Skip til primært indhold

Aflastning ved truende for tidlig fødsel

I løbet af graviditeten kan der opstå situationer eller problemstillinger, hvor du af din jordemoder eller læge vil blive anbefalet at lægge dig ned og aflaste. Det vil sige, at du skal holde dig i ro i kortere eller længere tid. Hvilken form for aflastning, du vil blive anbefalet, afhænger af problemstillingen.

Når man bliver anbefalet aflastning de fleste af døgnets timer, er det ofte i et forsøg på at udskyde en truende for tidlig fødsel før graviditetsuge 34.

Disse problemstillinger kan være:

  • for tidlige veer
  • afkortet livmoderhals  
  • blødning
  • fostervand, der er begyndt at sive alt for tidligt.

Aflastning

Aflastning som behandlingsmetode er velkendt. Aflastningen har til formål at tage trykket af livmoderhalsen og livmodermunden for at give mest mulig ro til livmodermuskulaturen. Den reelle effekt af aflastning kendes imidlertid ikke, og der findes ikke videnskabeligt bevis for, at metoden er effektiv til at udskyde en truende for tidlig fødsel uanset årsagen. Alligevel anses aflastning som en anerkendt behandlingsmetode.

Når du aflaster, vil den fysiske inaktivitet ved at ligge i sengen medføre uønskede bivirkninger, og jo mere man ligger stille i sengen, jo flere bivirkninger risikerer man at få. I nogle tilfælde kan streng aflastning give bivirkninger i form af øget knogleafkalkning, øget risiko for blodpropper, svækket muskelfunktion, led- og muskelsmerter, uhensigtsmæssige forandringer i kredsløb og hormonsystemer samt forværring af almindelige graviditetsgener.

Derfor bør du i fællesskab med lægen beslutte graden af din aflastning på baggrund af en afvejning af formodede fordele og kendte ulemper ved behandlingen. Under moderat eller streng aflastning kan du selv være opmærksom på, om der kommer mange plukkeveer, eller om de små daglige gåture f.eks. til badeværelset udløser tyngdefornemmelse. I samråd med din læge kan du afpasse dit daglige aktivitetsniveau herefter.

Træningsøvelser

Det er vigtigt, at du holder dig i form i løbet af graviditeten, også hvis du er blevet anbefalet aflastning i en kortere eller længere periode.

Som indlagt gravid med mere end blot en enkelt dags hospitalsophold, bør du udføre træningsøvelser, der er specielt udviklet til sengeliggende gravide af en jordemoder og en fysioterapeut. Daglig udførelse af træningsøvelser for sengeliggende gravide kan muligvis forebygge fysiske bivirkninger fra inaktivitet. Det kan også bidrage til større velvære som sengeliggende. Vi anbefaler, at du laver motionsøvelserne minimum en gang om dagen og gerne flere gange om dagen. Effekten bliver bedre, når du laver øvelser flere gange dagligt.

Har du brug for hjælp til at komme i gang med at bruge motionsøvelserne, så kan din jordemoder instruere dig.

Hvis du er blevet ordineret aflastning derhjemme, er det på samme måde væsentligt, at du holder dig i form. Derfor anbefaler vi, at du også udfører motionsøvelserne, når du aflaster derhjemme.

Er du langtidsindlagt uden at være ordineret aflastning, er det vigtigt, at du kommer ud af sengen og bevæger dig mange gange i løbet af dagen. Og husk at du stadig kan drage fordel af at udføre træningsøvelser, også selvom du er oppegående.

Link til videoen Træningsøvelser for sengeliggende gravide:

www.rigshospitalet.dk/undersoegelse-og-behandling/forebyggelse/Documents/Folder_sengeoevelser.pdf

Kontakt

Gynækologisk Obstetrisk Afdeling

65 41 11 05

Skriv til os på www.ouh.dk/post-ksf


pinfoOUH-1692381289-651 130877   |   26.05.2026

APPFWU01V