Skip til primært indhold

Kikkertundersøgelse og behandling i livmoderhulen i lokalbedøvelse -Svendborg

Myosure

Formålet med undersøgelsen er at finde eventuelle forandringer i livmoderens indre, f.eks. polypper eller muskelknuder, som kan være årsag til gener eller problemer med at opnå graviditet.

 

Forberedelse

 

Du må spise og drikke, inden du møder til undersøgelsen.

Du skal tage vanlig medicin, inden du møder.

Derudover bedes du tage tbl. Paracetamol 1000 mg og tbl. Ibuprofen 400 mg 1 time før mødetid forebyggende mod smerter.

Du må gerne have en pårørende med, hvis du ønsker det.

Indgrebet

 

Indgrebet tager mellem 15 og 30 minutter og udføres i lokalbedøvelse.

Du bliver lagt i almindeligt gynækologisk leje som ved en gynækologisk undersøgelse. Der bliver lagt lokalbedøvelse i din livmoderhals, og efter få minutter starter undersøgelsen / behandlingen.

Lægen fører en tynd kikkert gennem livmoderhalsen og med saltvand udvider man livmoderhulen, så man kan overskue forholdene.

Hvis der er forandringer der kræver behandling, udføres denne om muligt.

 

Efter indgrebet

 

Normale følger

 

Da undersøgelsen foregår ambulant, forventer vi, at du kan gå hjem umiddelbart efter undersøgelsen.

 

Smerter

 

De fleste oplever lette smerter de første dage. Det anbefales at have håndkøbsmedicin i hjemmet.

 

Blødning

 

Hvis der i forbindelse med undersøgelsen er blevet fjernet, f.eks. en polyp kan der være lidt blødning i et par dage. Ellers vil der kun være lidt blodigt udflåd, der forsvinder i løbet af en uges tid.

For at undgå underlivsbetændelse, bør du undgå tamponer, karbad, svømmehal og lign., så længe der

er farvet udflåd. I samme periode bør du undlade samleje.

Komplikationer

 

Inden for de første uger kan der i få tilfælde ses kraftig blødning og/eller underlivsbetændelse.

Skulle du få stærke smerter, feber over 38, meget ildelugtende udflåd eller blødning stærkere end menstruation skal du kontakte en læge. Hvis disse symptomer opstår inden for det første døgn, skal du kontakte:

 

Gynækologisk afdeling, Svendborg sygehus på tlf. 6320 2000

 

Hvis dette sker senere, skal du kontakte egen læge eller vagtlægen.

 

Sygemelding

 

Der er som regel ikke behov for sygemelding.

 

Kontrol

 

Hvis der er blevet fjernet noget væv, sendes det til mikroskopisk undersøgelse.

Du får svar på dette som digital post i din E-boks i løbet af 4 uger.

Det aftales, om der er behov for kontrol i Gynækologisk Ambulatorium.

 

 

APPFWU02V