Kræft i æggestokken - Odense
Operation ved mistænkt ovariecancer
I denne patientinformation finder du de vigtigste informationer i forbindelse med din indlæggelse vedrørende din operation for kræft i æggestokken.
Her kan du læse mere om operationen, og om hvad der kommer til at foregå, mens du er indlagt og i tiden efter. Ikke alle patienter og operationer er ens. Især ikke ved kræftsygdomme. Derfor kan dit forløb godt afvige fra det vi beskriver i denne pjece.
Informeret samtykke
Du skal føle dig tryg og velinformeret om det forestående indgreb og mulige komplikationer.
Du skal kende til andre lægeligt forsvarlige behandlingsmuligheder, og hvilke konsekvenser
det har, hvis du vælger ikke at blive opereret. Disse informationer har du fået ved forundersøgelsen i ambulatoriet og gennem denne patientinformation. Hvis du mangler information, er det vigtigt at du siger det til os, så vi kan give dig den information, som du mangler. Hvis du ikke har yderligere spørgsmål, regner vi med, at du har givet dit samtykke til den foreslåede behandling.
Mulige komplikationer
Ved enhver operation er der risiko for komplikationer. De hyppigste ved denne operation er:
- Kortvarigt let feber efter operation, som ikke kræver behandling.
Feberen kan dog skyldes en infektion, som skal behandles - for eksempel infektion i operationssåret, blærebetændelse eller lungebetændelse. Hvis du har sukkersyge, er overvægtig, har et stort alkoholforbrug eller ryger, har du en øget risiko for infektion.
- Du kan miste en del blod under operationen og få behov for blodtransfusion. Hvis du under ingen omstændigheder ønsker blodtransfusion, skal du sige det til personalet inden operationen.
- I meget sjældne tilfælde kan der komme et lille hul på blære, tarm eller urinleder. Hvis det sker, vil hullet naturligvis blive syet sammen igen. Det kan forlænge din indlæggelse, men giver sjældent varige mén.
- Enkelte kvinder får en blodansamling i toppen af skeden. Det kan medføre blødning fra skeden i dagene efter operationen. Ved tegn på infektion bliver du behandlet med antibiotika.
- Nogle få får føleforstyrrelser i området omkring operationsarret. Føleforstyrrelserne forsvinder normalt i løbet af nogle måneder.
- Alle større operationer medfører en risiko for blodprop i benene eller lungerne.
Om operationen - forberedelserne og tiden efter
Operationen - kort fortalt
Du bliver opereret i fuld bedøvelse. Vi beder dig derfor læse patientinformationen "Bedøvelse og fasteregler". Selve operationen varer som regel 2-3 timer.
Operationen foregår gennem et længdesnit i maveskindet mellem skambenet og navlen.
Muligvis forlænges snittet op over navlen mod brystbenet. Vi fjerner typisk begge æggestokke og æggeledere, livmoderen med livmoderhalsen samt det 'fedtforklæde', der ligger mellem tarmene og bugvæggen.
Formålet med operationen er at fjerne så meget kræftvæv som muligt, og mest optimalt at fjerne alt kræftvævet. Hvis kræftvævet har spredt sig til bughinde, tarme, blære eller lymfeknuder, opererer vi derfor også på disse organer.
Nogle gange er det nødvendigt at fjerne et stykke tarm for at fjerne kræftvævet. Normalt kan tarmens ender forbindes igen, men det kan blive nødvendigt at føre tarmen ud på maven - det vil sige lave en stomi. Stomien kan i nogle tilfælde lægges tilbage ca 1 år efter operationen.
Under operationen får du lagt et kateter i blæren. Det får du fjernet igen inden for de første døgn efter operationen.
Du får desuden antibiotika i droppet under indgrebet for at mindske risikoen for infektion efter
operationen.
