Kræft i livmoderhalsen - åben operation
Åben radikal hysterektomi ved kræft i livmoderhalsen
I denne patientinformation finder du de vigtigste informationer i forbindelse med din operation for kræft i livmoderhalsen. Her kan du læse mere om operationen, og om hvad der kommer til at foregå, mens du er indlagt og i tiden efter. Ikke alle patienter og operationer er ens. Især ikke ved kræftsygdomme. Derfor kan dit forløb godt afvige fra det vi beskriver i denne pjece.
Informeret samtykke
Du skal føle dig tryg og velinformeret om det forestående indgreb og mulige komplikationer.
Du skal kende til andre lægeligt forsvarlige behandlingsmuligheder, og hvilke konsekvenser
det har, hvis du vælger ikke at blive opereret. Disse informationer har du fået ved forundersøgelsen i
ambulatoriet og gennem denne patientinformation. Hvis du mangler information, er det vigtigt at du
siger det til os, så vi kan give dig den information, som du mangler. Hvis du ikke har yderligere
spørgsmål, regner vi med, at du har givet dit samtykke til den foreslåede behandling.
Mulige komplikationer
Ved enhver operation er der risiko for komplikationer. De hyppigste ved denne operation er:
- Kortvarigt let feber efter operation, som ikke kræver behandling. Feberen kan dog skyldes en infektion, som skal behandles - for eksempel infektion i operationssåret, blærebetændelse eller lungebetændelse. Hvis du har sukkersyge, er overvægtig, har et stort alkoholforbrug eller ryger, har du en øget risiko for infektion.
- Du kan miste en del blod under operationen og få behov for blodtransfusion. Hvis du under ingen
omstændigheder ønsker blodtransfusion, skal du sige det til personalet inden operationen.
- I meget sjældne tilfælde kan der komme et lille hul på blære, tarm eller urinleder. Hvis det sker, bliver
hullet naturligvis blive syet sammen igen. Det kan forlænge din indlæggelse, men giver sjældent
varige mén.
- Enkelte kvinder får en blodansamling i toppen af skeden. Det kan medføre blødning fra skeden i
dagene efter operationen. Ved tegn på infektion bliver du behandlet med antibiotika.
- Nogle få får føleforstyrrelser i området omkring operationsarret. Føleforstyrrelserne forsvinder
normalt i løbet af nogle måneder.
- Alle større operationer medfører en risiko for blodprop i benene eller lungerne.
Om operationen - forberedelserne og tiden efter
Operationen - kort fortalt
Du bliver opereret i fuld bedøvelse. Vi beder dig derfor læse patientinformationen Når du skal bedøves.
I den kan du blandt andet læse om fasteregler. Selve operationen varer som regel 2-3 timer.
Operationen foregår gennem et tværsnit i maveskindet lige over kønsbehåringen.
Ved operation for kræft i livmoderhalsen fjernes livmoder, livmoderhals og i de fleste tilfælde det væv, der ligger ved siden af livmoderhalsen (parametrier) samt lymfeknuder i bækkenet.
Hvis du er kommet i overgangsalderen, anbefaler vi, at også æggeledere og æggestokke fjernes. Hvis
du ikke er kommet i overgangsalder, anbefaler vi fjernelse af æggelederne, men bevarelse af
æggestokkene såfremt de er normale.
Forberedelser før indlæggelsen
For at nedsætte risikoen for blødning under og efter operationen anbefaler vi, at du undgår smertestillende præparater, som indeholder acetylsalicylsyre så lang tid som muligt og mindst 3 dage før operationen.
Du skal undgå følgende præparater:
- Aspirin
- Hjertemagnyl
- Idotyl
- Kodimagnyl
- Magnyl
- Treo
Blodfortyndende medicin
Hvis du får blodfortyndende medicin, skal du tale med en læge fra Gynækologisk Afdeling, om du
eventuelt skal holde en pause med denne medicin.
Naturmedicin og kosttilskud kan øge risikoen for komplikationer ved din operation. Vi anbefaler derfor,
at du holder pause før operationen. Gerne 2 uger hvis muligt.
Sukkersyge
Hvis du har sukkersyge, vil du følge et særligt regime under din operation. Du vil ved forundersøgelsen
og ved planlægningen af din operation få nærmere besked om, hvordan du skal forbedrede dig og
om du skal pausere din medicin.
