Skip til primært indhold

Operation for nedsynkning - Vaginal operation

Operation for nedsynkning - Vaginal operation

I denne patientinformation kan du læse om forløbet i forbindelse med din operation for nedsynkning.

Det er vigtigt, at du føler dig tryg og velinformeret om din forestående operation. Samtalen med lægen, sygeplejersken og denne informationspjece skal tilsammen sikre dette.

Hvis du fortsat mangler information eller har spørgsmål, er det vigtigt at du kontakter Urogynækologisk Ambulatorium på tlf. 65 41 11 06.

 

Hvad er nedsynkning

Nedsynkning forekommer hyppigt. Nedsynkning er en betegnelse for fremfald af eksempelvis blære, endetarm eller livmoder, som giver tyngde og ubehag i skeden. Dette kan skyldes, at vævet i skedevæg og bækkenbund er blevet slapt eller ødelagt. Ofte som følge af arvelighed, og/eller en kombination af forskellige belastninger, som tidligere fødselsskade, tungt arbejde, forstoppelse, kronisk hoste, overvægt eller hormonmangel i vævet.

Operation af en nedsynkning er effektiv, men der er en risiko for at du kan udvikle symptomerne på ny. Det er derfor vigtigt, at du efter operationen og fremadrettet tænker på at mindske belastninger som tungt arbejde, forstoppelse, hoste osv.

 

Forberedelse før operationen

Du har været til forundersøgelse i Gynækologisk Ambulatorie. Vi har planlagt dit operationsforløb og orienteret dig om mulige komplikationer og den efterfølgende sygemeldings- og rekreationsperiode.

 

Operationen foretages som dagkirurgi i hhv. Svendborg og Odense. Dagkirurgi betyder, at operationsforløbet er hurtigt og effektivt. Vi forventer derfor, at du kan gå hjem samme dag.

Forbered dig alligevel på at afsætte hele dagen til operationen.

 

Pårørende

Du er i forbindelse med din operation velkommen til at have en pårørende med som støtte. Vær dog forberedt på, at der kan forekomme ventetid på din operation , og at der vil gå flere timer, før du er klar til at komme hjem igen.

Der er venteværelse tilknyttet afsnittet med mulighed for internetadgang.

 

Mit Sygehus

Som patient på Gynækologisk Afsnit OUH, kan du downloade app´en "Mit Sygehus". Her kan du finde kontaktoplysninger til vores afdelinger, se dine aftaler på hospitalet samt få relevant information om dit behandlings- eller operationsforløb.

 

Sådan gør du

  • Hent app´en "Mit Sygehus" til din smartphone eller IPad - For Apple produkter (iOS) i App-store - For Android i Google Play. Vil du hellere bruge en PC/computer, kan du via internetadressen: www.mit.rsyd.dk vælge at se "Mit Sygehus" som en computer-version.

 

  • Åbn app´en eller www.mit.rsyd.dk > Vælg hospital Odense Universitetshospital
  • Vælg herefter Afdeling D - Gynækologisk Obstetrisk Afdeling
  • Vælg herefter forløbet Nedsynkning i underlivet.
  • Første gang du logger på, skal du anvende Nem-ID. Du kan ændre til dit eget brugernavn/kodeord, som du anvender på både telefon, IPad eller computeren.

 

Hvis du er usikker, kan du spørge personalet i afdelingen.

 

Huskeliste

På sidste side i denne informationspjece finder du en huskeliste, som kan hjælpe dig med at få et overblik over forberedelserne til dit operationsforløb.

Hvis du skal opereres i Svendborg

Du vil modtage en indkaldelse med din operationsdato i din e-Boks eller med et brev.

 

Du skal møde fastende på afsnittet "Forberedelse og opvågning" på Svendborg Sygehus. Adressen ser du på indkaldelsespapirerne.

 

Du modtages og klargøres af operationspersonalet kort tid efter dit mødetidspunkt. Du beholder store dele af dit private tøj på under operationen. Vi anbefaler, at du møder med løstsiddende tøj, varme strømper og lette sko eller sandaler. Afspritning af huden kan risikere at misfarve dit tøj.