Forberedelser før indlæggelsen
Når du kommer til forundersøgelse i ambulatoriet, orienterer vi dig om operationen og sygemelding. Du får datoen for din indlæggelsessamtale og operation med hjem. For at nedsætte risikoen for blødning under og efter operationen anbefaler vi, at du undgår smertestillende præparater, som indeholder acetylsalicylsyre så lang tid som muligt og mindst 3 dage før operationen.
Du skal undgå følgende præparater:
- Aspirin
- Hjertemagnyl
- Idotyl
- Kodimagnyl
- Magnyl
- Treo
Blodfortyndende medicin og naturmedicin
Hvis du får blodfortyndende medicin, skal du tale med en læge fra Gynækologisk Afdeling, om du
eventuelt skal holde en pause med denne medicin.
Naturmedicin og kosttilskud kan øge risikoen for komplikationer ved din operation. Vi anbefaler derfor,
at du holder pause før operationen. Gerne 2 uger hvis muligt.
Rygning og alkohol
Vi ønsker at sikre det bedste operationsforløb og at undgå unødige komplikationer. Vi anbefaler, at du er tilbageholdende med alkohol, og helt ophører med rygning gerne 6 uger før din operation. Se
information fra Sundhedsstyrelsen på www.sst.dk. Søg på: Rygning og operation samt Alkohol og
operation.
Sukkersyge
Hvis du har sukkersyge, vil du følge et særligt regime under din operation. Du vil ved forundersøgelsen
og ved planlægningen af din operation få nærmere besked om, hvordan du skal forberede dig og
om du skal pausere din medicin.
Værd at vide ved indlæggelse
Ved indlæggelsen er det en god idé at medbringe toiletartikler, badekåbe, indesko, mobiltelefon og
lader samt evt. læsestof.
Vi sørger som udgangspunkt for al din medicin under indlæggelsen. Får du imidlertid noget sjældent
eller særligt medicin såsom øjendråber, inhalationsmedicin eller injektionsmedicin beder vi dig om at
medbringe dette.
Du må gerne bruge mobiltelefon i afdelingen. Den skal være på lydløs i tidsrummet kl. 12-14.30 og efter
kl. 21. Forlader du stuen, skal mobiltelefonen ligeledes være på lydløs.
Indlæggelsessamtale
Inden operationen bliver du indkaldt til en forberedelsesdag på Gynækologisk Ambulatorium. Her vil
der være samtale og forberedelse ved en sygeplejerske.
Du skal blandt andet have taget mål til støttestrømper og have fjernet kønsbehåring.
Der vil blive taget blodprøver. Yderligere kommer du til at tale med en narkoselæge om bedøvelse og hvilken medicin, du skal tage om morgenen inden operationen. Normalt anbefaler vi, at du får et smertekateter i ryggen (et epiduralkateter) for at behandle dine smerter bedst muligt efter operationen. Smertekateteret får du lagt lige inden operationen, og det kan ofte fjernes igen 1-3 dage efter operationen.
En fysioterapeut vil vejlede dig og blandt andet give dig gode råd om, hvordan du bedst kommer ud og
ind af sengen og i gang igen i dagene efter operationen.
Hjem efter samtale og vejledning
Du kan tage hjem i løbet af eftermiddagen og møde fastende på Gynækologisk Afsnit om morgenen på
operationsdagen. Tidspunktet aftaler du med personalet.
Bor du langt fra hospitalet kan der arrangeres overnatning på OUHs Patienthotel. Ved ønske om dette
kan du kontakte forløbskoordinatoren, gerne i god tid.
Om aftenen før operationen vil du blive bedt om at tage et lavement til udrensning af den nederste del
af tarmen.
Aftenen før operationen eller om morgenen på selve operationsdagen skal du tage et grundigt bad. Du
skal vaske hår og rense din navle med sæbe og en vatpind.
Faste
Du må spise mad og drikke mælkeprodukter indtil 6 timer før dit fremmøde på Gynækologisk Afsnit. Du må drikke vand, saft, juice (uden kødfrugt), kaffe og the indtil 2 timer før dit fremmøde . Læs "Når du skal bedøves".
