Sammenfalden lunge
Velkommen
Formålet med denne information er, at informere dig om det typiske forløb i behandlingen af en sammenfalden lunge. Du bliver indlagt på sengeafsnittet med henblik på behandling, så lungen kan folde sig ud igen.
Beskrivelse af sygdommen
Pneumothorax er den lægelige betegnelse for en sammenfalden lunge. Tilstanden beskrives bedst som en punktering, hvor luften siver ud af lungen og ud i lungehulen, hvilket medfører, at lungen falder sammen. Hullet på lungen opstår ofte ved, at en blære på lungens overflade brister spontant. Andre gange skyldes det lungesygdomme, prøvetagning i forbindelse med lungesygdomme, læsioner i forbindelse med ulykker eller stik.
Du har formentlig selv bemærket en smerte og /eller lidt boblen i brystkassen, og forskellige grader af åndenød. I sjældne tilfælde optræder der overtryk i lungehulen, og tilstanden kan så være mere akut, fordi hjertet og den raske lunge bliver trykket sammen. Det er vigtigt, hurtigt at få lettet et eventuelt overtryk og at få lungen foldet ud, så den igen kan fungere normalt.

Hvordan foregår et sædvanligt forløb?
Tilstanden opdages almindeligvis ved et røntgenbillede af lungerne og behandles under indlæggelse.
Du taler med en læge, der optager journal, og informerer dig om, hvad der videre skal ske.
Du bliver modtaget i et sengeafsnit og får yderligere information af plejepersonalet. Når du har fået en seng og er klædt om, vil du blive kørt på operationsafsnittet til anlæggelse af dræn. Du vil få lagt en
blød silikoneslange, et dræn, ind mellem ribbenene, som skal ligge til lungen er lufttæt igen. Drænet er koblet til en drænboks med en vandlås, hvor man kan se bobler (som tegn på et eventuelt lufttab), når du presser/hoster.
Du vil få taget røntgenbilleder for at kontrollere, at behandlingen virker. Behandlingen strækker sig ofte over nogle dage.
Drænet kan eventuelt genere mellem ribbenene og i lungehinden, hvorfor du vil få tilbudt smerte-stillende medicin efter behov.
Når der ikke længere er lufttab, kan drænet fjernes. Der tages et røntgenbillede efter 2 timer for at se, at lungen forbliver udfoldet. Herefter kan du komme hjem. Der aftales en ambulant røntgenkontrol inden for et par uger.
Har du en gang haft en sammenfalden lunge, er der en vis risiko for, at det sker igen. Lungen kan både falde sammen på den samme side igen eller på den modsatte side.
Det er vigtigt at søge læge/skadestue og få taget et røntgenbillede af lungerne, hvis der igen optræder åndenød, smerter eller boblende fornemmelse i brystkassen.
Anlæggelse af dræn
Indgrebet foregår oftest på operationsgangen og udføres i lokalbedøvelse. Du vil såfremt tid og din tilstand tillader det, få tilbudt smertestillende medicin, inden du bliver kørt på operationsgangen.
Du vil blive spurgt, om du har allergi overfor lokalbedøvelse og smertestillende medicin.
På operationsafsnittet mødes du af operationspersonalet, som forklarer dig, hvad der skal ske.
Lægen lægger lokalbedøvelse i hud og mellem ribbenene, og du bliver vasket af med desinficerende væske. Der lægges steril afdækning på din brystkasse omkring det sted, drænet skal lægges.
Herefter skæres et lille hul i huden og der laves et hul ind mellem ribbenene i siden af brystkassen. Der prikkes hul på lungehinden, og luften kan nu slippe ud.
Drænet indføres i brysthulen og fæstnes til huden med plaster/tråd, så det ikke falder ud, når lungen udfoldes. Indstiksstedet dækkes af en forbinding.
Der kan være smerter og ubehag forbundet med proceduren samt når lungen udfoldes. Det er vigtigt, at du fortæller, når du føler smerter, så den smertestillende behandling kan øges.
Til slut kontrolleres drænets beliggenhed og funktion ved et nyt røntgenbillede af lungerne.
Efter anlæggelse af drænet
Efter anlæggelsen af drænet kommer du tilbage til sengeafsnittet. Du må spise og drikke umiddelbart efter anlæggelsen af drænet. Det er vigtigt, at du er smertedækket, så du kan trække vejret almindeligt, hoste og komme ud af sengen (mobilisering). Kontakt personalet, hvis du synes, at den smertestillende behandling ikke er tilstrækkelig.
