Skip til primært indhold

Kikkertoperation ved graviditet uden for livmoderen. livmoderen - Odense

Laparoskopi ved ekstrauterin graviditet

Du er blevet indstillet til kikkertoperation på mistanke om graviditet uden for livmoderen i forbindelse med dit besøg i Gynækologisk Ambulatorium.

 

I denne patientinformation finder du de vigtigste informationer i forbindelse med din operation. Det foregår under fuld bedøvelse, så vi beder dig venligst om at læse patientinformationen "Bedøvelse og fasteregler". Her kan du blandt andet læse om reglerne for faste inden operationen.

 

Du skal føle dig tryg og velinformeret om din forestående operation og dens mulige komplikationer. Samtale med læge, sygeplejerske samt denne patientinformation skal tilsammen sikre dette. Hvis du mangler information eller har spørgsmål til operationen, er det vigtigt, at du siger det til os, så vi kan give dig den information, du mangler.

 

 

Vi forventer, at du kan tage hjem samme dag, som operationen er foretaget. Du må gerne være alene

hjemme efter operationen. Du kan også planlægge at en pårørende er hos dig derhjemme.

Ofte vil man blive indlagt akut mhp. observation og eventuel operation. Ellers medgives operationsdatoen.

 

Kort fortalt om operationen

Ved operationen pustes luft ind i bughulen og en kikkert føres ind igennem et lille snit ved navlen. Derudover får du 1-3 små snit ved skambenet.

Ved operation for graviditet udenfor livmoderen fjernes graviditeten ved at lægge et lille sniti æggelederen og fjerne graviditeten. I nogle tilfælde fjernes hele æggelederen, hvis det skønnes nødvendigt.

 

Hvis det under operationen ikke er teknisk muligt at fjerne graviditeten igennem kikkerten, kan det være nødvendigt at ændre operationsprocedure til en åben operation(bikinisnit).

Under operationen får du anlagt et kateter i blæren. Dette fjernes igen efter operationen.

Operationen varer som regel 1 time.

 

Komplikationer

Ved enhver operation er der risiko for komplikationer. Det kan dreje sig om blødning, infektion ved indstikstederne i huden, lunge- eller blærebetændelse eller skader på de omkringliggende organer. Overvægtige har en øget risiko for komplikationer.

 

Rygning og alkohol

Vi anbefaler om muligt, at du er varsom med at drikke alkohol op til din operation og helt undlader at ryge før operationen. Det er kendt, at patienter, der ryger eller har et alkoholmisbrug, har en øget risiko for komplikationer.

 

Dagen før din operation

Du skal faste forud for din operation.

Du må spise mad og drikke indtil 6 timer før dit fremmøde på Gynækologisk Afsnit.

Du må drikke vand, saft, kaffe og the indtil 2 timer før, dit fremmøde på Gynækologisk Afsnit.

Du må IKKE ryge eller tygge tyggegummi 2 timer før din operation.

 

Såfremt operationen ikke sker samme dag som du har været i Gynækologisk ambulatorium, bliver du informeret om hvornår du skal møde.

 

Hygiejne

Så fremt din operation ikke forgår akut, skal du tage et brusebad om morgenen eller aftenen før din operation. Husk at vaske dit hår og rense din navle med sæbe og en vatpind. Du må ikke bære smykker, piercinger, makeup eller neglelak på hænder og fødder under operationen.

 

 

Operationsdagen

Du skal møde fastende på Gynækologisk Afsnit. Du vil få udleveret operationstøj og et par støttestrømper. Strømperne mindsker risikoen for blodpropper. Når operationstidspunktet nærmer sig, vil du blive kørt på operationsgangen.

 

Da der kan forekomme ventetid, kan det være godt at medbringe noget at læse eller anden underholdning. Der er trådløst internet tilgængeligt på sygehuset.

