Skip til primært indhold

Laserbehandling af kondylomer - Odense

 

I denne patientinformation finder du de vigtigste informationer i forbindelse med

laserbehandling af kondylomer.

 

Forberedelse

Indgrebet foretages i fuld bedøvelse. Vi beder dig derfor læse pjecen "Bedøvelse og fasteregler". I den kan du blandt andet læse om fasteregler.

 

For at undgå infektion bør du gå i bad om morgenen på operationsdagen. Navlen skal renses omhyggeligt.

 

Indgrebet

Varer ca. 30 minutter. Du bliver bedøvet ved, at der lægges et lille plastikrør ind i håndryggen, hvor bedøvemidlet sprøjtes ind. Mens du er bedøvet behandles kondylomerne med

laserstråler. Laserstrålerne bevirker, at kondylomerne visner og falder af.

 

Hvis kondylomerne er meget udbredte, kan det være nødvendigt med flere behandlinger.

 

Efter indgrebet

Tilser en sygeplejerske dig på hvilestuen og informerer dig om det videre forløb. Hvis du har en pårørende med, må personen gerne være hos dig på hvilestuen.

 

På grund af bedøvelsen må du ikke selv køre bil. Derfor skal du hentes af en pårørende.

I hjemmet skal der være en voksen person til stede det første døgn.

 

Normale følger

 

Smerter

Det er almindeligt, at der er let svie i sårene efter indgrebet. Du må gerne tage smertestillende håndkøbsmedicin, for eksempel Kodimagnyl eller Panodil. Følg anvisningen på glasset.

 

Du vil ved hjemsendelsen få udleveret lindrende gel til påsmøring af de behandlede områder. Er det behandlede område omkring endetarmen, anbefales brug af afføringsmiddel, for eksempel Magnesia (fås i håndkøb) for at hindre hård mave.

 

Blødning

Efter indgrebet kan der de første par timer være ganske lidt blødning. Senere kan der komme lidt brunlig sivning.

Infektion

For at undgå infektion fraråder vi karbad, svømmehal og havbad, til blødning og sivning er ophørt.

 

Hygiejne

Det anbefales, at du efter toiletbesøg skyller de behandlede områder med lunkent vand fra håndbruseren.

 

Sygemelding

Aftal det med lægen inden du udskrives. Sædvanligvis 1-2 dage.

 

Komplikationer

Såfremt der opstår komplikationer inden for de første 24 timer, kan du kontakte afdelingen. Herefter skal du kontakte din egen læge.

 

Forebyggelse

Kondylomer skyldes virus og kan smitte ved seksuel kontakt. Derfor skal din partner anvende kondom ved samleje, indtil du er smittefri.

 

Sædvanligvis aftales en kontrol hos egen læge eller i gynækologisk ambulatorium, for at lægen kan kontrollere, om kondylomerne er væk.

Så længe der er synlige kondylomer, smitter du.

 

Vær selv opmærksom på udbrud af nye kondylomer. Tal med egen læge i tilfælde af nye kondylomer.

 

APPFWU02V