Skip til primært indhold

Fjernelse af muskelknuder i livmoderen

Du er blevet indstillet til fjernelse af muskelknuder i livmoderen ved dit besøg i gynækologisk ambulatioium .

 

Du får tilsendt din operationsdato i e-Boks. I denne patientinformation finder du de vigtigste informationer i forbindelse med din operation.

 

Du skal føle dig tryg og velinformeret om din forestående operation og dens mulige komplikationer. Samtale med læge, sygeplejerske samt denne patientinformation skal tilsammen sikre dette. Hvis du mangler information eller har spørgsmål til operationen, er det vigtigt, at du siger det til os, så vi kan give dig den information, du mangler.

 

Hvad er muskel knuder?

Muskelknuder - også kaldet fibromer, er bindevævsknuder, der udgår fra muskelvævet i livmoderens væg. Størrelsen på muskelknuderne og væksthastigheden varierer meget. De kan være på størrelse med en ært eller vokse til 10 cm eller mere. Der ses ofte flere muskelknuder ad gangen, og de kan være placeret forskellige steder på livmoderen. Fjernelse af muskelknuder i livmoderen foretages under fuld bedøvelse.

 

Information om operationen

Det foregår under fuld bedøvelse, så vi beder dig venligst om at læse patientinformationen "Bedøvelse og fasteregler". Her kan du blandt andet læse om reglerne for faste inden operationen.

 

Operation kort fortalt

Operationen foregår ved hjælp af kikkert eller robotkirurgi, som er skånsomme operationsmetoder, hvor du hurtigt kommer dig efter. De foregår ved hjælp af et operationskamera og instrumenter, der føres ind gennem bughulen. Herigennem kan lægen både undersøge organerne og foretage operationen. Ved robotkirurgi er det lægen, der styrer instrumenterne via robotten. Metoderne er som regel mere præcise end åben kirurgi, de giver mindre risiko for infektion, og de efterlader kun små ar i bugvæggen. Hvis det er nødvendigt at lave et tværsnit, laver lægen et såkaldt bikinisnit på tværs af maven langs kanten af kønsbehåringen.

 

 

Mulige komplikationer.

Ved enhver operation er der risiko for komplikationer. Det kan dreje sig om blødning, infektion ved indstikstederne i huden, lunge- eller blæretændelse eller skader på de omkringliggende organer. Overvægtige har en øget risiko for komplikationer.

 

Rygning og alkohol

Vi anbefaler, at du er varsom med at drikke alkohol op til din operation og helt undlader at ryge 6 uger før operationen. Det er kendt, at patienter, der ryger eller har et alkoholmisbrug, har en øget risiko for komplikationer.

 

Blodfortyndende medicin

Hvis du tager blodfortyndende medicin, f.eks. Persantin, Hjertemagnyl eller Marevan, vil lægen i forbindelse med din forundersøgelse ofte planlægge en pausering med medicinen forud for din operation.

 

Sukkersyge

Hvis du har sukkersyge, skal du følge et særligt regime både før, under og efter din operation. Du vil få nærmere besked om, hvordan du skal forberede dig til din operation, eller om du skal holde pause med din medicin. Patienter med sukkersyge har en øget risiko for komplikationer.

 

Undgå særligt

Vi beder dig være tilbageholdende med smertestillende medicin, der indeholder acetylsalicylsyre, såsom Treo, Kodimagnyl, Aspirin, Idotyl og lignende, i ugerne op til din operation. Denne medicin påvirker blodets evne til at størkne, hvilket øger risikoen for blødning under operationen.

 

Derudover kan mange naturmidler og kosttilskud, såsom fiskeolie, gingo og ginseng, øge risikoen for komplikationer under operationen. Vi anbefaler derfor, at du holder pause med disse i 2 uger før din operation.

 

 

Dagen før din operation

 

Faste

Du skal faste forud for din operation.

Du må spise mad og drikke indtil 6 timer før dit fremmøde på Gynækologisk Afsnit.

Du må drikke vand, saft, kaffe og the indtil 2 timer før, dit fremmøde på Gynækologisk Afsnit.

