Oplægning af spiral
Oplægning af spiral
Du har sammen med os eller din egen læge besluttet dig for en spiral.
Er du i tvivl om, hvorvidt du er gravid, skal du selv teste dette inden spiraloplægningen.
Der findes to former for spiral: hormonspiral og kobberspiral. Det kan være uhensigtsmæssigt at få lagt en spiral op, mens du har kraftig menstruation, da det kan ske, at spiralen blødes ud. Det mest optimale tidspunkt at få lagt en spiral op er i slutningen af din menstruation eller ugen efter.
Kobberspiralen
Kobbespiralen virker ved, at kobberet ændrer miljøet omkring livmoderhalsen, så sædcellerne bevæger sig dårligere, så de ikke kan nå frem og befrugte ægget. Kobberet gør også, at slimhinden i livmoderen ændres, så det befrugtede æg ikke kan sætte sig fast. Kobberet afgives gradvist i små mængder og giver en virkningstid på 5-8 år.
Hormon spiral
Hormonspiralen består af en plastbeholder, der indeholder et hormon (gestagen), som meget langsomt siver ud gennem plastmaterialet. Hormonet påvirker livmoderslimhinden og livmoderhalsslimen, så graviditet forebygges mere effektivt.
En hormonspiral kan også hjælpe kvinder, der lider af kraftige menstruationsblødninger og beskytte mod endometriehyperplasi (celleforandringer i livmoderen). Derudover er en hormon spiral en rigtig god behandling til kvinder med endometriose.
Virkningstiden for hormonspiraler er op til 8 år som prævention. Dog kan virkningen mod kraftig blødning eller endometriose ophøre før. På grund af hormonpåvirkningen af livmoderslimhinden bliver blødningerne meget svagere end ved brug af kobberspiral. Hyppigheden af graviditet og underlivsbetændelse er mindre end ved brug af kobberspiral.
Forberedelse
1 time før oplægning af spiral anbefaler vi, at du tager 2 tablet Paracetamol á 500 mg og 2 tablet Ibuprofen á 200 mg , hvis du tåler disse.
Dette er for at mindske ubehaget ved oplægningen samt for at mindske de menstruationsagtige smerter, som du vil opleve efterfølgende.
Oplægning af spiral
Du vil få en samtale med lægen, som skal lægge spiralen op. Herefter får du lavet en gynækologisk undersøgelse og evt. scanning, hvor livmoderens størrelse og form vurderes. Oplægning af spiral foregår gennem skeden, mens du ligger på et gynækologisk leje. Lægen tager fat på livmoderhalsen med en lille tang og måler dybden af livmoderen for at sikre, at spiralen kommer rigtigt på plads. Snorene klippes 2-4 cm udenfor livmodermunden.
Efter indgrebet / oplægning af spiral
Du er klar til at tage hjem umiddelbart efter oplægning af spiralen. Når spiralen er oplagt, er du beskyttet mod graviditet. Spiralen beskytter ikke mod seksuelt overførte sygdomme
Normale følger
Smerter
Oplever du menstruationslignende smerter efter indgrebet, aftager disse normalt, men kan vare et par dage.
Det anbefales at have smertestillende håndkøbsmedicin (Paracetamol og Ibuprofen) i hjemmet.
Blødning
Efter indgrebet kan der forkomme vaginalblødning, som kan være af menstruationsstyrke. Dette vil aftage i løbet af et par dage. Der kan også være let blødning eller brunligt udflåd i op til et par uger efter.
For at undgå infektion bør du undgå at bruge menstruationskop, tamponer, tage karbad, bade i havet, besøge svømmehallen og have samleje uden kondom, så længe der er blødning eller farvet udflåd.
Er din partner generet af spiraltrådene, kan de afkortes ved egen læge.
Komplikationer
I meget sjældne tilfælde kan der ved oplægning af spiralen opstå et hul i livmodervæggen, hvilket kan medføre, at spiralen skal fjernes. Hvis der opstår blødning, der er kraftigere end menstruation, stærke smerter eller feber over 38 grader inden for de første 24 timer, skal du kontakte det sygehus, hvor du har fået oplagt din spiral.
Kontrol
I sjældne tilfælde kan spiralen blødes ud i forbindelse med kraftig menstruation. Der er størst risiko for dette ved de første par menstruationer efter oplægningen.
Du anbefales kontrol hos egen læge om 1-3 mdr mhp. kontrol efter spiraloplægning.
Du får udleveret et kort med dato for, hvornår spiralen senest skal skiftes.
Du skal selv være opmærksom på, at få din spiral skiftet.