Du må IKKE ryge eller anvende tyggegummi to timer op til operationen, altså der hvor du faster helt. Det er vigtigt, at du overholder fastereglerne af hensyn til din sikkerhed under bedøvelsen.
Operationen kan blive aflyst, hvis du ikke har fastet korrekt.
På operationsdagen
Du møder fastende på Gynækologisk Afsnit på det tidspunkt som er aftalt. Du vil få udleveret operationstøj og et par støttestrømper, der mindsker risikoen for blodpropper. Når operationstidspunktet nærmer sig, vil du blive kørt til operationsgangen pårørende er velkomne til at følge dig. I forbindelse med operationen vil du få forebyggende antibiotika (cefuroxim/metronidazol).
Ingen smykker eller makeup
Af sikkerheds- og hygiejnemæssige grunde bedes du undlade at bære smykker, makeup, neglelak og kontaktlinser på operationsgangen. Du må beholde tandproteser, briller, paryk og høreapparat på.
Eventuelle værdigenstande kan du låse inde i skuffen på dit sengebord. Nøgle sætter du fast i lagnet under din hovepude.
På operationsstuen
Her møder du en del personale fra vores operationsafdeling og anæstesiafdeling. Den læge, som skal operere dig, vil hilse på dig, inden du bliver bedøvet.Når operationen er afsluttet bliver du kørt til opvågningsafsnittet, hvor du skal være de næste timer, indtil du er vågen. Derefter kommer du tilbage til Gynækologisk Afsnit.
Efter operationen
Under din indlæggelse vil vi løbende observere din tilstand og tilpasse behandling og pleje efter denne. Læger og sygeplejersker er tilgængelige for information, støtte og vejledning. Det er vigtigt, at du og dine pårørende føler Jer trygge og velinformerede om hvad der foregår omkring dig.
At komme sig
De patienter der er; fri for smerter, kommer op af sengen på operationsdagen og som hurtigt begynder at spise og drikke normalt, har mindre risiko for komplikationer og kommer sig hurtigere efter operationen. Det har erfaringer fra talrige undersøgelser vist.
Derfor er det vigtigt, at du så vidt muligt overholder behandlingsplanen også selvom du er træt, bekymret og måske har let til gråd efter operationen; det er helt naturligt.
Ud over smertekateteret, som fjernes efter 1 til 3 dage, får du tilbudt smertestillende medicin og afføringsmiddel. Tyggegummi kan være medvirkende til at sætte gang i din tarmfunktion efter operationen. Derfor anbefaler vi, at du tygger tyggegummi efter din operation.
Under operationen bliver der lagt et blærekateter, så din urin bliver opsamlet i en pose. Kateteret fjernes så hurtigt din almentilstand tillader dette efter operationen.
Forebyggelse af blodpropper
Efter operationen skal du hver dag under din indlæggelse have en indsprøjtning med blodfortyndende medicin. Den mindsker risikoen for blodpropper efter operationen. Behandling med blodfortyndende medicin fortsætter i 4 uger efter operationen. I forbindelse med din udskrivelse vurderer lægen om behandlingen skal være med tablet eller indsprøjtning og du vil blive informeret herom.
I perioden fra lige inden operationen og til du bliver udskrevet skal du ligeledes have støttestrømper på. Dette er også for at forebygge blodpropper.
Dagene efter operationen
Vær mest muligt oppe
Det er vigtigt, at du er mest muligt oppe og ikke ligger i sengen. Det vil mindske din risiko for
komplikationer efter operationen. Målet er, at du er oppe 1 time på operationsdagen, 3 timer
dagen efter operationen, 5 timer 2. dag og 8 timer 3. dag.