 

Forud for operationen taler du med narkoselægen, og den læge som skal operere dig. Efter operationen køres du til en hvilestue, indtil du er klar til at komme hjem.

 

Hvis du skal opereres i Odense

Du vil modtage en indkaldelse med din operationsdato i din e-Boks eller med et brev.

 

Du skal møde fastende på Gynækologisk Afsnit i Odense. Adressen ser du på indkaldelsespapirerne.

 

Du modtages af plejepersonalet og klargøres med operationstøj til operationen. På operationsstuen møder du narkoselægen og den læge, som skal operere dig. Efter operationen køres du retur til Gynækologisk Afsnit til observation, indtil du er klar til at komme hjem.

 

Medbring gerne badekåbe, indesko og den medicin, du plejer at få. Da der kan være ventetid, kan det være godt at medbringe en bog eller et ugeblad.

Sådan forbereder du dig

 

Blodfortyndende medicin

Hvis du tager blodfortyndende medicin, f.eks. Persantin, Hjertemagnyl eller Marevan, vil lægen i

forbindelse med din forundersøgelse ofte planlægge en pausering med medicinen forud for din operation.

 

Sukkersyge

Hvis du har sukkersyge, vil du følge et særligt regime under din operation. Du vil ved forundersøgelsen og ved planlægningen af din operation få nærmere besked om, hvordan du skal forbedrede dig, eller om du skal pausere din medicin.

Undgå særlig smertestillende medicin og naturmedicin

Vi beder dig være tilbageholdende med smertestillende medicin med acetylsalicylsyre, f.eks. Treo,

Kodimagnyl, Aspirin, Idotyl eller lignende i ugen op til din operation. Medicinen påvirker blodets evne til at størkne og kan øge risikoen for blødning ved operationen.

Naturmedicin og kosttilskud kan øge risikoen for komplikationer ved din operation. Vi anbefaler derfor, at du holder pause 2 uger før operationen.

 

Informér læge eller sygeplejerske på operationsdagen, hvis du har været indlagt, eller der er sket ændringer i din vanlige medicin siden forundersøgelsen.

Hvis du har spørgsmål om din medicin, eller har andre tvivlspørgsmål om din operation, er du naturligvis velkommen til at kontakte Urogynækologisk Ambulatorium på tlf: 65 41 11 06.

 

Rygning og alkohol

Vi ønsker at sikre det bedste operationsforløb og undgå unødige komplikationer. Vi anbefaler, at du er varsom med alkohol, og helt ophører rygning 6 uger før din operation. Se information fra Sundhedsstyrelsen på www.sst.dk. Søg på: Rygning og operation samt Alkohol og operation.

 

Dagen før operationen

 

Faste

Du må spise mad og drikke mælkeprodukter indtil 6 timer før din operation. Du må drikke vand, saft,

Juice (uden frugtkød), kaffe og the (med max 2 spsk. mælk) indtil 2 timer før operationen.

 

Det er vigtigt, at du overholder fastereglerne af hensyn til din sikkerhed under bedøvelsen. Operationen kan blive aflyst, hvis du ikke har fastet korrekt.

 

Hygiejne

For at forebygge infektion, skal du tage et grundigt bad inkl. hårvask på operationsdagen eller aftenen før din operation.

Du bedes selv klippe kønsbehåringen med en saks, så det er kortere end 1 cm. Brug ikke skraber, da dette kan påvirke eller skade huden. Ved brug af maskine, anbefaler vi klipning allerede flere dage før operationen, så risikerer du ikke sår og rifter i huden i forbindelse med din operation.

Ingen smykker eller makeup

Du må ikke bære smykker, piercinger eller makeup under operationen.

 

Klysma

Du skal tage et klysma (Klyx) dagen før din operation. Dette udrenser den nederste del af din

tarm. Tag Klysmaet i tidsrummet mellem kl. 15-19. Hvis du tager klysma sent om aftenen, kan det give uro i maven og påvirke din nattesøvn. Følg derfor vores udleverede vejledning om produktet.

