Fjernelse af livmoderen ved kikkert- eller robotoperation
Denne pjece giver dig de vigtigste oplysninger om din kommende operation, hvor livmoderen fjernes. Operationen kan foregå enten i Odense eller Svendborg det vil stå i det indkaldelsesbrev, du har modtaget.
Det er vigtigt, at du også læser pjecen "Bedøvelse og fasteregler", som du har fået sammen med denne information.
Vi er her for dig
Vi ønsker, at du føler dig tryg og godt informeret før din operation. Hvis du har spørgsmål eller er i tvivl om noget, så sig endelig til det er vigtigt, at du føler dig godt klædt på.
Kort om operationen hvordan foregår det?
Operationen foregår i fuld bedøvelse, og du får også lokalbedøvelse for at mindske ubehag bagefter.
Der findes flere måder at fjerne livmoderen på. Hvilken metode, der bruges, afhænger af din krop og din sygehistorie. Vi vælger altid den metode, der er mest skånsom og bedst for dig.
Robotassisteret kikkertoperation udføres gennem små snit i maven. Kirurgen styrer robotarme via en konsol med 3D-syn, assisteret af en hjælper. Patienten ligger med hovedet nedad, beskyttet af plexiglas. Der kan opstå let ubehag bagefter, og både operation og bedøvelse tager lidt længere tid.
Vaginal hysterektomi
Denne metode bruges, hvis livmoderen ikke er forstørret, og det er muligt at komme til via skeden. Det er ofte muligt, hvis du tidligere har født vaginalt.
- Livmoderen og livmoderhalsen fjernes gennem skeden
- Operationen foregår med hjælp fra kikkertudstyr
- Du får ingen snit i maven
TLH - Total laparoskopisk hysterektomi
Denne metode bruges, hvis det er svært at operere via skeden fx hvis du ikke har født vaginalt, har fået kejsersnit, eller hvis livmoderen er lidt større.
- Livmoderen og livmoderhalsen fjernes gennem 4-5 små snit i maven
- Skedetoppen syes sammen med en selvopløselig tråd
- Operationen kan også udføres med robotteknik
Abdominal hysterektomi (åben metode)
Denne metode bruges kun, hvis de andre ikke er mulige fx hvis livmoderen er meget stor eller har mange muskelknuder. Livmoderen fjernes gennem et snit nederst på maven (bikinisnit)
Skal æggestokkene fjernes?
I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at fjerne æggestokkene. Hvis du ikke er i overgangsalderen, og dine æggestokke ser normale ud, vil de som regel blive bevaret. Det aftaler vi med dig på forhånd.
Mulige komplikationer
Som ved alle operationer er der en lille risiko for komplikationer. De mest almindelige er:
- Betændelse derfor får du antibiotika under operationen for at mindske risikoen
- Blødning vi giver blodstørkende medicin og bruger skånsomme teknikker for at undgå større blødning
Sådan forbereder du dig
Undgå visse smertestillende midler:
For at mindske risikoen for blødning skal du undgå medicin med acetylsalicylsyre mindst 3 dage før operationen. Det gælder fx:
- Aspirin
- Idotyl
- Kodimagnyl
- Magnyl
- Treo
Blodfortyndende medicin og naturmidler
Hvis du tager blodfortyndende medicin (fx Persantin, Hjertemagnyl eller Marevan), vil lægen fortælle dig, hvor længe du skal holde pause.
Naturmedicin og kosttilskud kan også øge risikoen for komplikationer. Vi anbefaler, at du stopper med dem 2 uger før operationen, hvis muligt.
Har du sukkersyge?
Så vil du få en særlig plan for, hvordan du skal tage din medicin op til operationen. Du får besked i god tid.
Rygning og alkohol
For at sikre det bedste forløb anbefaler vi:
- Stop med at ryge mindst 6 uger før operationen
- Vær tilbageholdende med alkohol
Faste
For at sikre din sikkerhed under bedøvelsen er det vigtigt, at du faster korrekt:
- Du må spise mad og drikke mælkeprodukter indtil 6 timer før du møder op
- Du må drikke vand, saft, juice (uden frugtkød), kaffe og te indtil 2 timer før
- Du må ikke ryge eller tygge tyggegummi de sidste 2 timer
Hvis du ikke faster korrekt, kan operationen blive aflyst.
Samme dags operation
Vi forventer, at du kan tage hjem samme dag. Inden du bliver udskrevet, fortæller vi dig,
hvad du skal være opmærksom på derhjemme.
Hygiejne før operationen
For at sikre god hygiejne og undgå infektion, beder vi dig:
- Undlade at bruge smykker, makeup, neglelak og kontaktlinser
- Du må gerne beholde briller, høreapparat og tandprotese
- Tag et brusebad på operationsdagen eller aftenen før
- Rens din navle med en vatpind og sæbe
Medicin
Husk at tage din daglige medicin med på hospitalet, medmindre andet er aftalt
På operationsdagen
- Mød op fastende på aftalt tidspunkt
- Du får udleveret operationstøj og støttestrømper, som forebygger blodpropper
- Lås dine værdigenstande inde i skuffen ved din seng.
