Skip til primært indhold

Lenalidomid + Dexamethason

Information om tabletbehandling

Du skal nu i gang med behandling med tabletterne Lenalidomid og Dexamethason.

 

I Afdeling X bestræber vi os på, at du og dine pårørende skal føle jer inddraget i behandlingen. Vi ved, at mange patienter gerne vil vide mere om, hvad de selv kan gøre undervejs i behandlingen. Flere steder vil du møde dette symbol . Her finder du anvisninger på, hvad du selv kan være opmærksom

på, eller forslag til hvad du selv kan gøre for at forberede dig på behandlingen.

Symbolet gør dig opmærksom på de bivirkninger, du kan opleve.

 

Hvis du og dine pårørende læser denne information forud for behandlingen, får I et godt overblik over forløbet.

 

Venlig hilsen

Personalet på Hæmatologisk Afdeling X

Lenalidomid og højdosis Dexamethason har hver deres effekt på din sygdom og i kombination har de større effekt.

 

Lenalidomid stimulerer specielle celler i kroppens eget immunsystem, så de angriber kræftceller. Stoffet påvirker også kræftcellernes miljø, så cellerne får dårligere vilkår til at vokse og dele sig. Dexamethason er et binyrebarkhormon, som er med til at mindske antallet af kræftceller.

 

Lenalidomid og Dexamethason gives som tabletter

Vi giver Lenalidomid i behandlingsserier på 21 dage (3 uger) med en pause på 7 dage. Du starter derefter på en ny behandlingsserie. Du skal tage Lenalidomid sammen med et stort glas vand på et fastsat tidspunkt hver morgen. Hvis du får flere tabletter af Lenalidomid pr. dag, skal du tage dem alle sammen på en gang. Nogle patienter vil opleve, at vi nedsætter mængden af Lenalidomid i løbet af behandlingen.

 

Du skal også tage Dexamethason om morgenen. Dexamethason kan gøre dig rastløs, og derfor kan du have svært ved at sove, hvis du tager stoffet om aftenen. Det er vigtigt, at du synker Lenalidomid og Dexamethason hele. Din dosis Dexamethason afhænger af dit sygdomsforløb. Din læge og sygeplejerske vil fortælle dig om dit konkrete behandlingsforløb

 

Når du starter en ny behandlingsserie, tager vi blodprøver for at se, hvordan du tåler behandlingen, og hvordan den virker.

 

bivirkninger

Infektion

Du kan opleve at få infektioner, fordi behandlingen nedsætter antallet af hvide blodlegemer. De hvide blodlegemer udgør dit immunforsvar, og derfor kan du være mere modtagelig for infektioner under behandlingen.

 

Kontakt os, hvis du har en temperatur over 38,5 eller føler dig almen utilpas, svimmel eller har kulderystelser.

Vask hænder efter hvert toiletbesøg og før måltider

Drik rigeligt med vand for at undgå blærebetændelse

Undgå kontakt med personer, som hoster, er forkølet eller har feber.

 

Blødning

Under behandlingen kan du opleve at bløde mere end normalt i perioder, da antallet af blodplader kan falde. Blodplader får blodet til at størkne, og derfor har du lettere ved at bløde, hvis antallet er lavt.

 

Fortæl os, hvis du f.eks. bløder fra næse, mund eller skede. Hvis du har blød i afføring, urin eller har mange blå mærker eller røde prikker.

Du kan undgå blødning fra tandkød ved at bruge en blød tandbørste og eventuelt en elektrisk barbermaskine i stedet for barberblad.

Du bør undgå at tage gigtpiller og smertestillende medicin, fordi pillerne kan påvirke din slimhinde i maven.

Undgå kraftig fysisk anstrengelse. Hvis du anstrenger dig fysisk, kan du risikere at få muskelblødninger.

 

Blodmangel

Behandlingen kan nedsætte antallet af røde blodlegemer. De røde blodlegemer fører ilten rundt i kroppen, og derfor kan du opleve blodmangel, hvis antallet er lavt.

 

Kontakt os, hvis du oplever svimmelhed, øresusen, hjertebanken, hovedpine eller oplever at være mere forpustet end normalt.

 

Blodprop i lunger og ben

Lenalidomid øger risikoen for blodprop i ben og lunger. En blodprop i benet viser sig ved øm hævelse af benet, smerter i benet, når du går eller rødme i huden. Blodprop i lungerne kan give dig åndenød, hoste, smerter i brystet og eventuelt ophostning af rødligt slim. Du får derfor blodfortyndende medicin i

form af tabletter, når du får Revlimid.

 

Kontakt personalet, hvis du oplever symptomer på blodprop.

Bevæg dig fx ved at gå en tur

Sid ikke stille med benene i timevis

Drik 2-3 liter væske hver dag for at holde blodet tilpas fortyndet.

bivirkninger

Påvirkning af nervesystemet

Lenalidomid kan i sjældne tilfælde påvirke nervesystemet. Du vil mærke det som føleforstyrrelser i hænder og fødder eller opleve det som prikken, snurren eller stikken. Du kan også få problemer med at strikke, knappe knapper, sy eller lignende eller gå op og ned af trapper. Det kan være, at du på grund af

sygdommen eller tidligere behandlinger i forvejen har føleforstyrrelser. Dine gener kan så forværres.

