Fosterdød
Vejledning til forældre der uventet mister et barn efter graviditetsuge 22
Patientinformationen henvender sig til forældre, der uventet mister etbarn efter uge 22. Denne situation er naturligvis ulykkelig og vanskelig. Det følgende er et forsøg på at skitsere og vejlede om forløbet.
Af og til konstateres fosterdød ved almindelig jordemoderkontrol, hvor der ikke kan findes hjertelyd på barnet eller ved, at du over en kortere periode ikke mærker liv, og derfor henvender dig til Fødegangen. Når det er konstateret, at barnet er dødt inde i livmoderen, skal svangerskabet afbrydes.
Når graviditeten er efter uge 22, er vaginal fødsel den fremgangsmåde, der er mest hensigtsmæssigt både psykisk og fysisk for kvinden både for nuværende og på sigt.
Lægesamtale
Det er en læge, der vha. en ultralydsscanning kan konstatere, at barnet er dødt. Du/I vil efterfølgende blive informeret om det forventede forløb ved en lægesamtale. Du/I vil blive tilbudt nærmere udredning mhp. at finde en årsag til, at barnet er gået til. Dette kan f.eks. være i form af nærmere kromosomanalyse af barnet og Jer, som er forældre, samt andre blodprøver der kan vise, om en evt. infektion eller andet kan være en del af årsagen. I vil blive bedt om også at overveje obduktion af barnet.
Lægen aftaler indlæggelse med Sengeafsnit for graviditet og Fødegangen.
Vi anbefaler, at du/I tager hjem til den følgende dag, for sammen at lade informationerne bundfæste sig. Du/I kan når som helst kontakte Fødegangen og Sengeafsnit for graviditet ved smerter, blødning eller behov for yderligere samtale.
Opstart
Dette afsnit er primært skrevet til kvinden. De fleste har deres mand med eller anden pårørende hos sig gennem hele forløbet, for hvilke informationen også retter sig til.
Dagen før indlæggelse på Sengeafsnit for graviditet, vil du få udleveret noget medicin (1 tablet Mifegyne 200 mg), som skal indtages på afdelilngen. Denne er med til at forberede og modne livmoderhalsen op og kan bevirke, at selve igangsættelsesforløbet vil blive afkortet i tid.
Du vil desuden modtage yderligere vejledning og information omkring det kommende forløb ved plejepersonalet.
Såfremt du ønsker indlæggelse fra opstart og indtil selve igangsættelsen næste dag, er dette også en mulighed. Du vil få en enestue under hele forløbet, og vi anbefaler, at du har en pårørende hos dig under hele forløbet.
Indlæggelse
Du møder på Sengeafsnit for graviditet efter nærmere aftalt tidspunkt dagen før. Her vil du få en stue anvist og tale med den sundhedsperson, der vil være kontaktperson for dig igennem forløbet
I vil modtage vejledning om de valg og beslutninger, der skal tages i forbindelse med forløbet før, under og efter fødslen. I får blandt andet vejledning om rettigheder, muligheden for begravelseshjælp og tilskud til psykologhjælp.
Igangsættelse af fødslen
Der er to forskellige præparater, der kan benyttes til at sættes fødslen i gang. Hvilken et der skal benyttes afhænger af, hvor langt du er i graviditeten.
- Indtil uge 27+6 vil du få oplagt 2 tabeller (tabl. Cytotec 400 mikg.) i skeden hver 3. time, dog højst 5 gange i døgnet.
- Fra uge 28+0 vil du få tabletter, du skal spise (tabl. Angusta 25 mikg.) hver 2. time, dog højest 8 gange i døgnet.
Det kan være svært at forudsige, hvor lang tid denne proces tager, før du går i fødsel, men de fleste har født inden for et til to døgn. For nogle kan det undervejs i forløbet, blive nødvendigt med et vestimulerende drop (Syntocinon).
Når du får smerter, vil du få tilbudt smertestillende medicin. Du kan få det samme udbud af smertestillende medicin mv., som ved enhver anden fødsel. Oftest anbefaler vi, at du vil få en epidural, såfremt smerterne ikke kan håndteres med medicin i tabletform. Dette foregår på fødegangen.
Udskrabning
Nogle kvinder har efter fødslen behov for at få foretaget en udskrabning, fordi at der kan være rester tilbage af moderkagen eller fosterhinderne i livmoderen. Dette vil foregå i enten fuld bedøvelse eller rygbedøvelse.
Psykiske reaktioner
Det er helt almindeligt, at der kommer en psykisk reaktion, når man mister et barn. Det er naturligt, man bliver meget ked af det og føler en voldsom smerte. Mange føler også vrede over den uretfærdighed, at lige netop de skulle miste. Nogle oplever, at de slet ikke føler noget, hvilket ofte skyldes, at de er i chok.
