Medicinsk behandling af tilgrundegået graviditet
Under indlæggelse
I denne patientinformation kan du læse om Medicinsk behandling af tilgrundegået graviditet indtil 13 uger og 5 dage.
Det er vigtigt, at du føler dig tryg og velinformeret om dit forestående forløb. Samtalen med lægen og sygeplejersken og denne informationspjece skal tilsammen sikre dette. Hvis du fortsat mangler information eller har spørgsmål, er det vigtigt at du kontakter Gynækologisk Ambulatorium.
Der kan være flere grunde til, at man skal have en medicinsk behandling af tilgrundegået graviditet. I nogle tilfælde er graviditeten gået til grunde, uden kroppen har reageret på dette. I andre tilfælde skyldes det, at man ved ultralydsscanning kan se, at graviditeten ikke er levedygtig eller fostret ikke lever længere.
Tilgrundegået graviditet er hyppig i graviditetens første 3 måneder og skyldes i mange tilfælde fejl i fostrets udvikling, men det kan være vanskeligt at finde ud af, hvorfor det netop er sket for dig. Der kan også være taget blodprøver, som viser, at graviditetshormonet i blodet falder. I andre tilfælde har man selv aborteret, men hvor der fortsat er graviditetsvæv i livmoderen.
Når graviditeten er gået til grunde, men ikke er blevet udstødt, kan der gå flere dage til uger før livmoderen tømmer sig. Dette kan medføre langvarige blødninger og risiko for underlivsbetændelse.
Medicinsk behandling: Forberedelse
Efter en gynækologisk undersøgelse og samtale skal du indtage 1 tablet Mifegyne, 200 mg, som vil stoppe graviditetens udvikling. Du kan begynde at bløde og evt. få menstruationssmerter allerede dag 1 eller dagen efter. Du får taget en blodprøve til bestemmelse af din blodtype.
Ved misdannelser sker indlæggelsen 24-96 timer efter indtagelse af Mifegyne.
Ved en tilgrundegået graviditet sker indlæggelsen 10-48 timer efter indtagelse af Mifegyne.
Du bedes møde til indlæggelse på Gynækologisk afdeling.
Indgang 55, 5 sal d. _______ Kl.________
Under indlæggelsen
Under indlæggelsen får du udleveret tabletter (Cytotec), som du skal oplægge i skeden. Cytotec giver sammentrækninger af livmoderen, så den tømmer sig, og du aborterer. Dette kan give smerter og blødning. Blødningen kan sammenlignes med en menstruation, men vil være kraftigere og under tiden meget kraftig med store klumper. Du skal medbringe bækken ved toiletbesøg. Dette gør det muligt for personalet at vurdere, om du har aborteret. Det er meget individuelt, hvor lang tid der går, før aborten sker.
Udskrivelse
Du kan forvente at blive udskrevet 1-2 timer efter aborten, hvis du er velbefindende og ikke bløder kraftigere end ved menstruation.
Rhesusimmunisering ved blodtypen rhesusnegativ
I forbindelse med den medicinske behandling af tilgrundegået graviditet, kan det blive nødvendigt at give dig Rhesonativ, hvis du er rhesusnegativ og har været gravid i 12 uger eller mere. Rhesonativ er en type medicin, som beskytter imod at dit immunforsvar aktiveres på en uhensigtsmæssig måde (rhesusimmunisering). Dette vil i nogle tilfælde skade et fremtidigt foster ved en ny graviditet. Rhesonativ gives som en indsprøjtning og denne har sjældent bivirkninger.
Restriktioner efter udskrivelsen
For at undgå infektion frarådes brugen af tampon, menstruationskop, karbad og svømmehal, indtil blødningen er ophørt. Du kan genoptage samlivet, når du føler dig parat til det. Så lang tid du bløder, anbefaler vi, at du bruger kondom. Du kan forvente at bløde med vekslende, men aftagende styrke i omkring 3 uger. Det er normalt at have pletblødning i op til 6 uger. Den første menstruation efter aborten forventes efter ca. 6 uger. Den er ofte kraftigere end din normale menstruation.
Sygemelding
Du skal regne med at være sygemeldt den dag, du aborterer. Nogle har behov for sygemelding et par dage mere.
Komplikation
Der kan i sjældne tilfælde tilstøde underlivsbetændelse med feber og smerter. Skulle du få stærke smerter, feber over 38, meget ildelugtende udflåd eller blødning stærkere end menstruation, skal du kontakte en læge.
Hvis disse symptomer opstår inden for det første døgn, skal du kontakte Gynækologisk Ambulatorium, Odense mellem kl. 8-15 på 65 41 11 06. Uden for åbningstiden kan Gynækologisk Sengeafsnit kontaktes på 6541 2336.
Hos ca. 5 % kan det blive nødvendigt at foretage en udskrabning efterfølgende. Årsagen er som regel meget kraftig blødning og mangelfuld tømning af livmoderen, og dermed en ufuldstændig abort.
Efter udskrivelse
I de fleste tilfælde er kontrol ikke nødvendigt. Vi anbefaler, at du går til din egen læge 1-2 uger efter aborten til opfølgende samtale.
Efterreaktion
Oplevelsen af tilgrundegået graviditet kan medføre mange reaktioner hos både dig og din partner. Vi anbefaler at booke en tid hos egen læge og få en snak om jeres oplevelse, og om hvordan I kommer godt videre.
Håndtering af fostervævet
Som udgangspunkt destrueres fostervævet med andet biologisk materiale. Du kan også vælge, om du ønsker nedgravning af fostervævet, eller om sygehuset skal kremere fostervævet sammen med andre og nedsættes i fælles urne. Det er vigtigt, at dette aftales med plejepersonalet, når du møder til indlæggelsen.
Hvis graviditeten er gået til grunde efter nakkefoldsscanningen eller konstateret misdannelser, er der mulighed for genetisk udredning.
SMS-påmindelser
Hvis du har været booket til graviditetskontroller, vil disse blive aflyst. De kan være aflyst med kort varsel, hvorfor du i nogle tilfælde vil modtage en SMS med påmindelse om din tid. Dette skal du se bort fra.
|
Kontakt Gynækologisk Obstetrisk Afdeling 65 41 11 06 Skriv til os på www.ouh.dk/post-ksf |
|
pinfoOUH-1692381289-344 164270 | 03.08.2026 |