Skip til primært indhold

Kirurgisk abort - Odense

I denne patient information kan du læse om forløbet ved kirurgisk abort. Det er vigtigt, at du føler dig tryg og velinformeret om dit forestående forløb. Samtalen med lægen, sygeplejersken og denne informationspjece skal tilsammen sikre dette. Hvis du fortsat mangler information eller har spørgsmål, er det vigtigt, at du kontakter os.

Forberedelse før operationen

Du har været til forundersøgelse i Gynækologisk Ambulatorium. Vi informerer dig om forløbet, mulige komplikationer og efterforløbet. Operationen foretages som en ambulant operation, hvilket betyder, at du kan gå hjem samme dag. Dog skal du stadig forberede dig på at afsætte hele dagen til operationen.

Indgrebet

Selve indgrebet foregår gennem skeden og varer ca. 15 minutter. Du er i fuld bedøvelse.

Komplikationer

Komplikationer i forbindelse med indgrebet er sjældne, men der kan forekomme hul på livmodervæggen. Inden for de første uger kan der i få tilfælde ses kraftig blødning og/eller underlivsbetændelse.

Blodfortyndende medicin

Hvis du tager blodfortyndende medicin, f.eks. Persantin, Hjertemagnyl eller Marevan, vil lægen i forbindelse med din forundersøgelse ofte planlægge en pause i medicinen forud for indgrebet, hvis det findes nødvendigt.

Sukkersyge

Hvis du har sukkersyge, skal du følge et særligt regime under indgrebet. Du vil få nærmere besked om, hvordan du skal forberede dig til indgrebet, eller om du skal pause din medicin.

Rygning og alkohol

Vi ønsker at sikre det bedste forløb og undgå unødvendige komplikationer. Vi anbefaler, at du er varsom med alkohol og helt stopper med at ryge inden indgrebet. Se information fra Sundhedsstyrelsen på www.sst.dk . Søg på "Rygning og operation" samt "Alkohol og operation".

Dagen før indgrebet

Du vil blive kontaktet mellem kl. 10 og 14 hverdagen før indgrebet med henblik på mødetidspunkt.

Faste
Du skal faste før indgrebet. Det betyder:

  • 6 timer før din aftale skal du stoppe med at spise. Drik heller ikke mælkeprodukter, juice med frugtkød eller smoothies.
  • 2 timer før din aftale skal du stoppe med at drikke alle væsker.

Lige inden du stopper med at drikke, anbefaler vi, at du drikker et glas saftevand eller sodavand med sukker. Det kan gøre, at du har det bedre efter bedøvelsen.

Det er vigtigt, at din mavesæk er helt tom. Hvis du har mad eller væske i maven, når du er bedøvet, kan det løbe tilbage gennem spiserøret og ned i lungerne, fordi alle muskler slapper af. Du kan se en kort video om faste på www.ouh.dk/faste .

Hygiejne

Du skal tage et brusebad om morgenen eller aftenen før indgrebet. Husk at vaske dit hår og rense din navle med sæbe og en vatpind. Du må ikke bære smykker, piercinger eller makeup under operationen.

Selve dagen

Du vil i nogle tilfælde få udleveret 2 stk. tabletter Cytotec 0,2 mg, som du skal lægge op i skeden ca. 1-2 timer før indgrebet. Disse tabletter blødgør livmoderhalsen og kan forårsage underlivssmerter og/eller blødning.

Efter operationen vil du blive kørt tilbage til Gynækologisk Sengeafsnit, hvor du kortvarigt observeres. Enkelte kommer kortvarigt på opvågningsafsnittet. Derefter vil du blive udskrevet. Du må ikke selv køre bil det første døgn og skal derfor hentes.

Hjem igen

Her kan du læse om efterforløbet.

Smerter

Du kan opleve menstruationslignende smerter, som normalt aftager efter nogle timer, men kan vare et par dage. Ved smerter anbefales det at indtage 2 tabletter paracetamol (f.eks. Pamol, Panodil eller Pinex) á 500 mg, maks. 4 gange dagligt. Dette kan suppleres med 2 tabletter ibuprofen (f.eks. Ipren eller Ibumetin) á 200 mg, maks. 3 gange dagligt ved behov.

Blødning

I den første tid efter indgrebet vil der være blødning, som gradvist aftager. Blødningen ophører som regel i løbet af 1 - 2 uger.

Forebyggelse af infektion

For at undgå infektion frarådes tamponer, karbad, svømmehal og samleje, indtil blødningen er ophørt. Skulle du få stærke smerter, feber over 38 grader, meget ildelugtende udflåd eller blødning stærkere end menstruation, skal du kontakte en læge. Hvis disse symptomer opstår inden for det første døgn, skal du kontakte Gynækologisk afsnit Odense på tlf. 6541 2336.

Sygemelding

Nogle kan gå på arbejde dagen efter mens andre har brug for et par dage hjemme.

Rhesusimmunisering ved blodtypen rhesusnegativ

I forbindelse med din kirurgiske abort kan det blive nødvendigt at give dig Rhesonativ, hvis du er rhesusnegativ og har været gravid i 12 uger eller mere. Rhesonativ er en type medicin, som beskytter imod, at dit immunforsvar aktiveres på en uhensigtsmæssig måde (rhesusimmunisering). Dette vil i nogle tilfælde skade et fremtidigt foster ved en ny graviditet. Rhesonativ gives som en indsprøjtning, og denne har sjældent bivirkninger.

Kontrol

Der er ikke behov for kontrol på Gynækologisk Afdeling.

Prævention

Hvis du ønsker at bruge p-piller, kan du begynde samme dag eller dagen efter indgrebet. En spiral kan oplægges, mens du er bedøvet. Spiralen kan også oplægges hos egen læge efter næste menstruation, som kan forventes efter 4-6 uger. Anvend kondom indtil da, så uønsket graviditet undgås.

Kontakt

Gynækologisk Obstetrisk Afdeling

65 41 11 06

Skriv til os på www.ouh.dk/post-ksf


pinfoOUH-1692381289-354 163103   |   25.06.2026

APPFWU02V