Forkalkning i bækkenpulsåre
Velkommen til Hjerte-, Lunge- og Karkirurgisk Afdeling T, OUH
Formålet med denne pjece er at informere dig om det typiske forløb i forbindelse med den operation, du skal have udført.
Du bliver indlagt med henblik på operation for åreforkalkning i den ene af dine bækkenpulsårer og/eller lyskepulsårer.
Ud over at beskrive det sædvanlige forløb giver pjecen også en række oplysninger om den operation, du skal gennemgå, og hvad du selv kan gøre for at komme godt over operationen. Visse sygdomme hos den enkelte patient kan bevirke, at der kan forekomme afvigelser fra det skitserede.
Beskrivelse af sygdommen
Åreforkalkning er en følge af aflejring af
kolesterol og kalk i pulsårevæggen. Det giver anledning til forsnævring eller tillukning af pulsåren med deraf følgende nedsat blodforsyning til benet. Det kan give anledning til smerter i benet ved gang, smerter i foden i hvile, ben- eller fodsår eller i værste fald koldbrand. Hvis der kun er beskedne forandringer, kan man ofte forbedre blodforsyningen til benet med ballonudvidelse af blodkarrene. Men er der mere udtalte forandringer, og findes disse hovedsageligt i den ene side, kan man foretage en omkørselsoperation (bypass), hvis blodforsyningen er god på den anden side, hvor man indsætter en kunstig blodåre fra den ene lyskepulsåre til den anden.
Hvordan foregår et sædvanligt forløb?
Dagen før operationen
- Du bliver modtaget i sengeafsnittet af plejepersonalet.
- Du taler med en læge, der optager journal.
- Du får taget blodprøver og evt. et hjertediagram (ekg).
- Du taler med en narkoselæge om bedøvelse (enten fuld bedøvelse eller rygbedøvelse).
- Du taler med en kirurg om selve operationen, hvordan den foregår, herunder hvilke komplikationer, der kan opstå. I træffer i fællesskab beslutning om operation.
- Du vil blive bedt om at give dit samtykke til operation og bedøvelse, og får med spritpen markeret operationssted på huden.
- Du skal have barberet hårene væk i operationsområdet og skal i bad. Dette kan også foregå på selve operationsdagen.
- Du vil få udpeget en sundhedsfaglig kontaktperson, oftest den læge, der skal operere dig. Din kontaktperson vil være behjælpelig med yderligere information, hvis du har spørgsmål vedrørende din sygdom og behandling under det aktuelle indlæggelsesforløb. Afdelingens personale vil oplyse dig om, hvornår og hvordan du kan komme i kontakt med vedkommende. Du kan evt. få udleveret et visitkort med lægens navn.
- For at forebygge årebetændelse i benene, får du aftenen inden operationen og hver dag, mens du er indlagt, en indsprøjtning med blodfortyndende medicin.
- Du skal faste 6 timer før operationen (gælder mad og tobak) og må drikke ikke mælkeholdig væske indtil 2 timer før operationen.
På operationsdagen
Du må efter aftale med personalet tage vigtig medicin om morgen.
På operationsstuen modtages du af narkose- og operationspersonale. Du får lagt en lille plastikslange i en blodåre til medicin og væske under operationen og bliver forsynet med overvågningsudstyr. Hvis du skal i rygbedøvelse, får du et tyndt kateter i ryggen. Ellers kommer du i fuld bedøvelse. Herefter bliver
operationsområdet vasket sterilt og
afdækket.
Operationen
Operationen varer normalt ca. 1-2 timer.
Du får et operationssår i begge lysker og begge lyskepulsårer bliver frilagt.
Du får anlagt en omkørsel (bypass) under huden hen over skambenet fra den ene
lyskepulsåre til den anden med en kunstig åre.
Den kunstige åre bliver syet til slidser, som laves i dine egne lyskepulsårer. Herefter
lukkes operationssårene med udvendige sting, der senere skal fjernes.
Efter operationen
Efter operationen kommer du tilbage til sengeafsnittet, hvor plejepersonalet måler puls og blodtryk og kigger til forbindinger.

Hvis du har fået en rygbedøvelse, vil dine
ben være tunge og følelsesløse de første timer efter operationen
Hvis du har været i fuld bedøvelse,
kommer du først et par timer på opvågningsstue på Intensiv Afdeling VITA til observation og behandling.
Du må drikke og spise senere samme dag.
Det er vigtigt, at du kommer ud af sengen allerede aftenen efter operationen, plejepersonalet vil hjælpe dig.
Dagene efter operationen
Du skal op at gå omkring i afdelingen.
Hvis du har behov, kan du få instruktion af en fysioterapeut.
Du får tilbudt medicin mod smerter i såret.
Du skal regne med at være indlagt 3-5 dage efter operationen.
Efter udskrivelsen
Trådene skal fjernes hos din egen læge 10-12 dage efter operationen.
Det er vigtigt, at du motionerer 1/2 - 1 time dagligt helst i form af gåture. Det er endvidere vigtigt, at den fysiske aktivitet øges gradvist.
Hvis du er ryger, er det vigtigt at holde op. Fortsat rygning forøger risikoen for komplikationer og nedsætter holdbarheden af operationen væsentligt.
Hvis du allerede er i behandling med Magnyl eller lignende, vil vi som regel anbefale, at du tager 1 Magnyltablet á 75 mg dagligt livslangt for at formindske risikoen for blodpropper.
Hvilke komplikationer kan der være?
Du kan få betændelse i såret. Risikoen er
størst, hvis du fortsat er ryger.
Du kan få nedsat følelse på lårets inderside.
En sjælden gang kan der komme betændelse omkring den kunstige blodåre.
Den kunstige blodåre kan lukke. Du vil så formentlig få de samme symptomer som du havde inden operationen.
Benene kan hæve efter operationen. Dette fortager sig som regel efter et par måneder.
Hyppigheden af ovennævnte komplikationer varierer fra under 5% til 10%, men ikke alle komplikationer er lige alvorlige og nogle kun forbigående.
Registrering
Som led i vores arbejde med at opretholde en konstant høj kvalitet, bliver alle operationer og eventuelle komplikationer indberettet til en landsdækkende database.
Oplysningerne bliver udelukkende brugt statistisk.
Du kan se mere på www.karbase.dk.