfte det med en hjertekirurg. Derfor kan der gå længere tid, før du får svar på, hvilken behandling vi tilbyder dig.
Efter undersøgelsen
Til sidst fjerner vi kateteret. Vi lukker indstiksstedet med et særligt armbånd ved håndleddet eller med en vævsprop i lysken. Vævsproppen opløser sig selv efter 2-3 måneder.
Hvis vi gik ind gennem håndleddet, tager vi luften ud af armbåndet og fjerner det. Du skal have armen i slynge resten af dagen. Hvis vi gik ind gennem lysken, må du bevæge dig frit rundt i afdelingen med det samme. Vi holder øje med din lyske.
Du får tilbudt mad og drikke.
Hvis du kommer hjemmefra, skal du blive i afdelingen i 2 timer efter undersøgelsen. Hvis du har fået lavet en ballonudvidelse, skal du blive i afdelingen i 4 timer. Hvis du mod forventning ikke er klar til at tage hjem inden kl. 20, følger vi dig til vores sengeafsnit. Her bliver du, indtil du er klar til at komme hjem.
Hvis du allerede er indlagt, kan du i nogle tilfælde komme hjem samme dag eller blive overflyttet til dit hjemstedssygehus.
Mulige komplikationer
Undersøgelsen og behandlingen går som regel uden problemer. I meget sjældne tilfælde kan du få komplikationer:
- Blodansamling ved indstiksstedet
- Skade på blodkarret
- Ændret følesans i hånd eller ben, som forsvinder over tid
- Forstyrrelser i hjerterytmen
- Allergisk reaktion på kontraststof eller medicin.
I yderst sjældne tilfælde (1-2 ud af 1000 patienter) kan undersøgelsen eller behandlingen udløse en blodprop i hjertet eller hjernen. Hvis det sker, starter vi straks behandling.
Når du kommer hjem
Inden du skal hjem, taler vi med dig om, hvad du skal være særligt opmærksom på. Vi udleverer og gennemgår et udskrivelsesbrev sammen med dig.
Medicin
Hvis vi har ændret din medicin, laver vi en elektronisk recept og giver dig en ny medicinliste.
Hjerterehabilitering
Hvis du har fået en ballonudvidelse, henviser vi dig til hjerterehabilitering på dit hjemstedssygehus. Det er en del af din behandling.
|
Kontakt Hjertemedicinsk Afdeling 65 41 21 29 (hverdage kl. 8.00-15.00) Skriv til os på www.ouh.dk/post-hs |
|
pinfoOUH-152876845-134 163935 | 22.05.2026 |