Drik og spis
Du bør drikke mest muligt væske - gerne 2 liter i døgnet - samt spise almindelig mad, så du hurtigt kommer dig oven på operationen. Vi vil vejlede dig til at spise proteinrigt og energitæt, hvilket er mest hensigtsmæssigt efter din operation.
Operationens betydning efterfølgende
Tilbage til normal aktivitet
De første 4 uger efter operationen bør du ikke løfte tunge ting (max 10 kg) eller dyrke hård sport som
badminton, tennis og lignende. Almindelig motion som cykling, gåture og let løb må du genoptage, når
du føler dig rask. Du må svømme, når såret er lægt, og du ikke bløder fra skeden.
Lyt til din krop
Hvis du er træt, må du hvile dig. Får du for eksempel ondt ved at løfte eller gå, så skal du stoppe op og holde en pause.
Trap medicinen gradvist ned
Fortsæt med de smertestillende tabletter efter udskrivelsen - paracetamol 1 g, 4 gange dagligt og
ibuprofen 400 mg, 3 gange dagligt.
Når smerterne efter nogle dage aftager, kan du gradvist begrænse antallet af smertestillende tabletter,
så det passer til dit behov.
Det er en god idé at skære ned i antallet af ibuprofentabletter først.
Der kan være behov for yderligere smertebehandling. Det lægger vi en plan for inden din udskrivelse.
Sygemelding - efter behov
Vi anbefaler, at du bliver sygemeldt i 4 uger efter operationen. Hvis din sygdom kræver efterbehandling med kemoterapi, skal du først forvente at kunne genoptage arbejdet uger til måneder efter afsluttet kemoterapi. Behandlingen vil blandt andet gøre dig træt.
Svar på vævsundersøgelsen
Når vi udskriver dig, aftaler vi, hvordan du får svar på den endelige vævsundersøgelse, der kommer ca.
14 dage efter operationen.
Det endelige svar på vævsundersøgelsen vil afgøre, om du skal have efterbehandling med kemoterapi.
Er dette tilfældet bliver du henvist til Onkologisk afdeling på enten Odense Universitetshospital, Vejle
Sygehus eller Roskilde Sygehus afhængig af din hjemadresse. Inden kemobehandling bliver du indkaldt
til undersøgelser og informationssamtale.
Seksualitet og samliv
Under operationen fjernes din livmoder, og derfor vil du ikke længere få menstruation eller kunne blive
gravid. Din skede bliver dog hverken kortere eller mere snæver af operationen, og for de fleste ændres
seksuallivet ikke. Vent 6 uger med første samleje efter operationen.
Er du inden operationen ikke kommet i overgangsalderen, kan du få symptomer herpå, da vi fjerner
æggestokkene. Det kan blandt andet betyde, at du kan få gener i form af mindre fugtighed i skeden
under samleje. Sker det for dig, kan du på apoteket købe glidecreme, som kan afhjælpe problemet.
Symptomerne på overgangsalder kan eventuelt afhjælpes med hormonbehandling. Det diskuterer vi
med dig under indlæggelsen.
Lymfeknuder og lymfødem
Hvis der er fjernet lymfeknuder, er der en risiko på ca. 15% for at opleve hævelse af et eller begge ben
og/eller hævelse omkring skambenet. Lymfebaner og lymfeknuder fungerer som 'dræn', der dræner
kroppen for overskydende væske. Da en del af lymfeknuderne i bækkenet fjernes, kan lymfen ikke
drænes væk som vanligt, og dine ben kan derfor hæve. Hvis du får problemer med hævede ben efter
udskrivelsen, bedes du kontakte afdelingens forløbskoordinator eller Gynækologisk Afsnit.
For de fleste er dette en forbigående gene. Hvis hævelsen bliver permanent, kan du få tilbudt
lymfedrænagebehandling hos en fysioterapeut.
