Skip til primært indhold

Nedsynkning af skedetoppen - Kikkertoperation  

Nedsynkning af skedetoppen - Kikkertoperation

I denne patientinformation kan du læse om forløbet i forbindelse med din operation for nedsynkning.

Det er vigtigt, at du føler dig tryg og velinformeret om din forestående operation. Samtalen med lægen, sygeplejersken og denne informationspjece skal tilsammen sikre dette. Hvis du fortsat mangler information eller har spørgsmål, er det vigtigt at du kontakter Urogynækologisk Ambulatorium på tlf. 65 41 11 06.

 

Hvad er nedsynkning

Nedsynkning forekommer hyppigt. Nedsynkning er en betegnelse for fremfald af eksempelvis blære, endetarm eller livmoder, som giver tyngde eller ubehag i skeden.

Dette kan skyldes, at vævet i skedevæg og bækkenbund er blevet slapt eller ødelagt.

 

Ved nedsynkning af skedetoppen skyldes dette ofte en tidligere fjernelse af livmoderen. Uden livmoderen, kan skedetoppen mangle sit vanlige bindevævsophæng i underliv og bækken. Ofte opstår nedsynkning dog som følge af en kombination af arvelighed og/eller flere forskellige belastninger. Dette kan omhandle tidligere fødselsskade, tungt arbejde, forstoppelse, kronisk hoste, overvægt eller hormonmangel i vævet.

 

Operation af en nedsynkning er effektiv, men der er en risiko for at du kan udvikle symptomerne på ny. Det er derfor vigtigt, at du efter operationen og fremadrettet tænker på at mindske belastninger som tungt arbejde, forstoppelse, hoste osv.

 

Forberedelse før operationen

Du har været til forundersøgelse i Gynækologisk Ambulatorie.

Vi har planlagt dit operationsforløb og orienteret dig om mulige komplikationer og den efterfølgende sygemeldings- og rekreationsperiode.

 

Du vil modtage en indkaldelse med din operationsdato i din e-Boks eller med et brev.

 

Du skal møde fastende på Gynækologisk Afsnit i Odense. Adressen står i indkaldelsesbrevet.

 

Operationen foretages som dagkirurgi. Dagkirurgi betyder, at operationsforløbet er hurtigt og effektivt. Vi forventer derfor, at du kan gå hjem samme dag. Forbered dig alligevel på at afsætte hele dagen til operationen.

 

Pårørende

Du er i forbindelse med din operation velkommen til at have en pårørende med som støtte. Vær dog forberedt på, at der kan forekomme ventetid på din operation, og at der vil gå flere timer, før du er klar til at komme hjem. Der er et venteværelse tilknyttet afsnittet med mulighed for internet.

Huskeliste

På sidste side i denne informationspjece finder du en huskeliste, som kan hjælpe dig med at få et overblik over forberedelserne til dit operationsforløb.

 

Mit Sygehus

Som patient på Gynækologisk Afsnit kan du downloade app´en "Mit Sygehus". Her kan du finde kontaktoplysninger til vores afdelinger, se dine aftaler på hospitalet samt få relevant information om dit behandlings- og operationsforløb.

Sådan gør du:

Hent app'en "Mit Sygehus" til din smartphone eller Ipad - For apple-produkter (iOS) i App-store - For Android i Google Play. Vil du hellere bruge en PC/computer, kan vi via internetadressen: www.mit.rsyd.dk vælge at se "Mit Sygehus" i computerversion.

 

  • Vælg www.mit.rsyd.dk > Vælg Odense Universitetshospital
  • Vælg Gynækologisk Obstetrisk afdeling
  • Vælg forløbet Nedsynkning i underlivet
  • Første gang du logger på, skal du anvende Nem ID. Du kan ændre til dit eget brugernavn/kodeord.

 

 

Sådan forbereder du dig

 

Blodfortyndende medicin

Hvis du tager blodfortyndende medicin, f.eks. Persantin, Hjertemagnyl eller Marevan, vil lægen i

forbindelse med din forundersøgelse ofte planlægge en pausering med medicinen forud for din operation.

 

Sukkersyge

Hvis du har sukkersyge, vil du følge et særligt regime under din operation. Du vil ved forundersøgelsen og ved planlægningen af din operation få nærmere besked om, hvordan du skal forberede dig, eller om du skal pausere din medicin.