Rygning og alkohol
Vi ønsker at sikre det bedste operationsforløb og undgå unødige komplikationer. Vi anbefaler, at du er
tilbageholdende med alkohol, og helt ophører med rygning gerne 6 uger før din operation. Se
information fra Sundhedsstyrelsen på www.sst.dk. Søg på: Rygning og operation samt Alkohol og
operation.
Værd at vide ved indlæggelse
Ved indlæggelsen er det en god idé at medbringe toiletartikler, badekåbe, indesko, mobiltelefon og lader samt evt. læsestof.
Vi sørger som udgangspunkt for al din medicin under indlæggelsen. Får du imidlertid noget sjældent eller særligt medicin såsom øjendråber, inhalationsmedicin eller injektionsmedicin beder vi dig om at medbringe dette.
Du må gerne bruge mobiltelefon i afdelingen. Den skal være på lydløs i tidsrummet kl.
12-14.30 og efter kl. 21. Forlader du stuen, skal mobiltelefonen ligeledes være på lydløs.
Indlæggelsessamtale
Inden operationen bliver du indkaldt til en forberedelsesdag på Gynækologisk Ambulatorium. Her vil
der være samtale og forberedelse ved en sygeplejerske.
Du skal blandt andet have taget mål til støttestrømper, som du skal have på under operationen og du
skal have fjernet kønsbehåring.
Du kommer til at tale med en narkoselæge om bedøvelse og hvilken medicin, du skal tage om morgenen inden operationen.
Hvis du skal have fjernet lymfeknuder, kommer du også til at tale med en fysioterapeut. Hun vejleder i
forskellige øvelser for at undgå lymfødem.
Hjem efter samtale og vejledning
Du kan tage hjem i løbet af eftermiddagen og møde fastende på Gynækologisk Afsnit om morgenen på
operationsdagen. Tidspunktet aftaler du med personalet. Bor du langt fra hospitalet kan der arrangeres overnatning på OUHs Patienthotel. Ved ønske om dette kan du kontakte Forløbskoordinatoren, gerne i god tid.
Om aftenen før operationen vil du blive bedt om at tage et lavement til udrensning af den nederste del
af tarmen.
Aftenen før operationen eller om morgenen på selve operationsdagen skal du tage et grundigt bad. Du
skal vaske hår og rense din navle med sæbe og en vatpind.
Faste
Du må spise mad og drikke mælkeprodukter indtil 6 timer før dit fremmøde på Gynækologisk Afsnit.
Du må drikke vand, saft, juice (uden kødfrugt), kaffe og the indtil 2 timer før dit fremmøde .
Læs Når du skal bedøves.
Du må IKKE ryge eller anvende tyggegummi to timer op til operationen, altså der hvor du faster helt.
Det er vigtigt, at du overholder fastereglerne af hensyn til din sikkerhed under bedøvelsen.
Operationen kan blive aflyst, hvis du ikke har fastet korrekt.
På operationsdagen
Du møder fastende på Gynækologisk Afsnit på det tidspunkt som er aftalt. Du vil få udleveret
operationstøj og et par støttestrømper, der mindsker risikoen for blodpropper. Når
operationstidspunktet nærmer sig, vil du blive kørt til operationsgangen. Pårørende er velkomne til at
følge dig. I forbindelse med operationen vil du få forebyggende antibiotika (cefuroxim/metronidazol).
Ingen smykker eller makeup
Af sikkerheds- og hygiejnemæssige grunde bedes du undlade at bære smykker, makeup, creme, neglelak og kontaktlinser på operationsgangen. Du må beholde tandproteser, briller, paryk og høreapparat på.
Eventuelle værdigenstande kan du låse inde i skuffen på dit sengebord. Nøglen sætter du fast i lagnet
under din hovepude.
På operationsstuen
Den læge, som skal operere dig, vil hilse på dig, inden du bliver bedøvet.
Når operationen er afsluttet bliver du kørt til opvågningsafsnittet, hvor du skal være de næste timer,
indtil du er vågen. Derefter kommer du tilbage til Gynækologisk Afsnit.
Efter operationen
Under din indlæggelse vil vi løbende observere din tilstand og tilpasse behandling og pleje efter denne.
Læger og sygeplejersker er tilgængelige for information, støtte og vejledning. Det er vigtigt, at du og
dine pårørende føler Jer trygge og velinformerede om hvad der foregår omkring dig.
