Skip til primært indhold

Undersøgelse af kroppen

PET/CT-scanning (FDG)

Patient ligger på leje foran scanner, som er åben i begge ender. Personale står ved siden af scanneren.

Du skal have lavet en PET/CT-scanning. Formålet er at undersøge for sygdom i din krop. Der er ingen smerter eller bivirkninger ved undersøgelsen.

Sådan forbereder du dig

Det er vigtigt, at du forbereder dig inden undersøgelsen. Kontakt os, hvis du har spørgsmål.

Faste

Du må ikke spise eller drikke andet end vand i 6 timer før scanningen. Det gælder også pastiller, bolsjer og tyggegummi, også sukkerfrit.

Fysisk aktivitet

Undgå fysisk anstrengelse på undersøgelsesdagen, fx cykling.

Medicin

Tag din sædvanlige medicin på dagen. Hvis du har diabetes, eller hvis du får kemoterapi, gælder der andre regler. Se de næste afsnit.


Diabetes

Ikke Insulinkrævende:

  • Du skal faste i 6 timer og tage din sædvanlige diabetesmedicin om morgenen.

Insulinkrævende:

  • Du skal tage din sædvanlige insulindosis og spise et normalt måltid 4 timer før undersøgelsen. Herefter skal du faste indtil undersøgelsen.

Metformin

Hvis du tager Metformin, skal du holde pause med det i 48 timer før scanningen. Hvis du får en hurtig tid, hvor der er under 48 timer til scanningen, skal du holde pause så længe som muligt. Du skal stadig faste i 6 timer.

Kemoterapi

Hvis du er i behandling med kemoterapi, skal der være gået mindst 13 dage siden sidste kur, medmindre andet er aftalt. Er du i tvivl, kan du kontakte Nuklearmedicinsk Afdeling.

Dialyse

Hvis du skal i dialyse på undersøgelsesdagen, skal du kontakte Nuklearmedicinsk Afdeling.

Metal og smykker

Mød op til scanningen uden smykker, hårspænder, ur og undertøj med metaldele.

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, skal du kontakte os inden undersøgelsen.

Sådan foregår undersøgelsen

Du får en indsprøjtning med et radioaktivt sporstof i armen. Herefter skal du hvile i cirka 60 minutter. Du skal ligge stille i scanneren i cirka 45 minutter. Du er velkommen til at medbringe en CD, som du kan høre imens. I nogle tilfælde giver vi en indsprøjtning med kontrastvæske.

Ved scanningen får du en lille stråledosis, som er nødvendig for at kunne opnå tilstrækkelig diagnostisk information.

Undersøgelsen varer 2-3 timer i alt.

Efter undersøgelsen

Du får svar af den læge eller afdeling, som har henvist dig til undersøgelsen.

Kontakt

Nuklearmedicinsk Afdeling

65 41 29 80

Skriv til os på www.ouh.dk/post-nuk


pinfoOUH-809872878-92 106583   |   13.08.2026

APPFWU01V