Kirurgisk abort - Svendborg
Du skal have en kirurgisk abort.
Forberedelse
Fasteregler
Du må spise og drikke indtil 6 timer før operationen. Du må drikke vand, saft, juice (uden frugtkød), kaffe og te (med maks. 2 spsk. mælk) samt tygge tyggegummi indtil 2 timer før. På dette tidspunkt anbefales det at drikke et glas sød saft eller juice uden frugtkød.
Medicin
Du vil få udleveret stikpiller, som du skal sætte op i skeden 2 timer før indgrebet. Disse blødgør livmoderhalsen og kan give lette underlivssmerter og/eller -blødning. Når stikpillerne er lagt op, kan aborten ikke fortrydes.
Alkohol og rygning
Se information fra Sundhedsstyrelsen på www.sst.dk . Søg på: "Rygning og operation" samt "Alkohol og operation".
Hygiejne
Vask dig grundigt incl. hårvask på operationsdagen eller aftenen før. Husk navlen. Undlad make-up, smykker og piercinger.
Du møder direkte på FOPA (Forberedelse og Opvågning). Her modtages du af en sygeplejerske, og du klargøres til indgrebet. Du beholder store dele af dit eget tøj på under indgrebet. Vi anbefaler derfor, at du møder med løstsiddende tøj og varme strømper. Afspritning af huden kan risikere at misfarve dit tøj.
Indgrebet
Selve indgrebet foregår igennem skeden og varer ca. 15 minutter. Du er i fuld bedøvelse.
Efter indgrebet
Du bliver observeret på hvilestuen/opvågningen. Når du har det godt, kan du tage hjem, såfremt du kan blive hentet. Du må ikke selv køre bil det første døgn. Vi anbefaler, at du har en voksen person hos dig det første døgn. Hvilestuen lukker dagligt kl. 16.45.
Normale følger
Smerter
Det er almindeligt med menstruationslignende smerter, som normalt aftager efter nogle timer, men kan vare et par dage. Du anbefales at have smertestillende håndkøbsmedicin (Paracetamol og Ibuprofen) i hjemmet.
Blødning
Blødningsmængden efter indgrebet kan variere. Nogle bløder ikke, andre bløder svarende til en menstruation som gradvis vil aftage og ophøre i løbet af 1-2 uger. For at undgå infektion frarådes brugen af tampon, menstruationskop, karbad, svømmehal og samleje, indtil blødningen er ophørt.
Komplikationer
Komplikationer i forbindelse indgrebet er sjældne, men hul på livmodervæggen kan forekomme. Inden for de første uger kan der i få tilfælde ses kraftig blødning og/eller underlivsbetændelse.
Skulle du få stærke smerter, feber over 38, meget ildelugtende udflåd eller blødning stærkere end menstruation, skal du kontakte en læge. Hvis disse symptomer opstår inden for det første døgn, skal du kontakte Gynækologisk Afdeling, Svendborg Sygehus på tlf. 63 20 20 00. Hvis dette sker senere, skal du kontakte egen læge eller vagtlægen.
Sygemelding
Nogle kan gå på arbejde dagen efter. Andre har brug for et par dage hjemme.
Kontrol
Normalt er det ikke nødvendigt med kontrol.
Prævention
Hvis du ønsker at bruge P-piller, kan du begynde samme dag eller dagen efter indgrebet. En spiral kan oplægges, mens du er bedøvet. Du skal i så fald få denne kontrolleret hos din egen læge efter næste menstruation, da der er en risiko for, at den udstødes. Spiral kan også oplægges hos egen læge efter næste menstruation, som kan forventes efter 4-6 uger. Anvend kondom indtil da.
Dato og mødested
Du får dato for den kirurgiske abort til forundersøgelsen.
Mødested vil fremgå af dit indkaldelsesbrev. Du ringes op mellem klokken 10-14 dagen før indgrebet med henblik på mødetidspunkt.
|
Kontakt Gynækologisk Obstetrisk Afdeling 65 41 19 19 Skriv til os på www.ouh.dk/post-ksf |
|
pinfoOUH-1692381289-668 125437 | 08.05.2026 |