Undgå særlig smertestillende medicin og naturmedicin

Vi beder dig være tilbageholdende med smertestillende medicin med acetylsalicylsyre, f.eks. Treo,

Kodimagnyl, Aspirin, Idotyl eller lignende i ugen op til din operation. Medicinen påvirker blodets evne til at størkne, og kan øge risikoen for blødning ved din operation.

 

Naturmedicin og kosttilskud kan øge risikoen for komplikationer ved din operation. Vi anbefaler derfor, at du holder pause 2 uger før operationen.

 

Informér læge eller sygeplejerske på operationsdagen, hvis du har været indlagt, eller der er sket ændringer i din vanlige medicin siden forundersøgelsen.

Hvis du har spørgsmål om din medicin, eller har andre tvivlspørgsmål om din operation, er du naturligvis velkommen til at kontakte Urogynækologisk Ambulatorium på telefonnummer:

65 41 11 06.

 

Rygning og alkohol

Vi ønsker at sikre det bedste operationsforløb og undgå unødige komplikationer. Vi anbefaler at du er varsom med alkohol, og helt ophører rygning 6 uger før din operation. Se information fra

Sundhedsstyrelsen på www.sst.dk. Søg på: Rygning og operation samt Alkohol og operation.

 

 

Dagen før operationen

 

Faste

Du må spise mad og drikke mælkeprodukter indtil 6 timer før din operation. Du må drikke vand, saft,Juice (uden frugtkød), kaffe og the (med max 2 spsk. mælk) indtil 2 timer før operationen.

 

Det er vigtigt, at du overholder fastereglerne af hensyn til din sikkerhed under bedøvelsen. Operationen kan blive aflyst, hvis du ikke har fastet korrekt.

 

Hygiejne

For at forebygge infektion, skal du tage et grundigt bad på operationsdagen eller aftenen før din

operation. Husk at vaske dit hår og rense din navle omhyggeligt med sæbe.

Vi beder dig om selv klippe din kønsbehåring. Vær varsom med en barbérskraber, da dette kan påvirke eller skade huden. Ved brug af maskine, anbefaler vi klipning allerede flere dage før operationen, så risikerer du ikke sår og rifter i huden i forbindelse med din operation.

 

Ingen smykker eller makeup

Du må ikke bære smykker, piercinger eller makeup under operationen.

 

Klysma

Du skal tage et klysma (Klyx) dagen før din operation. Dette udrenser den nederste del af din

tarm. Tag Klysmaet i tidsrummet mellem kl. 15-19. Hvis du tager klysma sent om aftenen, kan det give uro i maven og påvirke din nattesøvn. Følg derfor vores udleverede vejledning om produktet.

På operationsmorgenen

 

Du skal møde fastende på Gynækologisk Afsnit i Odense.

Adresse ser du på indkaldelsespapirerne.

 

Du modtages af plejepersonalet og klargøres med operationstøj til operationen.

 

Medbring gerne toiletartikler, badekåbe, indesko og den medicin du plejer at få. Da der kan være ventetid, kan det være godt at medbringe en bog eller et ugeblad.

 

På operationsstuen

 

På operationsstuen møder du narkoselægen og den læge som skal operere dig.

Du bliver bedøvet ved at der lægges et lille plastikrør ind i håndryggen, hvor bedøvelsen sprøjtes ind.

Operationen foregår ved hjælp af kikkert. Kikkerten indføres gennem et to cm langt snit i navlen. Der laves yderligere små snit i huden på maven, for at kunne arbejde med instrumenter. For at skabe god oversigt fyldes luft (kultveilte) i bughulen. Skeden løftes op med påsyning af bindevævet, som hæftes på indersiden af bækkenet. Under operationen får du lagt et tyndt kateter i blæren. Dette fjernes almindeligvis kort tid efter operationens afslutning.

 

Efter operationen

 

Efter operationen køres du opvågningsafsnittet til observation. Når du er helt vågen og velbefindende, bliver du kørt tilbage til Gynækologisk Afsnit.

 

Op og i gang

For at mindske risikoen for komplikationer, er det vigtigt, at du kommer op at sidde og gå hurtigt efter

operationen.

 

 

Drik og spis

Efter operationen bør du drikke moderate mængder væske. Dette hjælper til at igangsætte din vandladning. For store væskeindtag kan derimod overfylde blæren og besværliggøre din blæretømning. Aftal dit væskeindtag med sygeplejersken.

