Embolisering
Patientinformation om embolisering
Denne information giver dig de vigtigste oplysninger om behandlingen, som kaldes embolisering. Når du besøger Gynækologisk Ambulatorium, fortæller vi mere om selve indgrebet, mulige bivirkninger og hvordan du kan forvente at have det bagefter. Vores mål er, at du føler dig tryg og godt informeret.
Hvad er embolisering?
Embolisering er en behandling, hvor blodtilførslen til muskelknuder i livmoderen lukkes. Når blodet ikke længere når knuderne, bliver de mindre, hvilket kan:
- Mindske smerter og tyngdefornemmelse
- Reducere kraftige blødninger
Behandlingen foregår på Røntgenafdelingen og varer 1-2 timer. Du får lokalbedøvelse, og lægen fører et lille rør ind i en blodåre i lysken eller håndleddet. Gennem røret sprøjtes små plastkugler ind, som lukker blodkarrene til muskelknuderne. Livmoderen får fortsat blod fra andre blodkar og tager derfor ikke skade.
Mulige bivirkninger
Som ved alle behandlinger kan der være komplikationer, fx:
- Blødning
- Blodpropper
- Betændelse
Vigtige forholdsregler før behandlingen
- Rygning og alkohol: Undgå alkohol op til behandlingen. Stop med at ryge mindst 6 uger før, da begge dele øger risikoen for komplikationer.
- Blodfortyndende medicin: Hvis du tager fx Persantin, Hjertemagnyl eller Marevan, kan du blive bedt om at holde pause. Det aftales med lægen ved forundersøgelsen.
- Diabetes: Har du sukkersyge, får du særlige retningslinjer for medicin før, under og efter behandlingen.
- Smertestillende medicin: Undgå præparater med acetylsalicylsyre (fx Treo, Kodimagnyl, Aspirin, Idotyl) i ugerne op til behandlingen, da de øger risikoen for blødning.
;
Forberedelse før indgrebet
- Du vil blive indkaldt til en MR-scanning på Røntgenafdelingen forud for emboliseringen (altså ikke samme dag som indgrebet).
- Barber hårene i begge lysker hjemmefra.
Hygiejne
- Tag et brusebad om morgenen eller aftenen før indgrebet, og husk at vaske hår.
- Fjern alle smykker, piercinger, makeup og neglelak på hænder og fødder.
På selve dagen
- Du må spise en let morgenmad, inden du møder til indlæggelse.
- Før indgrebet får du tabletter, der forebygger smerter og kvalme.
- Der anlægges en venflon i hånden, som kobles til en smertepumpe med morfin, du selv kan aktivere ved behov.
- Du får smurt lokalbedøvende creme på begge lysker samt på venstre håndled.
Efter indgrebet
En sygeplejerske henter dig på Røntgenafdelingen og følger dig tilbage til Gynækologisk Sengeafsnit, hvor du bliver observeret og får kontrolleret indstiksstedet.
- Hvis indgrebet er foretaget via lysken:
Du skal ligge fladt på ryggen. Sengegavlen må hæves op til 45 grader i 2 timer for at forebygge blødning fra indstiksstedet. Herefter må du bevæge dig frit.
- Hvis indgrebet er foretaget via håndleddet:
Du får et kompressionsbånd omkring håndleddet for at forebygge blødning. Personalet fjerner gradvist luft fra båndet og observerer indstiksstedet.
Armen lægges i en slynge, som du får udleveret. Undgå tunge løft (maks. 2 kg) med armen de
første 24 timer



Hjem
Du bliver normalt udskrevet dagen efter indgrebet.Inden udskrivelsen taler du med sygeplejersken om smertebehandling og eventuelle spørgsm ål.
Restriktioner og sygemelding
Du skal forvente at være sygemeldt i 1-2 uger efter indgrebet.
For at mindske risikoen for infektion ved indstiksstedet bør du i de første 5 dage efter emboliseringen undgå:
- Svømmehal
- Havbad
- Karbad
Dit samliv kan genoptages, når blødningen er ophørt.
Smertebehandling
Det er helt normalt at have smerter de første dage efter indgrebet. Vi anbefaler derfor, at du på forhånd har købt Paracetamol 500 mg og Ibuprofen 200 mg (håndkøb).
- Paracetamol: 2 tabletter á 500 mg, 4 gange dagligt
- Ibuprofen: 1-2 tabletter á 200 mg, 3 gange dagligt
Du kan trappe ud af smertestillende efter behov. Start med at reducere Ibuprofen, da det kan være hårdt for mavesækken. Følg altid anvisningen på pakken og læs indlægssedlen.
Ved udskrivelsen kan du få udleveret enkelte morfintabletter til gennembrudssmerter. Har du behov for mere smertestillende, skal du kontakte din egen læge.
Opfølgning efter embolisering
Du vil blive tilbudt telefonisk opfølgning hos en sygeplejerske ca. 6 måneder efter behandlingen.
Hvornår skal du kontakte os?
- Inden for de første 24 timer: Ring til Gynækologisk Afsnit på tlf. 65 41 23 36, hvis du oplever kraftig blødning, feber, tiltagende smerter, ildelugtende udflåd eller hvis du har spørgsmål.
- Efter 24 timer: Kontakt din egen læge eller vagtlægen.
Det er almindeligt at få en let temperaturforhøjelse i dagene efter indgrebet. Dette er helt forventeligt og kræver ingen behandling.
I sjældne tilfælde kan der opstå en alvorlig infektion med høj feber (over 38,5 °C), smerter og ildelugtende udflåd. Ved disse symptomer skal du straks kontakte afdelingen.
Det er også normalt at have lidt blødning eller udflåd i de første uger efter behandlingen.
;
;
Huskeliste når du skal have foretaget embolisering af fibrom
Forud for indgrebet
Køb smertestillende:
- Paracetamol (Panodil/Pinex/Pamol) 500 mg
- Ibuprofen (Ipren/Ibumetin/Ibuprofen) 200 mg
- Hold evt. pause med blodfortyndende medicin eller diabetesmedicin, hvis det er aftalt ved forundersøgelsen.
- Planlæg transport til og fra hospitalet.
- Aftal evt. støtte/overnatning hos familie eller venner efter indgrebet.
- Planlæg sygemelding fra arbejdspladsen.
- Få taget blodprøver, hvis dette er aftalt ved forundersøgelsen.
Dagen før indgrebet
- Du vil blive ringet op af afdelingen mellem kl. 12.30 og 14.00 med dit mødetidspunkt.
- Fjern hår i begge lyskeregioner.
På selve dagen
- Spis en let morgenmad.
- Tag et brusebad og fjern hår i lyskeregionerne.
- Fjern smykker, piercinger, neglelak og makeup.
- Medbring din vanlige medicin.
- Oplys sygeplejersken, hvis du har været indlagt siden forundersøgelsen, eller hvis der er sket ændringer i dit helbred.
;
;