 

Informér sygeplejersken, hvis du siden forundersøgelsen har oplevet sygdom, været indlagt på hospitalet eller hvis der er ændringer i din medicin.

 

Du skal låse dine værdigenstande inde i dit sengebord og sætte nøglen fast i lagnet under din hovedpude.

 

Vi beder dig lade vandet, inden du bliver kørt ned på operationsgangen. Når du bliver kørt til operationsgangen, må du ikke have kontaktlinser på. Du må dog gerne beholde eventuelle briller, høreapparat og tandprotese.

 

Efter operationen

 

Efter operationen kommer du på vores opvågningsafsnit, og efterfølgende kommer du tilbage på Gynækologisk Afsnit. Du kan forvente at blive sendt hjem, når du er vågen og klar igen.

 

Op og i gang

For at mindske risikoen for komplikationer, er det vigtigt, at du kommer op og gå hurtigt efter operationen.

 

Drik og spis

Efter operationen bør du drikke ca. 2 liter væske i døgnet. Det er vigtigt, at du også kommer i gang med at spise. Du må spise al slags mad. Mad og drikke med et højt indhold af protein, som f.eks. proteindrikke, mælkeprodukter, ost, kød, bønner m.m., styrker din opheling af operationssår og mindsker risikoen for komplikationer.

Smerter

Det er normalt, at der kan forekomme lette smerter i maven og skulderen et par dage, som lindres med smertestillende håndkøbsmedicin og varmepude. Som regel er sårene i maven syet med selvopløselige tråde, som forsvinder af sig selv. Såfremt trådene ikke er opløst 14 dage efter operationen, anbefaler vi, at disse fjernes hos egen læge .Plastrene på maven må fjernes 24 timer efter operationen.

 

Vi anbefaler, at du tager smertestillende medicin efter behov efter din operation. Medicinen kan købes som håndkøbsmedicin. Du anbefales at tage 2 tabletter Paracetamol (f.eks. Pamol, Panodil eller Pinex) á 500 mg, maks. 4 gange dagligt. Dette kan suppleres med 2 tabletter Ibuprofen (f.eks. Ipren) á 200 mg, maks. 3 gange dagligt.

 

Hjem

 

Inden du sendes hjem efter operationen skal du have haft vandladning.

 

Du skal selv lave en aftale om transport hjem efter din operation. Du må ikke køre hjem, da du har været i fuld bedøvelse.

 

Du må gerne være alene hjemme efter operationen. Du kan også planlægge, at en pårørende er hos dig

efter operationen.

 

Du vil blive informeret omkring operationen af en læge eller sygeplejerske.

 

Forebyggelse af infektion efter operatione

Det er normalt, at der kan forekomme blødning fra skeden i op til 1 uge efter operationen. For at undgå infektion i operationsårene tilråder vi, at du undlader at besøge svømmehal, bade i havet karbad samt samleje indtil blødningen fra skeden er ophørt.

 

Sygemelding

Vi anbefaler, at du er sygemeldt 5-7 dage efter operationen. Der vil normalt ikke være behov foryderligere sygemelding efter operationen. Ligeledes anbefaler vi, at du holder dig i ro i de første par dage. Derudover må du foretage dig det, du plejer.

 

Opfølgning efter operationen

Der er som udgangspunkt ikke behov for kontrol efter operationen. Såfremt lægen vurderer, at der er

et behov for kontrol, vil du få besked herom, før du sendes hjem.

 

Ny graviditet

Efter operationen skal du vente 1-2 måneder, før du forsøger at blive gravid igen.

 

 

Ved spørgsmål eller problemer

Du skal kontakte Gynækologisk Afsnit på tlf. 65 41 23 36, hvis du oplever problemer (for eksempel kraftig blødning, feber eller tiltagende smerter, ildelugtende udflåd) eller hvis du har spørgsmål efter din operation. Efter 24 timer er det din egen læge/vagtlægen, du skal kontakte.

 

 

 

APPFWU01V