På operationsstuen

 

Din operation vil oftest foregå i lokalbedøvelse suppleret med afslappende/smertestillende medicin i et drop. Enkelte operationer kræver dog fuld bedøvelse. Valg af bedøvelse planlægges sammen med lægen i forbindelse med din forundersøgelse i ambulatoriet.

 

Operationen foretages gennem skeden og varer almindeligvis 1-2 timer afhængig af operationstypen. Efter operationens afslutning vil du have et stykke gaze i skeden, som stopper blødning fra operationssåret. Gazen fjernes få timer efter operationen. Enkelte patienter har et tyndt kateter i blæren efter operationen. Dette fjernes almindeligvis få timer efter operationen.

 

Efter operationen

Efter operationen vil du blive kørt til hvilestuen, hvor du observeres. I Odense køres enkelte patienter kortvarigt på opvågningsafsnittet. Dette afhænger af operationens omfang, hvilken type bedøvelse du har fået, og hvordan du har det efter operationen.

 

Op og i gang

For at mindske risikoen for komplikationer, er det vigtigt, at du kommer op at sidde og gå kort tid efter operationen.

 

Drik og spis

Efter operationen bør du drikke moderate mængder væske. Dette hjælper til at igangsætte

vandladningen. For store væskeindtag kan derimod overfylde blæren og besværliggøre din blære-tømning. Aftal dit væskeindtag med sygeplejersken.

Du må spise al slags mad. Mad og drikkevarer med højt indhold af protein styrker ophelingen af dit operationssår.

 

Vandladning og tarmfunktion

Efter operationen skal du forsøge at lade vandet inden der er gået 3-4 timer. Kontakt sygeplejersken, når du føler vandladningstrang. Vi måler dine vandladninger, og vi kontrollerer at du kan tømme blæren tilstrækkeligt efter operationen. Dette gøres ved at scanne igennem huden på maven med en blærescanner.

Hvis du ikke kan lade vandet, eller hvis din blære tømmes utilstrækkeligt, vil sygeplejersken tømme din blære med et tyndt blærekateter. Enkelte patienter kan opleve et forbigående blæretømningsproblem efter operationen. Derfor oplæres enkelte patienter i at tømme blæren med et kateter i en kortere periode, indtil vandladningen er normaliseret.

Hav tålmodighed! Du kan komme hjem, når du har haft en normal vandladning over 150 ml., hvor der efterfølgende er målt en acceptabel mængde rest-urin tilbage i blæren.

 

Det er vigtigt, at du i perioden efter operationen holder din afføring blød. Spis varieret kost og fiberrigt.

Det er normalt, at du først har afføring ca. 2 dage efter din operation.

Vi anbefaler, at du tager et mildt afføringsmiddel de første 4 uger efter operationen. Du kan evt. købe tablet Magnesia 500mg. som håndkøbsmedicin. Justér dosis efter behov, 1-3 tabletter dagligt.

Det er vigtigt, at du fremadrettet fortsat forebygger forstoppelse. Forstoppelse og kraftigt pres mod operationssår og bækkenbund, kan være årsag til, at du udvikler nedsynkningssymptomer på ny.

Smerter

Du kan have trykken, ømhed og svie i underlivet efter operationen. Det er vigtigt, at du siger det til din

sygeplejerske, hvis du har smerter. Smertestillende behandling og oplevelse af smertelindring øger dit velbefindende og din evne til at komme i gang igen efter operationen.

 

Vi anbefaler, at du i de første dage/uger efter operationen tager smertestillende medicin efter behov. Medicinen kan købes som håndkøbsmedicin. Du anbefales at tage 2 tabletter paracetamol (f.eks. Pamol, Panodil eller Pinex) á 500mg., max. 4 gange dagligt. Dette kan suppleres med 2 tabletter Ibuprofen (f.eks. Ipren eller Ibumetin) á 200mg., max. 3 gange dagligt.