 

Du må spise al slags mad. Mad og drikkevarer med højt indhold af protein styrker ophelingen af dit operationssår.

 

Vandladning og tarmfunktion

Efter operationen skal du forsøge at lade vandet inden der er gået 3-4 timer. Kontakt sygeplejersken, når du føler vandladningstrang. Vi måler dine vandladninger, og vi kontrollerer at du kan tømme blæren tilstrækkeligt efter operationen. Dette gøres ved at scanne huden på maven med en blærescanner.

Hvis du ikke kan lade vandet, eller hvis din blære tømmes utilstrækkeligt, vil sygeplejersken tømme din blære med et tyndt blærekateter. Enkelte patienter kan opleve et forbigående blæretømningsproblem efter operationen. Derfor oplæres enkelte patienter i at tømme blæren med et kateter i en kortere periode, indtil vandladningen er normaliseret.

 

Hav tålmodighed
Du kan komme hjem, når du har haft en normal vandladning over 150 ml., hvor der efterfølgende er målt en acceptabel rest-urin i blæren.

 

Det er vigtigt, at du i perioden efter operationen holder din afføring blød. Spis varieret kost og fiberrigt.

Det er normalt, at du først har afføring ca. 2 dage efter din operation.

 

Vi anbefaler, at du tager et mildt afføringsmiddel de første 4 uger efter operationen. Du kan evt. købe tablet Magnesia 500 mg. som håndkøbsmedicin. Justér dosis efter behov, 1-3 tabletter dagligt.

 

Det er vigtigt, at du fremadrettet fortsat forebygger forstoppelse. Forstoppelse og kraftigt pres mod operationssår og bækkenbund, kan være årsag til, at du udvikler nedsynkningssymptomer på ny.

 

Smerter

Du kan have trykken, ømhed og svie i underlivet efter operationen. Det er vigtigt, at du siger det til din

sygeplejerske, hvis du har smerter.

Smertestillende behandling og oplevelse af smertelindring øger dit velbefindende og din evne til at komme i gang igen efter operationen.

 

Vi anbefaler, at du i de første dage/uger efter operationen tager smertestillende medicin efter behov. Medicinen kan købes som håndkøbsmedicin. vi anbefaler, at du tager 2 tabletter paracetamol (f.eks. Pamol, Panodil eller Pinex) á 500mg., max. 4 gange dagligt. Dette kan du supplere med 2 tabletter Ibuprofen (f.eks. Ipren eller Ibumetin) á 200mg., max. 3 gange dagligt.

 

Hjem igen

Vi forventer, at du er velbefindende og klar til at tage hjem senere på eftermiddagen eller aftenen på operationsdagen.

Du skal selv lave en aftale om transport hjem efter din operation.

Du må gerne være alene hjemme efter operationen. Du kan også planlægge, at en pårørende er hos dig efter operationen.

 

 

 

Sygemelding og rekreationsperiode

Efter operationen skal du regne med en rekreationsperiode, så dine operationssår kan få tid til at hele. Du skal i de første 2-3 uger være opmærksom på ikke at overstrenge dig fysisk med tunge løft. Undlad sport, fysisk træning og cykling, og undlad havearbejde og tunge opgaver i hjemmet.

 

Vær opmærksom på sygemelding fra dit job og dine aktiviteter. Overstig ikke din smertegrænse. Du kan være mere træt end vanligt, og der kan være behov for at du hviler dig flere gange om dagen. Hvile kan mindske belastningen på underlivet og operationssåret.

 

Dit sygefravær fra jobbet er individuelt, og afhænger af arbejdets fysiske krav:

  • Kontorarbejde/let fysisk arbejde kan genoptages så snart du føler dig klar til dette.
  • Arbejde med løft kan genoptages efter 2 uger.
  • Arbejde med tunge løft bør først genoptages efter 3 ugers sygemelding.

 

Operationssår

Plastrene over operationssåret på din mave skal først fjernes 24 timer efter operationen. Sårene renses i forbindelse med brusebad. Vi anbefaler dagligt brusebad. Der skal umiddelbart ikke plastre på sårene igen. Undlad karbad, svømmehal og strandbad i 2-3 uger, indtil operationssåret er helet op.

 

Såret er syet med selvopløselige tråde, som forsvinder af sig selv.

Komplikationer

Ved enhver operation er der risiko for komplikationer. Efter denne operation kan der forekomme blærebetændelse. Dette behandles med antibiotika.