Erfaringer viser, at det letter sorgarbejdet, hvis man tør reagere på sine følelser, og hvis man får snakket om, hvordan man har det. Der findes ingen rigtige eller forkerte følelser, når man sørger; alle følelser er tilladte.
Mange par oplever også, at forløbet kan påvirke deres forhold både positivt og negativt. Nogle får en følelse af at komme meget tæt på hinanden. Andre kan slet ikke forstå hinanden. Det vigtigste er respekten for, at hver især forholder sig til sorgen på sin måde. Det er meget forskelligt, hvor længe et sorgforløb varer. Mange par oplever at være forskellige steder i sorgen, hvilket kan være meget frustrerende. Her er det også vigtigt at forsøge at respektere hinandens forskellighed.
Vi anbefaler, at du/I medinddrager jeres øvrige familie. For selv små søskende kan det være en vigtig process at få sagt farvel til en søster eller bror. Dine/Jeres forældre eller nærmeste pårørende kan være dig/Jer en stor hjælp i hele forløbet og også have behov for at blive delagtiggjort i forløbet. De kan desuden være dig/Jer en endnu større støtte i efterforløbet, såfremt de har været involveret og oplevet/mødt det barn, som I/de har mistet.
Efterforløbet
I efterforløbet er der flere ting, du/I skal tage stilling til:
- Skal der tages fod- og håndaftryk?
- Vil du/I have taget billeder?
- Skal barnet begraves eller bisættes?
- Skal I have jeres eget gravsted, eller skal det begraves på de ukendtes gravsted?
- Hvordan gør man rent praktisk, når man har fundet den løsning, der passer til en?
Personalet vil være behjælpelig med at vejledning, støtte og erfaringer, som kan hjælpe dig/Jer på vej i processen.
Tilbud om sorggruppe
Region Syddanmark tilbyder alle forældre, der har mistet barn fra graviditetsuge 14+0 et sorggruppeforløb for par og enlige. Du/I vil blive kontaktet telefonisk senest 3 uger efter hændelsen af en sorggruppeleder med henblik på en uddybende samtale.
Støttesamtale i Sengeafsnit for graviditet
Ca. 3 til 4 uger efter I har mistet, vil Du/I få tilbud om en støttesamtale ved det personale, som har været omkring Jer i forløbet.
Opfølgende samtale med læge fra afdelingen
Du/I vil blive tilbudt opfølgende samtale ca. 3-6 måneder efter indlæggelsen, hvor vi gennemgår hele forløbet og svarerne på de supplerende undersøgelser. Desuden vil vi komme ind på gentagelsesrisikoen, muligheder for forebyggelse og anbefalede undersøgelser i en ny graviditet.
Undersøgelser
Det er altid frivilligt, om du/I ønsker barnet obduceret eller kromosom-undersøgt. I mange situationer vil disse undersøgelser og eventuelle blodprøver imidlertid give et bedre grundlag for at rådgive jer om eventuelt fremtidige graviditeter.
Bisættelse
Du/I kan selv vælge, hvad der skal ske med barnet efter fødslen. Nogle vælger bisættelse, og andre vælger begravelse. Du/I kan selv arrangere det meste, men ellers anbefaler vi, at I tager kontakt til en bedemand.
Sorgorlov
Begge forældre har ret til 14 ugers sorgorlov med barselsdagpenge.
Blødning
Det er normalt at have en menstruationslignende blødning i en længere periode. Du skal søge læge, hvis du får feber, hvis blødningen tiltager, eller hvis der kommer ildelugtende udflåd. Du skal til en opfølgende gynækologisk undersøgelse hos egen læge efter 8 uger, som du selv skal sørge for at bestille tid til.
Brystmælk
Du vil få tilbudt medicin til at stoppe mælkeproduktionen (tablet Dostinex 1 mg). Dette kan gentages ved behov.
Ny graviditet
Vi anbefaler, at I bruger kondom indtil den første menstruation af hensyn til risiko for infektion.
Den første menstruation kommer ofte en til to måneder efter, og det er almindeligt, at menstruationerne kan være lidt uregelmæssige de første måneder.
Det er helt frivilligt, hvornår I ønsker en ny graviditet.
Nyttige adresser & kontaktoplysninger:
- Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød: www.spaedbarnsdoed.dk
- Sorggruppe OUH: sorggruppe.odense@rsyd.dk
- Sengeafsnit for graviditet, tlf.: 65 41 23 25
- Fødegangen OUH, tlf.: 65 41 23 43 eller 65 41 23 44