Skip til primært indhold

Lichen planus

Lichen planus er en kronisk betændelsessygdom som rammer hud og slimhinder.

Sygdommen kan optræde overalt i huden, negle, slimhinden i munden og slimhinderne på kønsdelene. Det er en autoimmun sygdom, dvs. at sygdommen opfører sig som en

betændelsestilstand, hvor din krop nedbryder dit eget væv.

 

Hos langt de fleste kvinder kender vi ikke årsagen til sygdommen. Sygdommen opstår som regel i 30-60 års alderen.

 

Symptomer

Du kan opleve symptomer fra både hud og slimhinder.

 

Lichen planus ses på de ydre kønsdele, men kan brede sig op i skeden og rundt om endetarmsåbningen. Du kan opleve svie, brændende fornemmelse og kløe, ligesom sygdommen kan give sårdannelse og rifter, der kan give røde, ømme områder. Nogle kvinder oplever en forsnævring i og ved skedeindgangen.

 

I huden kan ses små, flade, rødlilla knopper i forskellige størrelser. De sidder ofte på indersiden af håndled og underarme, men kan ramme huden overalt på kroppen. Forandringerne kan i perioder forårsage stærk kløe.

 

Sygdommen kan også ramme slimhinderne i munden. Dette kan medføre sårdannelse eller smertefuldt rødt tandkød med et hvidt kniplingslignende netværksmønster. Du kan opleve svie og brændende følelse i munden, mens du i andre perioder kan være symptomfri.

Halvdelen af alle kvinder med lichen planus har symptomer både fra hud og slimhinder.

 

Smitte

Tilstanden smitter ikke.

 

Diagnose og behandling

Du får stillet diagnosen ved en læge. Ofte er det nødvendigt at tage en lille vævsprøve i lokalbedøvelse i forbindelse med din gynækologiske undersøgelse.

 

Sygdommen kan ikke forebygges eller kureres. Behandlingen kan dog nedsætte generne og forebygge yderligere arvævsdannelse i området.

 

Du vil tilbydes behandling med creme eller salve med binyrebarkhormon, som skal påføres efter et bestemt regime. Dette vil du blive orienteret om ved behandlingens begyndelse.

 

 

Hvis symptomerne svinder, kan du holde pause med behandlingen. Genoptag behandlingen igen, når symptomerne kommer igen. Det er vigtigt at behandle, når du har symptomer. Dette vil mindske

ubehag og forebygge forsnævring af skeden.

 

Herudover er det vigtigt at sikre god hudpleje med fugtbevarende cremer/olier som f.eks. Dr. Warming, Locobase, Warming Critical Care eller Ceridal lipolotion hudolie. Disse produkter fås ihåndkøb på apoteket eller via internettet.

 

Kontrol

Lichen planus er en kronisk lidelse og du tilbydes kontrol første gang efter 3-4 måneder for at vurdere effekten af behandlingen.

 

I ganske sjældne tilfælde kan der i det forandrede hudområde udvikles celleforandringer. Vi tilbyder en fremadrettet årlig rutinekontrol af sygdommen for at forebygge at dette ikke udvikles. Du er velkommen til at rette henvendelse før tid, hvis behandlingen ikke virker, eller du oplever nye gener eller ubehag ved sygdommen.

 

Sex og samliv

Lichen planus er en sygdom, som kan have stor indflydelse på dit sex- og samliv.

Det er vigtigt, at du og din partner får talt om sygdommen, og om hvordan sygdommen påvirker dig og jeres forhold. På den måde kan i sammen finde nogle løsninger, som fungerer for jer.

 

Vi anbefaler at anvende silikonebaseret glidecreme i forbindelse med samleje. Glidecremen kan afhjælpe eventuelle tørre og irriterede slimhinder i skeden og derved nedsætte belastningen af vævet under samleje.

Silikonebaseret glidecreme kan købes hos Matas samt i internetbutikker.

 

I forbindelse med samleje kan du og din partner også være opmærksomme på at nogle samlejestillinger kan være mere skånsomme og måske opleves mindre smertefulde end andre.

Hvis samleje er vanskeligt, skal I huske at seksualitet er meget andet end samleje.

Seksualitet kan også være at kysse, kæle med og røre ved hinanden, tage fælles bade eller bare ligge tæt sammen.

 

Hvis forsnævringen omkring skedeindgangen påvirker din vandladning eller generer ved seksuelt samliv, kan disse sammenvoksninger eventuelt opbrydes i lokal- eller fuld bedøvelse. Tal derfor med lægen, hvis et sådant behov eller ønske opstår.

 

Hvis du/I har gener i forhold til sex og samliv med behov for sexologisk rådgivning, kan du desuden bede om at blive henvist til afdelingens sexologiske ambulatorium.

 

 

 

APPFWU01V