At komme sig
De patienter der er; fri for smerter, kommer op af sengen på operationsdagen og som hurtigt begynder
at spise og drikke normalt, har mindre risiko for komplikationer og kommer sig hurtigere efter
operationen. Det har erfaringer fra talrige undersøgelser vist.
Derfor er det vigtigt, at du så vidt muligt overholder behandlingsplanen også selvom du er træt efter operationen.
Under din indlæggelse får du fast smertestillende medicin. Det er vigtigt du fortæller os hvis du ikke føler dig godt smertedækket, så vi kan supplere din behandling. Du vil også få tilbudt fast afføringsmiddel, da der kan gå nogle dage efter operationen inden der igen er tarmfunktion.
Tyggegummi kan være medvirkende til at sætte gang i din tarmfunktion efter operationen. Derfor anbefaler vi, at du tygger tyggegummi efter din operation.
Under operationen bliver der lagt et blærekateter, så din urin bliver opsamlet i en pose. Kateteret
fjernes om morgenen dagen efter operationen. Vi vil observere at du kan tømme din blære tilfredsstillende efterfølgende ved at scanne dig efter vandladning.
Mens du er indlagt, får du hver dag en indsprøjtning med blodfortyndende medicin. Den mindsker
risikoen for blodpropper efter operationen. Behandling med både indsprøjtning og støttestrømper fortsætter i 4 uger efter operationen.
Vær mest muligt oppe
Det er vigtigt, at du er mest muligt oppe og ikke ligger i sengen. Det vil mindske din risiko for
komplikationer efter operationen. Målet er, at du er oppe 1 time på operationsdagen, 3 timer
dagen efter operationen, 5 timer 2. dag og 8 timer 3. dag.
Drik og spis
Du bør drikke mest muligt væske - gerne 2 liter i døgnet - samt spise almindelig mad, så du hurtigt
kommer dig oven på operationen.
Du kan forvente at være indlagt ca. 2-3 dage efter operationen.
Operationens betydning efterfølgende
Vandladning efter operationen
Nogle kan have svært ved at mærke blærefyldning og ved at tømme blæren efter operationen. Dette
skyldes beskadigelse af nogle af de nerver, der forsyner blæren, og er en hyppig bivirkning til
operationen. Bliver det et problem for dig, hjælper vi dig med få tømt blæren med et lille kateter. For de fleste fortager dette sig i løbet af de første dage efter operationen. Nogle kvinder må dog lære at
tømme blæren selv med et lille kateter. For mange vil selvkaterisering blot være nødvendigt i en
periode men for nogle få er det en permanent tilstand.
Menstruation, graviditet og seksualitet
Hvis du stadig har menstruationer, vil disse ophøre, og du vil ikke kunne blive gravid.
Er du inden operationen ikke kommet i overgangsalderen, kan du risikere at få symptomer herpå,
såfremt vi fjerner dine æggestokke. Symptomerne på overgangsalder kan eventuelt afhjælpes med
hormonbehandling. Det diskuterer vi med dig under indlæggelsen.
Din skede bliver lidt kortere efter operationen, da det hører med til operationen at fjerne den øverste
del af skeden. Skeden er dog meget eftergivelig, og de fleste kvinder angiver, at det på sigt ikke er
generende ved samleje. Under operationen påvirkes nogle af de nerver, der forsyner skeden og dette
kan have indvirken på fugtdannelse ved ophidselse og orgasme. Det er forskelligt fra kvinde til kvinde
hvor udtalt dette er og hvordan det påvirker samlivet. Du vil blive tilbudt rådgivning ved sexolog på
Gynækologisk Ambulatorium efter din behandling.
Da skedens top er syet sammen anbefaler vi, at du venter med at have samleje til 8 uger efter
operationen for at sikre helingen af skedetoppen.
Lymfeknuder og lymfødem
Hvis du får fjernet lymfeknuder i bækkenet, er der en risiko på ca. 10% for at opleve hævelse af et eller
begge ben og/eller hævelse omkring skambenet. Lymfebaner og lymfeknuder fungerer som 'dræn', der
dræner kroppen for overskydende væske. Da en del af lymfeknuderne i bækkenet fjernes, kan lymfen
ikke drænes væk som vanligt, og dine ben kan derfor hæve. Hvis du får problemer med hævede ben
efter udskrivelsen, bedes du kontakte afdelingens forløbskoordinator eller Gynækologisk Afsnit.
