Skip til primært indhold

Fentonplastik - Kirurgisk fjernelse af arvæv

Kirurgisk fjernelse af generende arvæv

I denne patientinformation kan du læse om forløbet i Gynækologisk Afdeling i forbindelse med din operation. Det er vigtigt, at du føler dig tryg og velinformeret om din forestående operation. Samtalen med lægen, sygeplejersken og denne patientinformationspjece skal tilsammen sikre dette. Hvis du fortsat mangler information eller har spørgsmål, er det vigtigt at du kontakter Gynækologisk Ambulatorium på tlf. 65 41 11 06.

 

Hvad er Fentonplastik?

Fentonplastik er en lille operation, som foretages med henblik på at gøre skedens indgang større eller fjerne ømme områder eller generende arvæv ved skedeindgangen. Problemer med for lille skedeindgang eller generende arvæv ses oftest efter en fødselsbristning eller efter en tidligere operation i skeden, hvor slimhinden i skeden er vokset for stramt sammen.

 

Forberedelser før operationen

Du har været til forundersøgelse i Gynækologisk Ambulatorie. Vi har planlagt din operation og orienteret dig om mulige komplikationer og den efterfølgende sygemeldings- og rekreationsperiode.

 

Operationen foretages i dagkirurgi i hhv. Svendborg og Odense. Dagkirurgi betyder at operationsforløbet er hurtigt og effektivt. Vi forventer derfor at du kan gå hjem samme dag. Forbered dig på at afsætte dagen til operationen.

 

Pårørende

Du er i forbindelse med din operation velkommen til at have en pårørende med som støtte. Vær forberedt på, at der kan forekomme ventetid. Der er venteværelse tilknyttet afsnittet. Der er mulighed for internetadgang.

 

Huskeliste

På sidste side i denne informationspjece finder du en huskeliste, som kan hjælpe dig med at få et overblik over forberedelserne til din operation.

 

Hvis du skal opereres i Svendborg

 

Du vil modtage en indkaldelse med din operationsdato i din e-Boks eller med et brev.

 

Du skal møde fastende på afsnittet "Forberedelse og Opvårgning" (2) på Svendborg Sygehus.

Adressen ser du i indkaldelsesbrevet.

 

Du modtages og klargøres af operationspersonalet kort tid efter dit mødetidspunkt. Du omklædes direkte på operationsstuen, og må beholde en del af dit private tøj på. Forud for operationen taler du med narkoselægen og den læge som skal operere dig. Efter operationen køres du til en hvilestue til observation, indtil du er klar til at komme hjem.

 

Hvis du skal opereres i Odense

 

Du vil modtage en indkaldelse med din operationsdato i din e-Boks eller med et brev.

 

Du skal møde fastende på Gynækologisk Afsnit i Odense

Adressen ser du i indkaldelsesbrevet.

 

Du modtages af plejepersonalet og klargøres med operationstøj til operationen. På operationsstuen møder du narkoselægen og den læge som skal operere dig. Efter operationen køres du retur til Gynækologisk Afsnit til observation, indtil du er klar til at komme hjem.

 

Medbring gerne badekåbe, indesko og den medicin du plejer at få. Da der kan være ventetid, kan det være godt at medbringe en bog eller et ugeblad.

 

Sådan forbereder du dig

 

Blodfortyndende medicin

Hvis du tager blodfortyndende medicin, f.eks. Persantin, Hjertemagnyl, eller Marevan, vil lægen i forbindelse med din forundersøgelse ofte planlægge en pausering med medicinen forud for din operation.

 

Sukkersyge

Hvis du har sukkersyge, vil du følge et særligt regime under din operation. Du vil ved forundersøgelsen og ved planlægning af din operation få nærmere besked om, hvordan du skal forberede dig, eller om du skal pausere din medicin.

