Skip til primært indhold

Transanal irrigation

En skyllemetode til bedre tømning af tarmen

Denne patientinformation er udarbejdet til dig, som skal lære at skylle/tømme tarmen ved hjælp af skyllemetoden transanal irrigation. Patientinformationen er et supplement til den mundtlige information, du får af sygeplejersken i Gynækologisk Ambulatoriet under din oplæring til transanal irrigation.

 

Hvad er transanal irrigation?

  • Transanal irrigation er en metode, hvor du ved hjælp af skylning med vand kan opnå bedre tømning af din tarm. Metoden anvendes først efter undersøgelse på specialafdeling, hvor andre behandlingsmuligheder er forsøgt/diskuteret. Transanal irrigation bør kun opstartes i samarbejde med læge/sygeplejerske.
  • Transanal irrigation kan anvendes både ved afføringsinkontinens og forstoppelse.

 

Afføringsinkontinens

Betyder, at man ikke har fuld kontrol over sin tarmfunktion og derfor ikke kan holde på afføringen.

 

Forstoppelse

Vil i mange tilfælde betyde, at du har hård afføring. Afføringen ophobes i tarmen, så tarmen ikke tømmer sig på vanlig vis, og du oplever en mere besværet/dårlig tømning af tarmen.

 

Sådan gør du

Find et tidspunkt på dagen, hvor du kan råde over toilettet i fred og ro. Det skal helst være 15-30 minutter efter et større måltid.

 

1.

Forbind vandpose med forlængerslange og konus. Konus er navnet på skyllesystemets hvide kegleformede indføring. Kontrollér, at reguleringsventilen er lukket.

 

Husk

Du skal bruge en krog på væggen til vandposen. Den skal hænge mindst 1.5 meter over gulvhøjde - helst så den kan ses fra toilettet.

 

2.

Fyld 1 liter lunkent vand (ca. 37-38 grader) i posen (koldt vand kan give mavekramper og for varmt vand kan give forbrændinger).

 

Åbn reguleringsventilen og skyl kortvarigt igennem, så luften er ude af systemet.

 

3.

Kom eventuelt eksplorationscreme/ glidecreme på skyllesystemets konus.

4.

Hold skyllesystemets konus mod endetarmens åbning. Dette gøres siddende på toilettet.

 

5.

Åbn for vandposen og lad vandet løbe jævnt ind i tarmen over 5 minutter. Skyl med 1/2-1 liter vand og reguler hastigheden på vandstrømmen med reguleringsventilen.

 

OBS

Du kan opleve mindre bivirkninger som ubehag, kvalme, rysten eller koliksmerter. Generne er normalt milde, forbigående og ufarlige. Det kan hjælpe at reducere hastigheden af vandtilførslen eller reducere vandmængden.

 

Hvis der opstår pludselige smerter i forbindelse med skylningen. Kontakt egen læge eller vagtlæge.

 

6.

Når posen er tom eller den ønskede vandmængde er løbet ind, lukkes for reguleringsventilen, og konus trækkes ud.

 

7.

Du kan forvente, at tarmen begynder at tømme sig straks eller inden for kort tid.

Tømningstiden vil være meget individuel (ca. 20 minutter).

 

Du vil i løbet af indkøringsperioden få en fornemmelse af, hvornår tømningen er afsluttet.

 

8.

Posen lufttørres eller aftørres. Konus vaskes med vand og sæbe.

 

Hvor ofte skal du skylle/tømme tarmen?

De første 5 dage skal du skylle/tømme tarmen hver dag. Derefter vil det oftest være tilstrækkeligt med skylning hver anden dag. Dette aftales med sygeplejersken.

 

Gode råd

Selvom du skyller tarmen, er det vigtigt med:

 

Gode kostvaner

  • Spis sundt
  • Spis varieret og regelmæssigt
  • Ved forstoppelse: Spis fiberrigt
  • Ved inkontinens: Tænk på, hvilke fødeemner, der kan virke samlende på afføringen.
  • Brug eventuelt HUSK-fibertilskud.
  • Drik ca. 2 liter vand om dagen

 

Gode motionsvaner

 

Rejser/fritid

Hvis du rejser i lande, hvor du ikke bør drikke vandet, skal du til irrigation anvende vand på flaske (uden kulsyre).

 

Medbring transportabel krog til vandposen. Alternativt kan der anvendes en bøjle til at

hænge posen på.

 

 

Problemer med indløb af vandet?Kontrollér:

  • At der ikke er luft i slangen.
  • At slangen ikke er afklemt.
  • At der ikke dannes vandlås i slangen.
  • Check højden på posen.
  • Konus kan være tilstoppet af en afføringsknold eller støde mod tarmvæggen - flyt lidt på konus, så retningen af vandet ændres.

 

Vandet løber ikke ud af tarmen?

Hvis du mangler væske, kan tarmen optage det vand du har hældt ind.

Drik rigeligt og skyl igen næste dag.

 

Hvis du oplever dryp eller udsivning efter irrigation?

Forsøg:

  • Reducer vandmængden.
  • Foretag i stedet to irrigationer med halvdelen af den vandmængde, som du plejer at bruge; for eksempel to irrigationer med 250 ml i stedet for én med 500 ml.
  • Bliv siddende i længere tid på toilettet.

 

Hvis du har problemer med skylningen eller hvis effekten ikke er tilfredsstillende, kan du kontakte sygeplejerske i Gynækologisk ambulatorie.

 

Hjælpemidler

Sygeplejersken vil aftale med dig, hvordan du fremover rekvirerer hjælpemidler.

 

APPFWU02V