Du skal gå ture på gangen og evt. også ud på trapperne. Brug kondicyklen. Fysisk aktivitet hjælper
lungen til at folde sig ud. Når lungen er udfoldet kan brystvæggen i mange tilfælde fungere som en cykellap på hullet. Når lungen rører brystvæggen, kan du opleve lette smerter i ryggen/skulderbladet, men det er et godt tegn på, at lungen folder sig ud. Enkelte gange behandles en sammenfalden lunge med tilkobling til et sugesystem, for at hjælpe lungen med at folde sig ud.
Du kan selv følge med i behandlingen ved at se, om der er lufttab i drænboksen.
Lungen er tæt, når der ikke længere er luftboblen i drænboksen, når du rømmer dig eller hoster.
Du må gerne tage brusebad, idet drænstedet er dækket med en vandtæt forbinding. Forbindingen skiftes ved behov af plejepersonalet.
Det er vigtigt, at drænslangen aldrig er afklemt, idet der ellers kan opbygges et overtryk i lungehulen, hvis lungen forsat er utæt.
Hvis drænslangen ved et uheld skilles ad, skal du blot samle den igen. Kontakt herefter personalet, så de kan sikre at sterile forhold genoprettes. Det er vigtigt, at drænet hele tiden er åbent, så luften kan passere uhindret ud af brysthulen.
Når lungen er tæt, kan drænslangen fjernes. Hvis du har et af de større dræn, vil hullet blive syet.
Der tages et røntgenbillede efter 2 timer, og er lungen udfoldet, kan du blive udskrevet.
Efter udskrivelsen
Hvis du er er lukket med tråd, kan denne fjernes hos egen læge 6 dage efter drænet er fjernet.
Hvis der forinden optræder åndenød, kan det være tegn på, at lungen igen er faldet sammen. Det er derfor vigtigt at få taget et nyt røntgenbillede (akut). Dette kan arrangeres af egen læge eller vagtlægen, nærmeste skadestue, eller via Afdeling T på Odense Universitetshospital.
Skulle du få feber indenfor de første dage efter udskrivelsen, kan det være tegn på betændelse ved drænstedet eller i lungen/lungehinden. Kontakt egen læge, vagtlægen eller Afdeling T på Odense Universitetshospital med henblik på en vurdering.
Du må gerne tage brusebad, men ikke karbad de første døgn efter drænet erfjernet. Vent 2 uger med en tur i svømmehallen.
Du må gerne flyve som passager. Der er ikke fastlagt et fast antal dage efter drænbehandling, før du må flyve, men lungen skal være udfoldet på røntgenbilledet. Hvis man skal rejse kort efter endt behandling, er det en god idé at forespørge hos flyselskabet og forsikringsselskabet, så du har sikkerhed for, at du er økonomisk dækket ind, hvis der skulle opstå problemer.
Der gælder særlige forhold, hvis du skal dykke med flasker, er pilot eller erhvervsdykker. Spørg
lægen, hvis det er relevant for dig.
Hvilke komplikationer kan der være?
Hvis lungen ikke bliver tæt, det vil sige, hvis der forsat er lufttab via drænet, kan kirurgisk behandling komme på tale.
Hos disse patienter, eller hvor sammenfaldet gentager sig efter en tid, findes en eller flere bristede blærer på lungens overflade.
Man kan ofte via et kikkertkirurgisk indgreb (se information om: Lungeoperation) fjerne den berørte lungedel, hvorefter man igen bliver behandlet med dræn til lungen er helt tæt.
Hvis adgangen til hullet i lungen er vanskelig eller kikkertkirurgi ikke har haft effekt, kan almindelig kirurgi komme på tale. Ved første-gangs spontant sammenfald af lungen, er der ca. 25% sandsynlighed for, at det sker igen på samme side. Efter anden-gangs spontant sammenfald, er risikoen op til 75% for, at det sker igen.
Stort set alle patienter, som oplever spontant sammenfald af lungen mere end en gang, vil få tilbudt kikkertkirurgisk behandling.
Med venlig hilsen
Personalet
Hjerte,- Lunge- og Karkirurgisk Afdeling T
Odense Universitetshospital.