 

Undgå særlig smertestillende medicin og naturmedicin

Vi beder dig være tilbageholdende med smertestillende medicin med acetylsalisylsyre, f.eks. Treo, Kodimagnyl, Aspirin, Idotyl og lignende i ugen op til operationen. Medicinen påvirker blodets evne til at størkne og kan øge risikoen for blødning ved operationen.

 

Naturmedicin og kosttilskud kan øge risikoen for komplikationer ved din operation. Vi anbefaler derfor, at du holder pause 2 uger før operationen.

 

Informér læge eller sygeplejerske på operationsdagen, hvis du har været indlagt, eller der er sket ændringer i din vanlige medicin siden forundersøgelsen. Hvis du har spørgsmål om din medicin eller har andre tvivlspørgsmål om din operation, er du naturligvis velkommen til at kontakte Gynækologisk Ambulatorium på tlf. 65 41 11 06.

Dagen før operationen

 

Faste

Du må spise mad og drikke mælkeprodukter indtil 6 timer før din operation. Du må drikke vand, saft, juice (uden frugtkød), kaffe og the (med max. 2 spsk. mælk) indtil 2 timer før operationen.

 

Det er vigtigt, at du overholder fastereglerne af hensyn til din sikkerhed under bedøvelsen.

Operationen kan blive aflyst, hvis du ikke har fastet korrekt.

 

Hygiejne

For at forebygge infektion, skal du tage et grundigt bad inkl. hårvask på operationsmorgenen eller aftenen før din operation.

 

Du bedes selv klippe kønsbehåringen helt kort. Vi fraråder brug af barbérskraber, da dette kan påvirke eller skade huden. Ved brug af maskine, anbefaler vi klipning allerede flere dage før operationen, så du ikke risikerer sår og rifter i huden.

 

Ingen smykker eller makeup

Du må ikke bære smykker, piercinger eller makeup under operationen

 

På operationsstuen

 

Operationen foregår oftest i lokalbedøvelse med 'rus'. Lokalbedøvelsen indsprøjtes i det område, hvor du skal opereres. Herefter løsnes og/eller fjernes det væv som har givet dig gener.

Operationen tager 15-30 minutter.

Enkelte operationer kan kræve fuld bedøvelse. Valg af bedøvelse planlægges sammen med lægen i forbindelse med din forundersøgelse i ambulatoriet.

 

Efter operationen

 

Efter operationen vil du blive kørt på en hvilestue, hvor du observeres. I timerne efter operationen får du noget at drikke og spise, og vi kontrollerer at du kan lade vandet.

 

Hjem igen

 

Vi forventer, at du er velbefindende og klar til at tage hjem et par timer efter operationen. Du skal selv lave en aftale om transport hjem efter din operation.

 

Sygemelding og rekreationsperiode

Efter operationen skal du regne med en rekreationsperiode, så operationssåret kan få tid til at hele. Vi anbefaler en sygemelding fra et par dage op til 2 uger efter operationen afhængigt af operationens omfang og hvilket arbejde du har. Dette aftales nærmere med lægen ved forundersøgelsen.

 

Du må gerne dyrke lettere motion, gå ture mm., når du føler dig klar til dette, men du bør ikke cykle i 2 uger efter operationen, af hensyn til sårets heling.

 

Smerter

Operationssåret kan give anledning til lette smerter i dagene efter operationen. Vi anbefaler at du tager smertestillende medicin efter behov. Medicinen kan købes som håndkøbsmedicin. Du anbefales Paracetamol (f.eks. Panodil, Pinex eller Pamol), 2 tabletter á 500mg max. 4 gange dagligt, Dette kan suppleres med 2 tabletter Ibuprofen (f.eks. Ipren eller ibumetin), á 200mg max. 3 gange dagligt.

 

Blødning

Der kan forekomme lidt blødning eller udflåd fra operationssåret i op til 2-3 uger efter operationen. Vi anbefaler, at du bruger menstruationsbind og ikke tamponer. Vi fraråder karbad, havbad og svømmehal i 2-3 uger, indtil blødning fra operationssåret er ophørt.