Når du kommer hjem efter en operation for kræft i underlivet
Fast smertebehandling
Tablet Paracetamol 500 mg - 2 tabletter x 4 i døgnet
Tablet Ibuprofen 200 mg - 2 tabletter x 3 i døgnet
Fortsæt med smertestillende tabletter efter udskrivelse. Når smerterne aftager, kan du gradvist
begrænse antallet af smertestillende tabletter så det passer til dit behov. Ophør som det første med at
tage Ibuprofen, da de kan påvirke slimhinden i mavesækken og give svie i maven og halsbrand.
Anden smertebehandling____________________________________________________________
____________________________________________________________________________________
____________________________________________________________________________________
Anden medicin
Tablet.: _____________________________________________________________________________
Tablet.: _____________________________________________________________________________
Afføringsmiddel
Tag afføringsmiddel i det omfang, du har behov for det. Det er en fordel at have blød og lind afføring i
den første tid efter operationen. Dosér afføringsmidlet, så du hverken får hård eller tynd mave.
Der findes flere præparater i håndkøb, som kan bruges til at regulere tarmfunktionen.
Blodfortyndende medicin 4 uger efter operationen til og med den _____________________
Agraffer
De små metalklips (agraffer) skal fjernes 10-12 dage efter operation ved egen læge.
Skal fjernes den________________
Ved stomi
Du vil få udleveret og gennemgået pjecen "Når du har fået stomi"
Du er henvist til lokalt stomiambulatorium og vil blive indkaldt direkte
Ved behov for akut hjælp til stomien kan du kontakte hjemmesygeplejen på tlf______________
Hvis du har fået fjernet milten
Du vil få udleveret og gennemgået pjecen "Til patienter der har fået fjernet milten"
Recept og information om brug af Vepicombin
Recept og information om vaccine Prevenar
Du bedes selv aftale vaccination hos din læge
Det endelige svar på vævsundersøgelserne
Der kommer endeligt svar ca 14 dage efter operationen.
Du vil modtage svar ved opringning eller brev.
Vær opmærksom på at du via din pension/forsikring kan være berettiget til Sum ved kritisk sygdom. Se eventuelt mere på www.cancer.dk/hjaelp-viden/rettigheder
Rehabilitering
Mange kvinder kan have behov for rehabiliterende tiltag i forbindelse med et kræftforløb. Alle kommuner tilbyder sådanne indsatser, som kan bestå af mangeartede tilbud som, fysisk træning, samtaler, vejledning mv. og det kan foregå i hold eller individuelt. Vi anbefaler, at du orienterer dig på Sundhed.dk - Sundhedstilbud hvor du kan finde din kommunes tilbud om kræftrehabilitering. Som regel kan man selv henvende sig hvis man ønsker tilbuddet. Skulle det kræve sygehushenvisning, er du velkommen til at ringe til forløbskoordinatoren.
Støtte og netværk
Mange finder støtte ved Kræftens Bekæmpelse www.cancer.dk/faa-raadgivning samt ved patientforeningen KIU Kræft I Underlivet www.kiuonline.dk hvor der bl.a. er gode netværksgrupper.
Mit Sygehus app
Du og dine pårørende kan finde flere informationer i Appen Mit Sygehus. Her kan du blive geninformeret om nogle af de gener man kan opleve efter operation. Du kan også se en oversigt over dine aftaler på OUH/Region Syddanmark samt kontakte vores forløbskoordinator.
Behov for kontakt
Skulle der opstå problemer, når du kommer hjem, som eksempelvis stærke smerter, blødning,
ildelugtende udflåd, kraftig rødme omkring operationssår, feber eller problemer med vandladningen bedes du kontakte afsnittet. Ligeledes hvis du har spørgsmål til dit forløb. Du er velkommen til at ringe.
Hvis du har mulighed for det, er det bedst at kontakte:
Forløbskoordinatoren på hverdage mellem kl 8-14 på tlf.: 29 64 71 28
Uden for dette tidsrum kontaktes:
Gynækologisk Afsnit døgnet rundt på tlf.: 65 41 23 36