For de fleste er dette en forbigående gene. Hvis hævelsen bliver permanent, kan du få tilbudt
lymfedrænagebehandling hos en fysioterapeut.
Tilbage til normal aktivitet
De første 4 uger efter operationen bør du ikke løfte tunge ting (max 10 kg) eller dyrke
hård sport som løb, badminton, tennis og lignende. Almindelig motion som cykling og gåture må du genoptage, når du føler dig klar til det. Du må svømme, når såret er lægt, og du ikke bløder fra skeden.
Lyt til din krop
Hvis du er træt, må du hvile dig. Får du for eksempel ondt ved at løfte eller gå, så skal du
stoppe op og holde en pause. Det er normalt at kroppen reagerer med træthed efter forløb med diagnose og operation.
Sygemelding - efter behov
Vi anbefaler, at du bliver sygemeldt i ca. 4 uger efter operationen. Afhængig af hvad du arbejder med og hvordan du har det efter operationen kan du have brug for en kortere eller længere sygemelding.
Svar på vævsundersøgelsen
Når vi udskriver dig, aftaler vi, hvordan du får svar på den endelige vævsundersøgelse, der kommer ca.
14 dage efter operationen.
Smertebehandling
Fortsæt med de smertestillende tabletter efter udskrivelsen - paracetamol 1 g., 4 gange dagligt og
eventuelt Ibuprofen 400 mg, 3 gange dagligt.
Når smerterne efter nogle dage aftager, kan du gradvist begrænse antallet afsmertestillende tabletter,
så det passer til dit behov. Det er en god idé at skære ned i antallet af ibuprofentabletter først.
Rehabiliterende samtale
Du får tid hos en sygeplejerske til en opfølgende/rehabiliterende samtale ca. 3 uger efter operationen. Vi beder dig om at forberede dig til samtalen ved at udfylde et forberedelsesskema. Dette udleverer vi til dig ved udskrivelsen.
Når du kommer hjem efter en operation for kræft i underlivet
Smertebehandling:
Tabl.: __________________________________________
Tabl.: __________________________________________
Tabl.: __________________________________________
Fortsæt med smertestillende tabletter efter udskrivelse (se anbefalinger på forrige sider). Når
smerterne efter nogle dage aftager, kan du gradvist begrænse antallet af smertestillende tabletter så
det passer til dit behov.
Afføringsmiddel:
Tag afføringsmiddel i det omfang, du har behov for det. Det er en fordel at have blød og lind afføring i
den første tid efter operationen. Dosér afføringsmidlet, så du hverken får hård eller tynd mave.
Anbefalinger:___________________________________________
Blodfortyndende medicin 4 uger efter operationen til og med d. ___________________________
Støttestrømper 4 uger efter operationen til og med d. ___________________________
Agraffer:
De små metalklips (agraffer) skal fjernes ca. 7 dage efter operation ved egen læge.
Aftal tid ved din læge d.__________
Vær opmærksom på at du via din pension/forsikring kan være berettiget til Sum ved kritisk sygdom.
Rehabilitering:
Du har tid i sygeplejeambulatoriet til en opfølgende/rehabiliterende samtale
D. __________________ Kl. _______________ Samtalen afholdes via ________________________
Husk at udfylde og medbringe det forberedelsesskema du fik udleveret ved udskrivelsen. Det kan også
findes og printes på Mit Sygehus Appen.
Problemer efter udskrivelsen
Skulle der opstå problemer, når du kommer hjem, som eksempelvis stærke smerter, blødning,
ildelugtende udflåd, kraftig rødme omkring operationssår, feber eller problemer med vandladningen
bedes du kontakte afsnittet. Ligeledes hvis du har spørgsmål til dit forløb.
Hvis du har mulighed for det, er det bedst at kontakte:
Forløbskoordinatoren på hverdage mellem kl 8-14 på tlf.: 29 64 71 28
Uden for dette tidsrum kontaktes:
Gynækologisk Afsnit døgnet rundt på tlf.: 65 41 23 36
Du og dine pårørende kan finde flere informationer i Appen Mit Sygehus, hvor du også kan se en
oversigt over alle dine aftaler på OUH samt kontakte vores forløbskoordinator.