Skip til primært indhold

Fjernelse af celleforandringer på de ydre kønsorganer i lokalbedøvelse - Svendborg

Operation for celleforandringer på de ydre kvindelige kønsorganer

Du er blevet anbefalet kirurgisk fjernelse af celleforandringer på de ydre kønsorganer (vulva).

 

Måske har du allerede i dag, efter information og fælles beslutningstagning, fået foretaget indgrebet.

Alternativt kan du være henvist til dette og vil modtage dato og tid via digital post.

 

Det er vigtigt, at du føler dig tryg og velinformeret om indgrebet gennem samtale med læge/sygeplejerske samt denne skriftlig information.

Skulle dette ikke være tilfældet, er du velkommen til at kontakte vores sekretær på telefon 6541 1106, som vil sørge for, at du bliver ringet op.

 

Hvad er celleforandringer

Celleforandringer kan være forstadier til kræft i de ydre kvindelige kønsorganer. En sammenfattende betegnelse for de ydre kvindelige kønsorganer kaldes i fagsprog vulva. I langt de fleste tilfælde skyldes forandringerne HPV-virus, som også kan være årsag til celleforandringer på livmoderhalsen. Meget sjældent udvikler forstadierne sig til egentlig kræft.

 

Symptomer

Den hyppigste gene er kløe, men du kan også opleve smerter og ømhed. Måske har du slet ingen symptomer og forandringerne er opdaget tilfældigt i forbindelse med en gynækologisk undersøgelse.

Forandringerne kan være diskrete og skarpt afgrænsede, men de kan også være spredt til hele vulva og strække sig ned omkring endetarmen. Forandringerne kan være flade, blomkålslignende eller vortelignende. Farven kan være hvid, lyserød, grå eller mørkpigmenteret.

 

Forberedelse før indgrebet

Der er ingen forberedelse og du må gerne spise og drikke.

 

Du kan med fordel tage håndkøbs smertestillende medicin 1 time før du møder:

2 stk. Paracetamol á 500 mg

2 stk. Ibuprofen á 200 mg

 

Tag behageligt og løstsiddende tøj på.

Menstruation er ingen hindring i forhold til indgrebet.

 

Indgrebet

Indgrebet foretages i lokalbedøvelse, mens du ligger på gynækologisk leje. Lægen lægger lokalbedøvelse i området, hvor celleforandringerne skal fjernes. Selv om du bliver bedøvet, vil du dog kunne mærke, at der bliver rørt ved dig.

Indgrebet tager cirka 10 minutter.

Vævet bliver sendt til mikroskopisk undersøgelse, hvor det også vurderes, om forandringerne er fjernet helt.

Efter indgrebet

Du må tage hjem umiddelbart efter operationen, hvis du har det godt. Du må gerne køre bil.

 

Normale følger

Det er almindeligt, at området er ømt og hævet, når virkningen af lokalbedøvelsen aftager. Du må gerne tage smertestillende håndkøbsmedicin (Paracetamol og Ibuprofen). Følg anvisningen på pakken. Du får udleveret lokalbedøvende gel (Xylokain 5 mg) til påsmøring af det behandlede område. Dette kan også købes i håndkøb.

 

Du kan køle det behandlede område med isbind, som du selv kan lave:

  1. Gør nogle trusseindlæg eller hygiejnebind våde under vandhanen
  2. Pak et par stykker sammen i en frysepose
  3. Frys dem i nogle timer.
  4. Tag isbindet ud og brug det på operationsområdet i 20 - 30 minutter. Du skal have et tyndt stof mellem huden og isbindet, da det ellers kan sætte sig fast

 

Kan gentages hver 2.-3. time.

 

Hold området rent og skyl gerne med håndbruser efter toiletbesøg.

Det er normalt at have en smule blødning de første dage/uger efter indgrebet.

 

Undlad karbad, svømmehal, havbad og samleje indtil såret er helt lægt. Normalt 2-3 uger.

Dette for at undgå infektion.

Er du blevet syet, er det med selvopløselig tråd, som opløser sig selv i løbet af 2-4 uger.

 

Komplikationer

Hvis du i dagene efter indgrebet oplever kraftig blødning, stærke smerter eller feber over 38, må du

kontakte gynækologisk vagthavende i Svendborg på telefon 6320 2000.

Opstår der problemer senere, skal du kontakte egen læge eller vagtlæge.

 

Sygemelding

Efter indgrebet bør du tage den med ro et par dage.

 

Svar på prøverne og kontrol

Når svaret på undersøgelsen af vævet foreligger, får du brev via digital post.

Brevsvaret vil oplyse om graden af celleforandringer og den videre plan.

Der går 4-6 uger.

 

Huskeliste

Hvis det er tidsmæssigt muligt!

  • Hold pause med naturmedicin 14 dage inden operationen
  • Hold evt. pause med blodfortyndende medicin inden indgrebet (skal være aftalt med lægen)

 

Indgrebet foregår på

Gynækologisk Ambulatorium i Svendborg

Baagøes Alle 15,

5700 Svendborg

Indgang 75, etage 02

APPFWU02V