Der er desuden en lille risiko for, at der kan opstå blødning eller infektion i operationssårene. Enkelte patienter kan få en blodansamling bag såret. Ansamlingen forsvinder ofte af sig selv.

Opstår der infektion, vil du få antibiotisk behandling.

I meget sjældne tilfælde kan der i forbindelse med operationen komme læsioner af blære, urinleder eller tarm. Dette medfører et udvidet kontrolforløb, men vil sjældent give dig varige mén.

 

Hvis du efter operationen udvikler betændelse i operationssårene, og du oplever rødme omkring

sårene, feber og/eller tiltagende smerter, anbefaler vi, at du søger læge. Sker dette inden for det

første døgn, kan du kontakte Gynækologisk afsnit på tlf. 65 41 23 36.

 

Sex og samliv

Nedsynkningsgener i skeden kan for nogle kvinder have indflydelse på seksualiteten. Det er vigtigt, at du fortæller din partner, hvordan generne påvirker dig, din kropsoplevelse og jeres fælles seksualitet.

 

Efter din operation vil din nedsynkning i skeden forsvinde. Operationssårene skal hele, og vi

fraråder derfor samleje i 4 uger. Oplever du herefter ubehag eller smerter ved samleje, anbefaler vi brug af silikonebaseret glidecreme. Du og din partner kan også være opmærksomme på, at nogle samlejestillinger kan opleves mere skånsomme end andre.

 

Inkontinens

Nogle patienter har allerede før operationen oplevet ufrivillig vandladning. Andre patienter kan som noget nyt efter operationen opleve ufrivillig vandladning ved host, nys og bevægelse. Dette skyldes, at nedsynkningens tidligere tryk og afklemning af dit urinrør og blære, kan have skjult dette problem.

 

Hvis den ufrivillige vandladning ikke forsvinder, vil vi drøfte dine behandlingsmuligheder ved kontrolsamtalen 3 måneder efter operationen.

 

 

Kontrol

Du vil i din e-Boks modtage en tid til en kontrol 3 måneder efter din operation. Kontrollen varetages i vores sygeplejerske- eller lægeambulatorium og kan være både telefonisk eller som fysisk fremmøde i afdelingen.

 

Kontakt

 

Urogynækologisk Ambulatorium på tlf. 65 41 11 06 ved spørgsmål til eller ønsker om at aflyse/ændre din operation.

 

Gynækologisk Afsnit i Odense på tlf. 65 41 23 36 ved tvivlspørgsmål (hele døgnet).

 

 

 

 

 

HUSKELISTE - når du skal opereres for nedsynkning

 

Forud for din operation:

❍ Køb medicin til udtømning af tarm, smerter og forstoppelse, til brug i forbindelse med dit operationsforløb:

 

  • Tabl. Panodil/Pinex/Pamol á 500 mg.
  • Tabl. Ipren/Ibumetin/Ibuprofen á 200 mg.
  • Tabl. Magnesia á 500 mg.
  • Klyx lavement.

 

❍ Hold pause med evt. blodfortyndende medicin eller medicin mod sukkersyge, hvis dette er aftalt til

din forundersøgelse.

 

❍ Hold pause med naturmedicin og kosttilskud 2 uger før din operation.

 

❍ Planlæg transport til og fra hospitalet på operationsdagen.

❍Planlæg med familie/venner, hvis du efter operationen har brug for deres støtte og overnatning.

 

❍ Blodprøvetagning på nærmeste sygehus eller ved din egen læge, hvis dette er aftalt til din

forundersøgelse.

 

Hverdagen før din operation:

❍ Vi ringer til dig hverdagen før din operation mellem kl. 10-14. Vi oplyser dig om dit mødetidspunkt til din operation.

 

Dagen før din operation:

❍ Rens din navle med en vatpind og sæbe

❍ Klip din kønsbehåring helt væk

❍ Tag Klyx lavement. Følg den udleverede vejledning

 

Operationsmorgenen:

❍ Faste 6 timer før fremmødet til operation.

❍ Tørste 2 timer før fremmødet til operation.

 

❍ Tage et brusebad inkl. hårvask (må gerne foretages aftenen før operationen).

❍ Fjern smykker og piercinger.

❍ Fjern makeup.

 

❍ Medbring din vanlige medicin.

❍ Informér sygeplejersken, hvis du har været indlagt eller er startet ny medicin.

 

 

 

 

APPFWU02V