Du må IKKE ryge eller tygge tyggegummi 2 timer før din operation.

 

Det er vigtigt, at du overholder fastereglerne af hensyn til din sikkerhed under bedøvelsen. Operationen kan blive aflyst, hvis du ikke har fastet korrekt.

 

Hygiejne

Du skal tage et brusebad om morgenen eller aftenen før din operation. Husk at vaske dit hår og rense din navle med sæbe og en vatpind. Du må ikke bære smykker, piercinger, makeup eller neglelak på hænder og fødder under operationen. Du bedes barbere eller klippe kønsbehåringen ned til maksimalt 1 cm. Behåringen omkring skedeindgangen skal også være trimmet.

Klysma

Du skal købe det anbefalede klysma/lavement på apoteket og tage det eftermiddagen eller aftenen før din operation. Dette udrenser den nederste del af din tarm.

 

 

 

 

 

På operationsdagen

 

Medicin

Du skal om morgenen kl. 06 tage 2 stk Magnesia a 500 mg.

 

Du skal møde fastende på Gynækologisk Afsnit. Du vil få udleveret operationstøj og et par støttestrømper. Strømperne mindsker risikoen for blodpropper. Når operationstidspunktet nærmer sig, vil du blive kørt på operationsgangen. Da der kan forekomme ventetid, kan det være godt at medbringe noget at læse eller anden underholdning. Der er trådløst internet tilgængeligt på sygehuset.

 

Informér sygeplejersken, hvis du siden forundersøgelsen har oplevet sygdom, været indlagt på hospitalet eller hvis der er ændringer i din medicin.

 

Du skal låse dine værdigenstande inde i dit sengebord og sætte nøglen fast i lagnet under din hovedpude

 

Vi beder dig lade vandet, inden du bliver kørt ned på operationsgangen. Når du bliver kørt til operationsgangen, må du ikke have kontaktlinser på. Du må dog gerne beholde eventuelle briller, høreapparat og tandprotese.

Efter operationen

Efter operationen kommer du på vores opvågningsafsnit, hvor du ligger i cirka 2 timer. Efterfølgende bliver du flyttet tilbage til Gynækologisk Afsnit.

 

Op og i gang

For at mindske risikoen for komplikationer er det vigtigt, at du kommer op og går hurtigt efter operationen.

 

Drik og spis

Efter operationen bør du drikke ca. 2 liter væske i døgnet. Det er vigtigt, at du også kommer i gang med at spise. Du må spise al slags mad. Mad og drikke med et højt indhold af protein, som f.eks. proteindrikke, mælkeprodukter, ost, kød, bønner m.m., styrker din opheling af operationssår og mindsker risikoen for komplikationer.

 

Smerter

Det er normalt, at der kan forekomme lette smerter i maven og skulderen et par dage, som lindres med smertestillende håndkøbsmedicin og varmepude. Som regel er sårene i maven syet med selvopløselige tråde, som forsvinder af sig selv. Såfremt trådene ikke er opløst 14 dage efter operationen, anbefaler vi, at disse fjernes hos egen læge. Plastrene på maven må fjernes 24 timer efter operationen. Ved bikinisnit er der brugt agraffer, som skal fjernes hos egen læge efter 7 dage.

 

Genoptag egen medicin efter operationen

Hvis du vanligt får blodfortyndende medicin, skal du aftale med lægen, hvornår din medicin skal genoptages efter operationen. Tager du vanligt medicin, og er du i tvivl om, hvornår du skal genoptage dette efter operationen, så spørg din sygeplejerske.

 

 

 

Hjem

 

Er operationen forløbet normalt, bliver du udskrevet samme dag. Er der lavet et tværsnit, vil du typisk være indlagt en dag mere. Det kan være en god idé at have en pårørende til at ledsage dig. Du skal selv lave aftale om transport hjem efter din operation. Du må ikke køre hjem selv, da du har været i fuld bedøvelse. Du må gerne være alene hjemme efter operationen, eller du kan også planlægge, at en pårørende er hos dig derhjemme.