- Når det er tid, bliver du kørt til operationsgangen dine pårørende må gerne følge dig derhen
På operationsgangen
- Du møder personalet fra operations- og bedøvelsesteamet
- Kirurgen hilser på dig, inden du bliver bedøvet
- Du får lagt et kateter i blæren, som normalt fjernes, inden du vågner
- Selve operationen varer typisk 1-2 timer, men der er også lidt forberedelsestid
Efter operationen
I Odense:
- Du ligger på opvågningen i 2-3 timer, før du kommer tilbage til sengeafsnittet
- Hele forløbet fra du køres til operation og til du er tilbage tager ca. 3-5 timer
I Svendborg:
- Du kommer tilbage til Forberedelse og Opvågning, hvor du bliver, indtil du er klar til at tage hjem.
Op og i gang
Det er vigtigt, at du kommer op og bevæger dig så hurtigt som muligt efter operationen. Sygeplejersken hjælper dig med at komme ud af sengen på en måde, der skåner operationssåret.
Mad og drikke
- Du får tilbudt mad og drikke, så snart du er klar
- Det er vigtigt, at du drikker godt og spiser normalt
- Mad med højt proteinindhold (fx mælk, ost, kød, æg, bønner) hjælper kroppen med at hele og mindsker risikoen for komplikationer
Når du kommer hjem
Vi forventer, at du kan tage hjem samme dag som operationen. Du skal selv sørge for transport hjem. Du må gerne være alene hjemme, men det kan være rart at have en pårørende hos dig det første døgn.
Kontakt os, hvis du oplever:
- Kraftig blødning, Feber, Tiltagende smerter eller Ildelugtende udflåd
De første 24 timer kan du kontakte Gynækologisk Afsnit på 6541 2336. Efter 24 timer skal du kontakte din egen læge eller vagtlægen, medmindre andet er aftalt.
Smerter
Det er helt normalt at have smerter i den nederste del af maven efter operationen. Hvis du
fik fjernet livmoderen pga. smerter, skal du vide, at de ikke nødvendigvis forsvinder helt.
Du kan også opleve smerter i skuldrene eller nakken det skyldes luft, der pustes ind under operationen. Det går over af sig selv, men kan lindres med:
- Smertestillende medicin
- En varmepude
- Bevægelse af skuldrene
Smertestillende - sådan trapper du ud
Vi anbefaler:
- Paracetamol 1 g 4 gange dagligt
- Ibuprofen 400 mg 3 gange dagligt
Begge dele kan købes i håndkøb. Når smerterne aftager, kan du gradvist trappe ned start med at skære ned på ibuprofen.
Tarm og vandladning
Det er vigtigt, at din afføring er blød. Spis fiberrigt og varieret, og brug evt. afføringsmiddel som Magnesia 500 mg (maks. 2 gange dagligt).
Det er normalt, at du først har afføring igen efter 1-2 dage.
Kontakt egen lægen, hvis du oplever:
- Hyppig eller smertefuld vandladning
- Ildelugtende eller uklar urin
- Feber eller generel utilpashed
Seksualitet og samliv
Efter operationen:
- Du får ikke længere menstruation
- Du kan ikke blive gravid
- Din skede bliver ikke kortere eller snævrere
- For de fleste ændres seksuallivet ikke
- Vent med samleje i 6 uger efter operationen
- Du vil kunne bløde fra skeden i op til 4 uger
Du skal ikke længere til celleprøver for livmoderhalskræft, da livmoderhalsen er fjernet.
Forebyggelse af infektion:
- Fjern plastre 24 timer efter operationen
- Skyl sårene i forbindelse med brusebad der skal ikke sættes nye plastre på.
- Sårene er syet med selvopløselige tråde, som forsvinder af sig selv.
- Hvis trådene ikke er væk efter 14 dage, bør de fjernes hos egen læge.
- Undgå karbad, svømmehal og hav bad i 4 uger efter operationen.
- Man kan bløde fra skeden op til 4 uger efter operationen, op til menstruations styrke, og aftagende over ugerne.
Sygemelding og rekreation:
Du bør forvente en rekreationsperiode efter operationen og sygemeldes i
2-3 uger. Træthed er almindelig i starten. Du må gerne være fysisk aktiv, men kun op til din
smertegrænse lyt til kroppen.
Huskeliste når du skal have fjernet livmoderen ved kikkert- eller robotoperation
Forud for operationen:
Køb følgende medicin til brug efter operationen:
- Panodil/Pinex/Pamol 500 mg
- Ipren/Ibumetin/Ibuprofen 200 mg
- Magnesia 500 mg
- Hold pause med blodfortyndende medicin eller medicin mod sukkersyge, hvis det er aftalt ved forundersøgelsen.
- Planlæg transport til og fra hospitalet på operationsdagen.
- Aftal med familie eller venner, hvis du får brug for hjælp eller overnatning efter operationen.
- Planlæg sygemelding fra din arbejdsplads (2-3 uger anbefales).
- Få taget blodprøver senest én uge før operationen enten på OUH, dit nærmeste sygehus eller hos egen læge. Hvis dette er aftalt
Dagen før operationen:
- Klip kønshår til under 1 cm længde.
- Du bliver ringet op hverdagen før operationen mellem kl. 10 og 14 med mødetidspunkt.
Operationsmorgenen:
- Tag 2 stk. Magnesia kl. 6.
- Faste i 6 timer og undgå væske i 2 timer før mødetid.
- Tag et brusebad inkl. hårvask og rens navlen med vatpind og sæbe (kan også gøres aftenen før).
- Brug ingen cremer, makeup, smykker, neglelak eller piercinger.
- Medbring din vanlige medicin.
- Informér sygeplejersken, hvis du har været indlagt for nylig eller har startet ny medicin.