Medicinsk behandling af tilgrundetgået graviditet - ambulant
I denne patientinformation kan du læse om forløbet Medicinsk behandling af tilgrundegået graviditet - ambulant.
Det er vigtigt, at du føler dig tryg og velinformeret om dit forestående forløb. Samtalen med lægen og sygeplejersken og denne informationspjece skal tilsammen sikre dette.
Hvis du fortsat mangler information eller har spørgsmål, er det vigtigt, at du kontakter Gynækologisk Ambulatorium.
Medicinsk behandling
Der kan være flere grunde til, at man skal have en medicinsk behandling af tilgrundegået graviditet. I nogle tilfælde er graviditeten gået til grunde, uden kroppen har reageret på dette. Man kan ved ultralydsscanning se, at graviditeten ikke er levedygtig, eller at fostret ikke lever længere.
Tilgrundegået graviditet er hyppig i graviditetens første 3 måneder og skyldes i mange tilfælde fejl i fostrets udvikling, men det kan være vanskeligt at finde ud af, hvorfor det netop er sket for dig. Det kan være, at scanningen har vist, at fostret ikke er længere er levedygtigt. Der kan også være taget blodprøver, som viser, at graviditetshormonet i blodet falder. I andre tilfælde har man selv aborteret, men hvor der fortsat er graviditetsvæv i livmoderen. Der kan også være taget blodprøver, som viser, at graviditetshormonet i blodet falder. I andre tilfælde har man selv aborteret, men hvor der fortsat er graviditetsvæv i livmoderen.
Medicinsk behandling: Forberedelse
Efter en gynækologisk undersøgelse og samtale, skal du indtage 1 tablet Mifegyne, 200 mg, som vil stoppe graviditetens udvikling. Du kan begynde at bløde og evt. få menstruationssmerter allerede på dag 1 eller dagen efter. Du får taget en blodprøve til bestemmelse af din blodtype.
Selve aborten
Du får udleveret 4 stk. Cytotec, som du selv skal oplægge dybt i skeden 10-48 timer efter indtagelsen af tablet Mifegyne. Vi anbefaler, at du gør det fra morgenstunden, så du får den kraftige blødning i dagtiden. Vi anbefaler også, at du har en voksen hos dig, mens du aborterer.
Cytotec vil få livmoderen til at trække sig sammen og dermed tømme sig. Tabletterne kan give lidt kvalme, diarré og sjældent opkastninger. Du skal sørge for at have indkøbt store bind.
Livmoderens sammentrækninger giver kraftige menstruationslignende smerter. Du skal selv indkøbe smertestillende medicin (se udleverede Smertebehandlingsark), som vi anbefaler, at du tager umiddelbart efter, du har oplagt Cytotec.
4-6 timer efter tabletterne er oplagt i skeden, vil de fleste have aborteret, men der kan gå længere tid.
At du har aborteret, vil vise sig ved, at smerterne og blødningen aftager. Blødningens styrke afhænger af, hvornår din graviditet stoppede med at udvikle sig. Du kan forvente at bløde med vekslende, men aftagende styrke i omkring 3 uger. Det er normalt at have pletblødning i op til 6 uger. Den første menstruation efter aborten forventes efter ca. 6 uger. Den er ofte kraftigere end din normale menstruation.
|
vigtigt |
|
Hvis du efter første menstruation oplever uregelmæssig blødning eller pletblødning, skal du kontakte din egen læge med henblik på en henvisning til Gynækologisk ambulatorium. Hvis du bløder meget kraftigt (bløder igennem to store natbind inden for én time), skal du kontakte sekretariatet på Gynækologisk Afdeling. Det samme gælder, hvis du har voldsomme smerter, eller hvis aborten ikke er gået i gang (du ikke har blødt) 3-4 dage efter, at du har lagt Cytotec i skeden. Sekretariatet kan kontaktes telefonisk på hverdage mellem kl. 8.00 og 15.00. Ved akut behov uden for åbningstid skal du kontakte Gynækologisk Sengeafsnit på telefon 65 41 23 36. |
Hos ca. 5 % kan det blive nødvendigt at foretage en udskrabning efterfølgende. Årsagen er som regel meget kraftig blødning og mangelfuld tømning af livmoderen, og dermed en ufuldstændig abort.
Restriktioner efterfølgende
For at undgå infektion fraråder vi brug af tampon, menstruationskop, karbad og svømmehal, indtil blødningen er ophørt. Du kan genoptage samlivet, når du føler dig parat til det. Så lang tid du bløder, anbefaler vi brug af kondom.
Sygemelding
Du skal regne med at være sygemeldt den dag, du aborterer. Nogle har behov for sygemelding et par dage mere.
Komplikationer
Der kan i sjældne tilfælde tilstøde underlivsbetændelse med feber og smerter. Skulle du få stærke smerter, feber over 38, meget ildelugtende udflåd eller blødning kraftigere end en menstruation, skal du kontakte en læge. Hvis disse symptomer opstår inden for det første døgn, skal du kontakte Gynækologisk Ambulatorium i Odense på 65 41 11 06 mellem kl. 8-15. Uden for åbningstiden kan Gynækologisk Sengeafsnit kontaktes på 65 41 23 36.
Efterreaktion
Oplevelsen af tilgrundegået graviditet kan medføre mange reaktioner hos både dig og din partner. Vi anbefaler derfor at booke en tid hos egen læge og få en snak om jeres oplevelse, og hvordan I kommer godt videre.
SMS-påmindelser
Hvis du har været booket til graviditetskontroller, vil disse blive aflyst. De kan være aflyst med kort varsel, hvorfor du i nogle tilfælde vil modtage en SMS med påmindelse om din tid. Dette skal du se bort fra.
|
Kontakt Gynækologisk Obstetrisk Afdeling 65 41 11 06 Skriv til os på www.ouh.dk/post-ksf |
|
pinfoOUH-1692381289-343 164271 | 03.08.2026 |