 

 

Smertebehandling efter operationen

Vi anbefaler, at du tager smertestillende medicin efter behov efter din operation. Medicinen kan købes som håndkøbsmedicin. Du anbefales at tage 2 tabletter Paracetamol (f.eks. Pamol, Panodil eller Pinex) á 500 mg, maks. 4 gange dagligt. Dette kan suppleres med 2 tabletter Ibuprofen (f.eks. Ipren) á 200 mg, maks. 3 gange dagligt.

 

Tarmfunktion og vandladning

Det er vigtigt, at din afføring holdes løs. Spis varieret og fiberrig kost. Du kan desuden tage afføringsmiddel ved behov. Vi anbefaler 2 tabletter Magnesia á 500 mg, maks. 2 gange dagligt. Det er normalt, at du først har afføring igen ca. 2 dage efter din operation. Du skal reagere, hvis du får symptomer på urinvejsinfektion, såsom hyppig vandladning, uklar urin, ildelugtende urin, generel ubehag og smerter samt feber. Hvis du får tegn på urinvejsinfektion, bør du kontakte din egen læge.

 

Seksualitet og samliv

Du må have samleje, når du har lyst. ved bikini snit anbefaler vi at samleje ungåes i 6 uger efter operationen. Graviditet frarådes de første 6 måneder efter

operationen.

 

 

Forebyggelse af infektion

Plastrene over operationssårene på maven skal først fjernes 24 timer efter operationen. Sårene soigneres i forbindelse med brusebad. Der skal ikke plastre på igen. Vi anbefaler dagligt bad.

 

For at undgå infektion i operationsårene tilråder vi, at du undlader at besøge svømmehal, bade i havet og tage karbad i 2 uger efter operationen.

 

Sygemelding og rekreationsperiode

Vi anbefaler en sygemelding på 2-3 uger. Ved bikinisnit 3 uger. De første par uger efter operationen vil du føle dig mere træt end normalt. Du må være fysisk aktiv op til smertegrænsen, så det er vigtigt, at du selv mærker efter. Ved bikinisnit bør du undgå at løfte tunge ting (mere end 10 kg) de første 4 uger.

 

Huskeliste - når du skal have fjernet muskelknuder i livmoderen ved kikkertoperation.

 

Forud for operationen:

 

❍ Du skal købe medicin mod smerter og forstoppelse til brug i forbindelse med din operation:

 

  • tabl. Panodil/Pinex/Pamol á 500 mg.
  • tabl. Ipren/Ibumetin/Ibuprofen á 200 mg.
  • tabl. Magnesia á 500 mg.
  • Klyx 120 ml

 

❍ Hold pause med evt. blodfortyndende medicin eller medicin mod sukkersyge, hvis dette er aftalt til din forundersøgelse.

 

❍ Planlæg transport til og fra hospitalet på operationsdagen.

 

❍ Planlæg med familie/venner, hvis du efter operationen har brug for deres støtte og overnatning i dit hjem.

 

❍ Planlæg sygemelding fra evt. arbejdsplads.

 

❍ Blodprøvetagning på OUH, nærmeste sygehus eller ved din egen læge, hvis dette er aftalt til din forundersøgelse.

 

Dagen før operationen:

 

❍ Vi ringer til dig, hverdagen før din operation mellem kl. 10-14. Vi oplyser dig om mødetidspunktet til din operation.

❍ Klip kønshårene til < 1="" cm.="" i="">

❍ Tag Klyx i tidsrummet kl. 14-20.

 

 

Operationsmorgenen:

 

❍ Faste 6 timer før fremmødet på Gynækologisk Afsnit.

❍ Tørste 2 timer før fremmødet på Gynækologisk Afsnit.

❍ Tag tablet Magnesia 500 mg, 2 stk. kl. 6.00

 

❍ Tag et brusebad inklusive hårvask og rens din navle med en vatpind og sæbe.

 

❍ Fjern smykker og piercinger.

❍ Fjern neglelak og makeup.

 

❍ Medbring din vanlige medicin.

❍ Informér sygeplejersken, hvis du har været indlagt eller er startet ny medicin.

 

 

 

APPFWU02V