 

Trådene ved operationssåret er selvopløselige og forsvinder af sig selv. Vi anbefaler, at du efter toiletbesøg skyller operationssåret med lunkent vand fra håndbruseren eller fra en skylleflaske.

 

Sex og samliv

Vi fraråder samleje i 3 uger efter operationen. Når operationssåret i skeden er helet, kan arret for

enkelte patienter give anledning til smerter ved samleje. Smerterne er ofte forbigående og kan afhjælpes ved brug af silikonebaseret glidecreme i forbindelse med samleje.

Alternativt kan du efter helingsperioden starte massage af operationssåret med en finger. Massagen vil gøre arret mere eftergiveligt og smidigt, og smerterne vil oftest forsvinde.

 

Mulige komplikationer

Denne operation er kun et lille indgreb, men ved enhver operation er der en risiko for komplikationer. Efter denne operation er der en lille risiko for blødning og infektion. Der er også en lille risiko for at alle dine gener ikke kan fjernes, samt at du kan få smerter der, hvor det nye ar kommer.

 

Hvis du efter operationen oplever kraftig blødning, stærke smerter, feber og ildelugtende udflåd, bør du søge en læge. Sker dette i de første døgn, kan du efter din operation i Svendborg kontakte vagthavende læge på Gynækologisk Afdeling på tlf. 63 20 20 00. Er du opereret i Odense, kan du kontakte Gynækologisk Afsnit på tlf. 65 41 23 36.

 

Kontrol

Lægen vil i forbindelse med din operation afgøre behovet for, om du skal komme til kontrol i Gynækologisk Ambulatorium. Du informeres om dette efter operationen.

 

 

Kontakt

 

Svendborg:

 

Urogynækologisk Ambulatorium på tlf. 65 41 11 06 ved spørgsmål, eller ønske om at

aflyse/ændre din operationsdato.

 

Afsnittet "Forberedelse og Opvågning", Svendborg Sygehus på tlf. 63 20 52 52 ved aflysning af din operation på selve dagen.

 

Odense:

 

Urogynækologisk Ambulatorium på tlf. 65 41 11 06 ved spørgsmål, eller ønske om at aflyse/ændre din operationsdato.

 

Gynækologisk Afsnit i Odense på tlf. 65 41 23 36 ved tvivlspørgsmål i forbindelse med din operation i Odense eller Svendborg (hele døgnet).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Huskeliste - Ved kirurgisk fjernelse af væv

 

 

Forud for din operation:

 

☐ Køb håndkøbsmedicin til behandling af smerter efter din operation.

 

Tabl. Panodil/Pinex/Pamol á 500 mg.

Tabl. Ipren/Ibumetin/Ibuprofen á 200 mg.

 

☐ Hold pause med evt. blodfortyndende medicin eller medicin mod sukkersyge, hvis dette er aftalt

til din forundersøgelse.

 

☐ Hold pause med naturmedicin og kosttilskud 2 uger før din operation.

 

☐ Planlæg transport til og fra hospitalet på operationsdagen.

 

Hverdagen før din operation:

 

☐ Vi ringer til dig hverdagen før din operation mellem kl. 10-14. Vi oplyser dig om mødetidspunkt til din operation.

 

 

Operationsmorgenen:

 

☐ Faste 6 timer før fremmødet til operation.

☐ Tørste 2 timer før fremmødet til operation.

 

☐ Tage et brusebad inkl. hårvask (må gerne foretages aftenen før operationen).

☐ Klip kønsbehåringen helt kort.

☐ Fjern smykker og piercinger.

☐ Fjern makeup.

 

☐ Medbring din vanlige medicin.

☐ Informér sygeplejersken, hvis du har været indlagt eller er startet ny medicin.

 

 

Efter din operationen:

☐ Vi anbefaler en sygemelding i ___________ dage.

 

 

Operationen bookes i:

☐ Odense

☐ Svendborg

 

 

 

 

 

APPFWU02V