 

Nogle gange kan påvirkningen af nerverne også give dig smerter (nervesmerter). Du vil føle, at det jager, lyner eller støder i din krop.

 

Fortæl os, hvis du oplever nervepåvirkning eller smerter. Du må ikke se tiden an, selvom du kun har lette gener. Påvirkningen af dit nervesystem kan nemlig forværres, hvis du fortsat får behandling i samme dosis, og der kan være en risiko for varigpåvirkning af nervesystemet.

Tag varme bade

Giv dig selv, eller få pårørende til at give dig blid massage

Beskyt dine fødder og hænder. Du kan for eksempel undgå at gå med bare fødder og bruge handsker i koldt vejr.

Brug behageligt fodtøj med skridsikker sål

Plej huden på hænder og fødder med creme

 

Træthed

Behandlingen kan gøre dig mere træt og døsig. Nogle patienter føler sig drænet for energi.

 

Lyt til din krop og hvil dig

Sæt realistiske mål for hvad du skal hver dag

Bed om hjælp til daglige gøremål

 

Forstoppelse

Revlimid kan give forstoppelse

 

Tag gerne afføringsmiddel. Du kan købe afføringsmiddel på apoteket uden recept (fx. Laxoberal dråber eller Movicol-pulver).

Drik rigeligt med væske, gerne to til tre liter om dagen

Spis fiberrigt kost. Grøntsager, hvedekild, tørrede frugter såsom svesker, abrikoser, rosiner og hørfrø er særlig godt for maven.

Gå ture

 

Muskelkramper

Nogle patienter oplever at få kramper i benene eller andre steder på kroppen.

 

Fortæl personalet, hvis du får kramper.

 

Kløe og udslæt

Lenalidomid kan give tør hud, kløe og udslæt på kroppen.

Kontakt os, hvis du oplever hudproblemer

Smør gerne huden med ikke-alkohol baseret fugtighedscreme

Undgå at tage bad i meget varmt vand

Brug gerne tøj af bomuld, hvor din hud er mest generet.

 

bivirkninger

Øget appetit

Dexamthason øger appetitten hos mange patienter. Du kan få lyst til at spise meget mere end normalt og opleve, at mad fylder meget mere i hverdagen.

 

Fosterskader

Lenalidomid kan givefosterskader. Du må derfor ikke blive gravid eller gøre din partner gravid under behandlingen og 12 uger efter. Vi anbefaler dig at bruge 2 præventionstyper fx kondom eller pessar sammen med spiral eller p-piller, og du bruger prævention, selvom du er steriliseret.

 

Hvis du er en mand og planlægger at få børn, anbefaler vi, at du sæddeponerer forud for behandlingen. Vi kender nemlig ikke stoffets langtidsvirkning på sæd endnu.

Du må heller ikke donere sæd eller blod, imens du er under behandling og mindst 8 uger efter ophør.

I perioder kan Lenalidomid nedsætte lysten til seksuelt samvær, og mænd kan få svært ved rejsning.

 

Er du kvinde, skal du kontakte os, hvis din menstruation udebliver.

 

Diabetes

Du kan udvikle type 2-diabetes, imens du får Dexamethason. Symptomer på type 2-diabetes er udtalt tørst, hyppig vandladning, øget træthed og sult. Hvis du udvikler type 2-diabetes vil det som regel kun være, imens behandlingen står på.

 

Kontakt personalet, hvis du oplever symptomer på type 2-diabetes, imens du er i behandling med Dexamethason. Du kan også kontakte os, hvis du oplever problemer med at kontrollere din appetit. Så vil vi samarbejde om et kalorie- og sukkerreguleret diæt.

 

Psykiske ændringer

Når du tager Dexamthason kan du blive humørmæssig opstemt, energisk eller rastløs. Det er derfor du helst skal tage tabletterne om morgenen, så den ikke forhindre dig i at sove om natten. Nogle patienter kan også opleve at blive nedtrykt og deprimeret. Hvis du har en psykisk lidelse eller har haft psykiske

problemer, kan disse gener forværres.

 

Fortæl gerne personalet om dit humør, da de kan hjælpe dig igennem samtaler, råd og vejledning.

Sådan kontakter du os

 

Hæmatologisk afdeling X

Telefon: 65 41 11 52.

Telefontid: Hele døgnet.

 

Kontakt altid afdelingen med det samme, hvis du oplever:

  • Temperaturstigning over 38,5 C og generel utilpashed
  • Andre tegn på infektion
  • Blødning.

 

Sikker digital post:

www.ouh.dk/odex

 

Du kan skrive til os via Den Digitale Postkasse, hvis du har brug for:

  1. Ændring af tid i ambulatoriet
  2. Kontakt til hjemmeenheden
  3. Kontakt til patientforløbsvejleder.

Afdeling X kan desværre ikke tilbyde mailkonsultation og svar på prøver og lignende via mail. Vi anbefaler i stedet sundhed.dk.

 

Patientforløbsvejleder

Telefon: 65 41 11 72.

Telefontid: Mandag - fredag: 8.30-14.00.

 

Transportbestilling

Tlf.: 70 11 31 11.

Mandag-fredag: kl. 8.00-15.00.

Du kan tidligst bestille 14 dage før

APPFWU02V