 

Blødning

Det er almindeligt at have blødning fra skeden op til 3-4 uger efter operationen. Den første periode kan det være som menstruationsstyrke. Herefter aftager det og bliver brunligt og siden vandigt. Vi anbefaler, at du anvender menstruationsbind, og ikke tamponer. Vi fraråder karbad, strandbad og

svømmehal i 2-3 uger, indtil blødning fra skeden er ophørt.

Trådene som anvendes ved operationssåret er selvopløselige, og forsvinder af sig selv. Du

kan opleve vaginal blødning i forbindelse med at trådene opløses og falder ud.Vi forventer, at du er velbefindende og klar til at tage hjem senere på eftermiddagen eller aftenen på operationsdagen.

 

Du skal selv lave en aftale om transport hjem efter din operation. Du må gerne være alene hjemme efter operationen. Du kan også planlægge, at en pårørende er hos dig efter operationen.

 

Sygemelding og rekreationsperiode

Efter operationen skal du regne med en rekreationsperiode, så operationssåret i skeden kan få tid til at hele. Du skal i de første 2-3 uger være opmærksom på ikke at overanstrenge dig fysisk med tunge løft. Undlad sport, fysisk træning og cykling, og undlad havearbejde og tunge opgaver i hjemmet.

 

Vær opmærksom på sygemelding fra dit job og dine aktiviteter, og overstig ikke din smertegrænse. Du kan være mere træt end vanligt, og der kan være behov for at du hviler flere gange om dagen. Hvile kan mindske belastningen på underlivet og operationssåret.

 

Dit sygefravær fra jobbet er individuelt, og afhænger af arbejdets fysiske krav:

  • Kontorarbejde/let fysisk arbejde kan genoptages så snart du føler dig klar til dette.
  • Arbejde med løft kan genoptages efter 2 uger.
  • Arbejde med tunge løft bør først genoptages efter 3 ugers sygemelding.

Lokal østrogen

Hvis du før operationen fik lokalvirkende hormon i skeden, anbefales du at genoptage dette 3-4 uger efter operationen. Dette kan styrke slimhinden og vævet i skeden, urinrør og blære og kan mindske problemer med hyppige vandladninger, inkontinens og blærebetændelse.

Komplikationer

Ved enhver operation er der risiko for komplikationer. Efter denne operation kan der forekomme blærebetændelse. Dette behandles med antibiotika. Der er desuden en lille risiko for, at der kan opstå blødning eller infektion i operationssåret. Enkelte patienter kan få en blodansamling bag såret. Ansamlingen forsvinder ofte af sig selv. Er ansamlingen større, eller opstår der infektion, vil du få antibiotisk behandling og/eller få ansamlingen udtømt.

I meget sjældne tilfælde kan der i forbindelse med operationen komme læsioner af blære eller tarm. Dette medfører et udvidet kontrolforløb, men vil sjældent give varige mén.

 

Hvis du efter operationen oplever kraftig blødning fra skeden, stærke smerter, feber og ildelugtende udflåd, bør du søge læge. Sker dette indenfor det første døgn, kan du efter din operation i Svendborg kontakte vagthavende læge på Gynækologisk Afdeling på tlf. 63 20 20 00.

 

Er du opereret i Odense, kan du kontakte Gynækologisk Afsnit på tlf. 65 41 23 36.

 

Hvis du med lægen har aftalt anvendelse af biologisk bindevæv i forbindelse med din operation, kan der være let forhøjet infektionsrisiko. Hvis du oplever problemer efter operationen, anbefaler vi, at du altid kontakter Gynækologisk Afsnit på tlf. 65 41 23 36

 

Sex og samliv

Nedsynkningsgener i skeden kan for nogle kvinder have indflydelse på seksualiteten. Efter operation for nedsynkning, skal operationssåret i skeden have tid til at hele. Vi fraråder derfor samleje i 4 uger. Efter den periode vil langt de fleste kvinder igen kunne få en velfungerende seksualitet.Når du genoptager seksualiteten efter operation for nedsynkning, kan skeden i begyndelsen føles mere snæver. Enkelte oplever, at dette kan medføre ubehag og smerte ved samleje. Smerterne er ofte

forbigående og kan afhjælpes ved brug af silikonebaseret glidecreme i forbindelse med samleje.

