Skip til primært indhold

Hjemme igen efter undersøgelse og ballonudvidelse af kranspulsårer


Her kan du læse, hvad du skal være særligt opmærksom på i tiden efter undersøgelsen eller behandlingen. Det har betydning for, hvor godt du kommer dig.

Vær opmærksom på

Det er vigtigt, at du er opmærksom på håndleddet eller lysken.

Reager straks

Hvis vi gik ind gennem håndleddet, og det begynder at bløde, eller der kommer en blodansamling, skal du trykke på stedet med tommelfingeren på din anden hånd og holde armen opad. Stopper blødningen ikke, skal du ringe 112.

Hvis vi gik ind gennem lysken, og det begynder at bløde, eller der kommer en blodansamling, skal du lægge dig fladt på ryggen. Din pårørende skal trykke over indstiksstedet. Stopper blødningen ikke, skal du ringe 112.

Vævsprop i lysken

Pulsåren er lukket med en lille vævsprop, som du kan mærke som en lille kugle i lysken. Den forsvinder af sig selv over et par måneder.

Pleje og hygiejne

Følg vores anbefalinger for at undgå komplikationer.

Plaster

Du skal fjerne plasteret over indstiksstedet dagen efter undersøgelsen.

Bevægelse og hvile

Du kommer dig bedre efter operationen, hvis du følger vores anbefalinger til bevægelse og hvile.

Håndleddet

Hvis vi gik ind gennem håndleddet, skal du bruge armslyngen det første døgn. Brug armen forsigtigt de første 2 døgn. Du må ikke løfte mere end 2 kg.

Du må ikke cykle eller køre bil det første døgn.

Lysken

Hvis vi gik ind gennem lysken, skal du have en pårørende hos dig natten over. Du må ikke køre bil de første 2 døgn. Du må ikke cykle, støvsuge eller løfte mere end 4 kg i 4 dage.

Dit videre forløb

Hvis du har fået en ballonudvidelse, er du blevet henvist til hjerterehabilitering på dit hjemstedssygehus. Det er en del af din behandling.

Kontakt

Hjertemedicinsk Afdeling

65 41 21 29 (hverdage kl. 8.00-15.00)

Skriv til os på www.ouh.dk/post-hs


pinfoOUH-152876845-396 |   22.05.2026

APPFWU01V