Supplerende kan du 4-6 uger efter operationen, med brug af glidecreme, massere operationssåret i

skeden med en finger. Dette vil gøre arret mere smidigt og eftergiveligt, og smerterne vil ofte forsvinde. Hvis smerterne ikke forsvinder, vil vi drøfte den videre behandling, til din kontrolsamtale 3 mdr. efter operationen.I svære tilfælde af nedsynkning i underlivet, kan det i enkelte situationer være nødvendigt at tilbyde en operationsmetode, hvor samleje efterfølgende ikke længere er muligt. Dette er meget sjældent og er altid efter klar aftale og ønske fra patienten.

 

Inkontinens

Nogle patienter har allerede før operationen oplevet ufrivillig vandladning, mens andre patienter

oplever dette problem som noget nyt. Nogle patienter kan efter operationen opleve ufrivillig vandladning ved host, nys og bevægelse. Det skyldes, at nedsynkningen i skeden tidligere kan have skjult dette problem.

Hvis den ufrivillige vandladning ikke forsvinder, vil vi drøfte dine behandlingsmuligheder ved kontrolsamtalen 3 måneder efter operationen.

 

Kontrol

Du vil i din e-Boks modtage en tid til 3 mdr.´s kontrol efter din operation. Kontrollen varetages i vores sygeplejerske- eller lægeambulatorium, og kan være både telefonisk eller som fysisk fremmøde i afdelingen.

 

Kontakt

 

Svendborg:

 

Urogynækologisk Ambulatorium på tlf. 65 41 11 06 ved spørgsmål, eller ønske om at aflyse/ændre din operationsdato.

 

Afsnittet "Forberedelse og Opvågning" Svendborg Sygehus på tlf. 63 20 52 52 ved aflysning af din operation på selve dagen.

 

 

Odense:

 

Urogynækologisk Ambulatorium på tlf. 65 41 11 06 ved spørgsmål, eller ønske om at aflyse/ændre din operationsdato.

 

Gynækologisk Afsnit i Odense på tlf. 65 41 23 36 ved tvivlspørgsmål i forbindelse med din operation i Odense eller Svendborg (hele døgnet).

 

 

 

Huskeliste - når du skal opereres for nedsynkning

 

Forud for din operation:

☐ Køb medicin til udtømning af tarm, smerter og forstoppelse, til brug i forbindelse med dit operationsforløb:

 

  • Tabl. Panodil/Pinex/Pamol á 500 mg.
  • Tabl. Ipren/Ibumetin/Ibuprofen á 200 mg.
  • Tabl. Magnesia á 500 mg.
  • Klyx lavement.

 

☐ Hold pause med evt. blodfortyndende medicin eller medicin mod sukkersyge, hvis dette er aftalt til

din forundersøgelse.

☐ Hold pause med naturmedicin og kosttilskud 2 uger før din operation.

 

☐ Planlæg transport til og fra hospitalet på operationsdagen.

☐ Planlæg med familie, hvis du efter operationen har brug for deres støtte og overnatning.

 

☐ Blodprøvetagning på nærmeste sygehus eller ved din egen læge, hvis dette er aftalt til din

forundersøgelse.

 

Hverdagen før din operation:

☐ Vi ringer til dig hverdagen før din operation mellem kl. 10-14. Vi oplyser dig om mødetidspunkt til din operation.

 

Dagen før din operation:

☐ Klip kønsbehåringen kort til under 1 cm i længden.

☐ Tag Klyx lavement. Følg den udleverede vejledning.

 

Operationsmorgenen:

☐ Faste 6 timer før fremmødet til operation.

☐ Tørste 2 timer før fremmødet til operation.

 

☐ Tage et brusebad inkl. hårvask (må gerne foretages aftenen før operationen).

☐ Fjern smykker og piercinger.

☐ Fjern makeup.

 

☐ Medbring din vanlige medicin.

☐ Informér sygeplejersken, hvis du har været indlagt eller er startet ny medicin.

 

 

 

 

APPFWU01V